Bekendtgørelse om indberetning og offentliggørelse af oplysninger for Arbejdsmarkedets Tillægspension Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1390 af 24. november 2016

Kapitel 4 Den regelmæssige tilsynsrapport
§ 7

Den regelmæssige tilsynsrapport skal indeholde beskrivende oplysninger i kvantitativ og kvalitativ form. Rapporten skal opbygges som foreskrevet i bilag I og indeholde et sammendrag samt afsnit om virksomhed og resultater, ledelsessystem og risikoprofil, jf. stk. 2-5.

Stk. 2 Rapportens indledende sammendrag skal navnlig fremhæve eventuelle væsentlige ændringer i Arbejdsmarkedets Tillægspensions virksomhed og resultater, ledelsessystem og risikoprofil i løbet af rapporteringsperioden og give en kortfattet forklaring på årsagerne til og konsekvenserne af sådanne ændringer. Sammendraget skal indeholde oplysninger om vurderingen af egen risiko og solvenssituation.

Stk. 3 Rapportens afsnit om virksomhed og resultater skal indeholde følgende oplysninger:

  • 1) Oplysninger om Arbejdsmarkedets Tillægspensions virksomhed, herunder:

    • a) De vigtigste tendenser og faktorer, der bidrager til Arbejdsmarkedets Tillægspensions udvikling, resultater og situation i løbet af dets forretningsplanlægningsperiode, herunder eventuelle væsentlige lovgivningsmæssige spørgsmål.

    • b) En beskrivelse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions forretningsmål, herunder de relevante strategier og tidshorisonter.

  • 2) Oplysninger om Arbejdsmarkedets Tillægspensions pensionsmæssige resultater ifølge Arbejdsmarkedets Tillægspensions regnskab, herunder:

    • a) En analyse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions samlede pensionsmæssige resultater i løbet af rapporteringsperioden.

    • b) Prognoser om Arbejdsmarkedets Tillægspensions pensionsmæssige resultater med oplysninger om væsentlige faktorer, der kan påvirke disse pensionsmæssige resultater i løbet af forretningsplanlægningsperioden.

  • 3) Oplysninger om eventuelle væsentlige risikoreduktionsmetoder i relation til aktiv-passiv-styring, som er anvendt i rapporteringsperioden.

  • 4) Oplysninger om Arbejdsmarkedets Tillægspensions investeringsresultater ifølge Arbejdsmarkedets Tillægspensions regnskab, herunder:

    • a) Oplysninger om indtægter og udgifter for investeringsaktiviteter i løbet af den seneste rapporteringsperiode, en sammenligning af oplysningerne med den forudgående rapporteringsperiode og årsagerne til eventuelle væsentlige ændringer.

    • b) En analyse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions samlede investeringsresultater i løbet af rapporteringsperioden samt efter dekomponering i relevante kategorier, f.eks. efter aktivklasser.

    • c) Prognoser om Arbejdsmarkedets Tillægspensions forventede investeringsresultater med oplysninger om væsentlige faktorer, der kan påvirke disse investeringsresultater i løbet af forretningsplanlægningsperioden.

    • d) De vigtigste antagelser, som Arbejdsmarkedets Tillægspension anvender i sine investeringsbeslutninger med hensyn til rentebevægelser, valutabevægelser og andre relevante markedsparametre i løbet af forretningsplanlægningsperioden.

    • e) Oplysninger om eventuelle investeringer i securitisering samt Arbejdsmarkedets Tillægspensions risikostyringsprocedurer i relation til sådanne værdipapirer eller instrumenter.

  • 5) Oplysninger om eventuelle væsentlige indtægter og udgifter bortset fra pensionsmæssige eller investeringsmæssige indtægter og udgifter i løbet af Arbejdsmarkedets Tillægspensions forretningsplanlægningsperiode.

  • 6) Alle andre væsentlige oplysninger vedrørende Arbejdsmarkedets Tillægspensions virksomhed og resultater.

Stk. 4 Rapportens afsnit om ledelsessystem skal indeholde følgende oplysninger:

  • 1) Oplysninger, som giver Finanstilsynet en god forståelse af ledelsessystemet i Arbejdsmarkedets Tillægspension samt mulighed for at vurdere, om det er hensigtsmæssigt i forhold til Arbejdsmarkedets Tillægspensions forretningsstrategi og virksomhed.

  • 2) Oplysninger om ansvarsfordeling, rapporteringsveje og fordeling af funktioner i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

  • 3) Lønrettigheder for medlemmer af repræsentantskab, bestyrelse, direktør og andet ledende personale i løbet af rapporteringsperioden samt en sammenligning af oplysningerne med den forudgående rapporteringsperiode og årsagerne til eventuelle væsentlige ændringer.

  • 4) Oplysninger om Arbejdsmarkedets Tillægspensions opfyldelse af fit & proper-krav, herunder:

    • a) En liste over nøglepersonerne i Arbejdsmarkedets Tillægspension i henhold til § 23 a i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

    • b) Oplysninger om de politikker og processer, som Arbejdsmarkedets Tillægspension har indført for at sikre, at disse personer er fit & proper.

  • 5) Oplysning om Arbejdsmarkedets Tillægspensions risikostyringssystem, herunder:

    • a) Oplysninger om strategier, mål, processer og rapporteringsprocedurer for Arbejdsmarkedets Tillægspensions risikostyring for hver risikokategori.

    • b) Oplysninger om væsentlige risici, som Arbejdsmarkedets Tillægspension eksponeres mod i pensionsforpligtelsernes løbetid, og hvordan der er taget højde for disse i vurderingen af egen risiko og solvenssituation.

    • c) Oplysninger om, hvordan Arbejdsmarkedets Tillægspension opfylder sin forpligtelse til at investere alle sine aktiver i overensstemmelse med ”prudent person”-princippet, jf. § 26 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

    • d) Oplysninger om, hvordan Arbejdsmarkedets Tillægspension kontrollerer, hvorvidt kreditvurderinger fra eksterne kreditvurderingsbureauer er korrekte, herunder hvordan og i hvilket omfang der anvendes kreditvurderinger fra eksterne kreditvurderingsbureauer.

  • 6) Oplysninger om vurderingerne af egen risiko og solvenssituation, som er udført i løbet af rapporteringsperioden af Arbejdsmarkedets Tillægspension, herunder:

    • a) En beskrivelse af, hvordan vurderingen af egen risiko og solvenssituation udføres, dokumenteres internt og revideres.

    • b) En beskrivelse af, hvordan vurderingen af egen risiko og solvenssituation er integreret i ledelsesprocessen samt i Arbejdsmarkedets Tillægspensions beslutningsproces.

  • 7) Oplysninger om Arbejdsmarkedets Tillægspensions interne kontrolsystem, herunder:

    • a) Oplysninger om de vigtigste procedurer i det interne kontrolsystem.

    • b) Oplysninger om de aktiviteter, som compliance-funktionen udfører i løbet af rapporteringsperioden.

    • c) Oplysninger om Arbejdsmarkedets Tillægspensions compliance-politik, processen for revision af politikken, hyppigheden af revisionen samt eventuelle væsentlige ændringer i politikken i løbet af rapporteringsperioden.

  • 8) Oplysninger om Arbejdsmarkedets Tillægspensions interne auditfunktion, herunder:

    • a) En beskrivelse af de interne auditter, der er udført i rapporteringsperioden, med et sammendrag af de vigtigste resultater og henstillinger, som er rapporteret til Arbejdsmarkedets Tillægspensions bestyrelse eller direktør, samt eventuelle foranstaltninger, som er truffet i relation til disse resultater og henstillinger.

    • b) En beskrivelse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions interne auditpolitik, processen for revision af politikken, hyppigheden af revisionen samt eventuelle væsentlige ændringer i politikken i løbet af rapporteringsperioden.

    • c) En beskrivelse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions auditplan, herunder fremtidige interne auditter og begrundelsen for disse fremtidige auditter.

    • d) En kvalitativ og kvantitativ vurdering af mulige interessekonflikter, hvis personer, som varetager den interne auditfunktion, udfører andre arbejdsopgaver.

  • 9) Oversigt over de aktiviteter, som aktuarfunktionen har udført inden for hvert enkelt ansvarsområde i rapporteringsperioden, hvor det beskrives, hvordan aktuarfunktionen bidrager til effektiv anvendelse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions risikostyringssystem.

  • 10) Oplysninger om outsourcing, herunder:

    • a) Begrundelsen for outsourcing og dokumentation for, at der er indført passende overvågning og forholdsregler, hvis Arbejdsmarkedets Tillægspension outsourcer kritiske eller vigtige operationelle funktioner eller aktiviteter.

    • b) Oplysninger om de tjenesteydere, som eventuelle kritiske eller vigtige operationelle funktioner eller aktiviteter er blevet outsourcet til, og hvordan Arbejdsmarkedets Tillægspension sikrer, at tjenesteyderne har evne, kapacitet og eventuel lovpligtig tilladelse til at levere de nødvendige funktioner eller aktiviteter tilfredsstillende under hensynstagen til Arbejdsmarkedets Tillægspensions mål og behov.

    • c) En liste over de personer, der er ansvarlige for de outsourcede aktiviteter hos tjenesteyderen.

  • 11) Alle andre væsentlige oplysninger om Arbejdsmarkedets Tillægspensions ledelsessystem.

Stk. 5 Rapportens afsnit om risikoprofil skal indeholde følgende oplysninger:

  • 1) Risikoprofil for følgende risikokategorier:

    • a) Pensionsmæssige risici.

    • b) Markedsrisici, herunder kreditrisici.

    • c) Modpartsrisici.

    • d) Likviditetsrisici.

    • e) Operationelle risici.

    • f) Andre væsentlige risici.

  • 2) Arbejdsmarkedets Tillægspensions risikoeksponering, herunder fra ikke-balanceførte positioner og overførsel af risiko til special purpose vehicles:

    • a) En oversigt over eventuelle forventede væsentlige risikoeksponeringer i løbet af forretningsplanlægningsperioden under hensyntagen til Arbejdsmarkedets Tillægspensions forretningsstrategi, og hvordan disse risikoeksponeringer vil blive styret.

    • b) Hvis Arbejdsmarkedets Tillægspension pantsætter sikkerhed: Størrelsen på denne sikkerhed.

    • c) Hvis Arbejdsmarkedets Tillægspension har stillet sikkerhed: Arten af denne sikkerhed, arten og værdien af aktiver, der er stillet som sikkerhed, og de tilsvarende faktiske forpligtelser og eventualforpligtelser, der er opstået som følge af denne aftale om sikkerhedsstillelse.

    • d) Oplysninger om de væsentlige vilkår og betingelser, der er knyttet til aftalen om sikkerhedsstillelse.

    • e) En fuldstændig liste over aktiver og en beskrivelse af, hvordan disse aktiver er blevet investeret i overensstemmelse med ”prudent person”-princippet, jf. § 26 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

    • f) Hvis Arbejdsmarkedets Tillægspension har indgået transaktioner vedrørende ind- og udlån af værdipapirer, genkøbs- eller omvendte genkøbsaftaler, herunder likviditetswaps: Oplysninger om disse transaktioners egenskaber og omfang.

  • 3) Størrelsen og arten af Arbejdsmarkedets Tillægspensions låneportefølje.

  • 4) De væsentlige risikokoncentrationer, som Arbejdsmarkedets Tillægspension er eksponeret mod, samt en oversigt over eventuelle forventede fremtidige risikokoncentrationer i løbet af forretningsplanlægningsperioden under hensyntagen til Arbejdsmarkedets Tillægspensions forretningsstrategi, og hvordan disse risikokoncentrationer vil blive styret.

  • 5) Metoder til risikoreduktion i aktiv-passiv-styringen, som Arbejdsmarkedets Tillægspension aktuelt anvender og overvejer at anvende i løbet af forretningsplanlægningsperioden.

  • 6) Hvis Arbejdsmarkedets Tillægspension har modtaget sikkerhed:

    • a) Værdien af sikkerheden.

    • b) De væsentlige vilkår og betingelser, der er knyttet til aftalen om sikkerhedsstillelse.

  • 7) Risikofølsomhed, herunder:

    • a) En beskrivelse af de relevante stresstest og risikoanalyser, som Arbejdsmarkedets Tillægspension har udført, samt resultatet heraf.

    • b) En beskrivelse af de metoder, der er anvendt, og de vigtigste antagelser, der ligger til grund for disse stresstest og risikoanalyser.

  • 8) Alle andre væsentlige oplysninger om Arbejdsmarkedets Tillægspensions risikoprofil.