Bekendtgørelse om indberetning af covid-19-relateret indtægt Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 712 af 26. april 2021

Kapitel 2 Dødsfald
Indberetning og opgørelse ved ægtefælles eller samlevers dødsfald
§ 5

Der kan ske efterbetaling af pension, når en efterlevende pensionist indberetter covid-19- relateret indtægt, som pensionisten eller pensionistens afdøde ægtefælle eller samlever har haft for en periode, hvor den efterlevende har modtaget pension, hvis der som følge af dødsfaldet ikke sker efterregulering af perioden eller en del af perioden, som indtægten vedrører.

Stk. 2 Opgørelsen af efterbetaling sker efter reglerne i kapitel 4, 4a og 7 i lov om social pension og kapitel 4 og 7 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. for fastlæggelse af indtægtsgrundlaget og beregning af pension, jf. dog stk. 3-5.

Stk. 3 Der foretages en forholdsmæssig beregning af pensionen for perioden, der skal ske efterbetaling for. Beregningen foretages på baggrund af indtægten fastsat efter bestemmelserne i §§ 6 og 7.

Stk. 4 Satser og fradrag efter § 49 i lov om social pension og § 48 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., nedsættes forholdsmæssigt, når efterbetalingsperioden er kortere end kalenderåret.

Stk. 5 Fradrag efter § 29, stk. 1, nr. 7, i lov om social pension og § 26, stk. 1, og § 32 a, stk. 1, nr. 6, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., nedsættes forholdsmæssigt, når efterbetalingsperioden er kortere end kalenderåret.

Stk. 6 Opgørelsen af en eventuel efterbetaling sker efter, at der er foretaget efterregulering af efterlevendes pension for den del af året, hvor pensionen blev beregnet efter reglerne for enlige. Foretages der ikke en beregning og efterregulering efter reglerne for enlige som følge af tidspunktet for dødsfaldet, opgøres og efterbetales på grundlag af indberetning af covid-19-relateret indtægt inden årets udgang.

Stk. 7 Var afdøde ægtefælle eller samlever pensionist, kan der ikke ske efterbetaling i forhold til afdødes pension efter stk. 1.

Opgørelse af efterlevendes indtægtsgrundlag
§ 6

Indtægten i efterbetalingsperioden for den efterlevende pensionist svarer til den årlige indtægt, som den fremgår af årsopgørelsen fra skattemyndighederne, bortset fra en eventuel årlig indtægt fra covid-19-relateret arbejde, jf. §§ 30 eller 32 b i lov om social pension eller § 28 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., jf. dog stk. 2 og stk. 3.

Stk. 2 Har den efterlevende pensionist ikke modtaget pension fra årets start, opgøres indtægten på baggrund af årsopgørelsen og oplysninger fra indkomstregisteret. Indtægten i efterbetalingsperioden udgør herefter indtægten fra den første i den måned, hvor pensionen udbetales fra og resten af året, bortset fra en eventuel indtægt fra covid-19-relateret arbejde, jf. §§ 30 eller 32 b i lov om social pension eller § 28 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Stk. 3 Indtægten efter stk. 1 og 2, nedsættes forholdsmæssigt, når efterbetalingsperioden er kortere end kalenderåret.

Stk. 4 Indtægt, som ikke er skattepligtig i Danmark, indgår i efterbetalingsperioden og opgøres efter principperne i stk. 1.

Opgørelse af afdødes indtægtsgrundlag
§ 7

Indtægten i efterbetalingsperioden for afdøde opgøres efter reglerne i stk. 2-4, hvis afdøde har haft covid-19-relateret indtægt, der skal ses bort fra efter §§ 30 eller 32 b i lov om social pension eller § 28 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. Har afdøde ikke haft covid-19-relateret indtægt, opgøres indtægten i det hele efter stk. 2.

Stk. 2 Indtægten i efterbetalingsperioden opgøres på baggrund af de indtægter, som blev lagt til grund ved den seneste beregning af den foreløbige pension for den periode, hvor afdøde var samlevende med den efterlevende pensionist, jf. dog stk. 3 og 4. Indtægten nedsættes forholdsmæssigt, når efterbetalingsperioden er kortere end kalenderåret.

Stk. 3 Har afdøde haft covid-19-relateret indtægt, opgøres afdødes lønindtægt ud fra oplysninger fra indkomstregisteret om indtægten i efterbetalingsperioden, jf. dog stk. 4. Der ses ved opgørelsen bort fra covid-19-relateret indtægt, jf. §§ 30 og § 32 b i lov om social pension og § 28 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Stk. 4 Har der i efterbetalingsperioden været udbetalt efterlevelsespension til efterlevende, omregnes lønindtægten efter stk. 3, så den svarer til hele efterbetalingsperioden.

Stk. 5 Indtægt, som ikke er skattepligtig i Danmark, indgår i efterbetalingsperioden og opgøres efter principperne i stk. 1-4.

Efterbetaling
§ 8

Efterbetalingen opgøres ved at fratrække den udbetalte pension i efterbetalingsperioden i den beregnede pension for efterbetalingsperioden, jf. §§ 5-7. Er resultatet heraf, at den beregnede pension for efterbetalingsperioden er højere end den udbetalte pension, efterbetales forskelsbeløbet.