Bekendtgørelse om ikkekommercielt tv i MUX 1 Kapitel 7

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1517 af 29. juni 2021

Kapitel 7 Tilskud til programvirksomheden
§ 33

Radio- og tv-nævnet kan yde tilskud til tilladelseshavere, der er omfattet af § 3, stk. 1 og 2.

Stk. 2 Tilskud til indehavere af tilladelser, jf. § 3, stk. 2, til foreninger og fonde, hvis formål er at producere ikkekommercielt tv, som er produceret af og rettet mod personer med fysisk funktionsnedsættelse og psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse ydes som en forholdsmæssig andel af 2 mio. kr. årligt på grundlag af det faktiske antal tilladelseshavere i særordningen.

Stk. 3 Tilskud til indehavere af tilladelser, jf. § 3, stk. 1, ydes i henhold til § 35.

§ 34

Såfremt Radio- og tv-nævnet stiller krav herom, skal der i forbindelse med ansøgningen om tilskud oplyses om eventuelle verserende eller afsluttede sager for domstolene eller offentlige myndigheder, jf. stk. 2.

Stk. 2 Hvis sagen vedrører stationens drift og programvirksomhed, og hvor sagen drejer sig om overtrædelser af medieansvarsloven, regler om andre tilskud end tilskud efter lov om radio- og fjernsynsvirksomhed eller af straffeloven m.v., og hvor overtrædelsen er af grov eller af ofte gentagen karakter, kan Radio- og tv-nævnet træffe beslutning om afslag på ansøgningen om tilskud.

Stk. 3 Radio- og tv-nævnet kan ved vurderingen af de i stk. 2 nævnte forhold kun lægge vægt på overtrædelser, der er begået af stationen selv eller af en ledende medarbejder, herunder ulønnet arbejdskraft, og hvorover der er afsagt endelig dom, truffet endelig afgørelse af Pressenævnet eller truffet endelig administrativ afgørelse.

Stk. 4 Såfremt stationen ikke efterkommer Radio- og tv-nævnets anmodning om oplysning om de i stk. 2 nævnte forhold, kan Radio- og tv-nævnet lægge vægt herpå i sin vurdering af ansøgningen om tilskud.

§ 35

Tilskud til indehavere af tilladelser, jf. § 3, stk. 1, ydes som driftstilskud og beregnes som en forholdsmæssig andel af beløbet til tv-området, jf. § 36, på grundlag af det faktiske antal tilladelseshavere, jf. § 4, stk. 1.

§ 36

Radio- og tv-nævnet fastsætter fordelingen af tilskudsmidlerne mellem radio- og tv-området på baggrund af rammen for den årlige bevilling til formålet, eventuelt med tillæg af tilbagebetalte tilskudsbeløb.

Stk. 2 Det af Radio- og tv-nævnet fastsatte beløb til tv-området fratrukket 2 mio. kr., jf. § 33, stk. 2, skal dog mindst udgøre 50 pct. og maksimalt 70 pct. af den samlede bevilling, jf. stk. 1.

§ 37

Radio- og tv-nævnet gennemfører en årlig ansøgningsrunde med henblik på ydelse af tilskud.

Stk. 2 Radio- og tv-nævnet beslutter, jf. § 25, hvilke oplysninger m.v. indehavere af tilladelser til programvirksomhed skal indsende i forbindelse med ansøgninger i henhold til stk. 1.

§ 38

En tv-stations driftstilskud kan på årsbasis højst udgøre stationens faktiske driftsudgifter for det pågældende år. Såfremt det samlede driftstilskud overstiger driftsudgifterne, skal det overskydende driftstilskud tilbagebetales.

Stk. 2 Driftstilskuddet har til formål at bidrage til finansiering af stationens driftsudgifter, herunder til sendeudgifter og programproduktion. For programmer, som stilles til rådighed på internettet, kan driftstilskuddet bidrage til finansieringen af produktionen, såfremt disse består af 100 pct. lokalt indhold, jf. § 11, stk. 3, og opfylder § 11, stk. 1-2.

Stk. 3 Lønudgifter, der finansieres af tilskuddet, må ikke overstige niveauet for de statslige overenskomster for et tilsvarende arbejde.

Stk. 4 Driftstilskuddet kan anvendes til køb af udstyr, der er nødvendigt for stationens produktion af programmer. Købesummen må ikke overskride markedsprisen. Udstyr kan afskrives over forventede leveår eller udgiftsføres fuldt ud i anskaffelsesåret. Udstyr, der er købt for driftstilskuddet, er stationens eje og skal købes i stationens navn.

§ 39

I forbindelse med behandling af sager om overtrædelse af loven, bestemmelser fastsat efter loven samt vilkår fastsat i forbindelse med udstedelse af programtilladelse kan Radio- og tv-nævnet beslutte at tilbageholde en eller flere tilskudsrater til den eller de stationer omfattet af den pågældende tilsynssag. Radio- og tv-nævnet kan i den forbindelse tilbageholde tilskudsrater for efterfølgende år.

§ 40

Afgivne tilsagn bortfalder, og udbetalte tilskud kan i henhold til § 92 a, stk. 3, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed helt eller delvist kræves tilbagebetalt i tilfælde, hvor tilskudsmodtager ikke opfylder betingelserne for tilskuddet eller ikke gennemfører den forudsatte programvirksomhed.

Stk. 2 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis der ikke afleveres et fyldestgørende, underskrevet regnskab, eller hvis fristen for indsendelse af regnskab ikke overholdes.

§ 41

Overtrædelse af tilskudsreglerne kan i henhold til § 50, stk. 1, nr. 1, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, såfremt overtrædelsen er grov, eller overtrædelserne er ofte gentagne, medføre en midlertidig eller endelig inddragelse af programtilladelsen.