Bekendtgørelse om indbetaling af ATP-bidrag for medlemmer af a-kasser m.fl. Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1451 af 04. december 2023

Kapitel 4 Fælles bestemmelser
ATP-bidragets opgørelse og opkrævning til ATP
§ 10

A-kasserne skal indberette det samlede ATP-bidrag, der indbetales til Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. §§ 1, 6 og 9. Indberetningen sker for hver enkelt ydelsesmodtager en gang om måneden til indkomstregisteret, jf. § 3, stk. 1, nr. 7, i lov om et indkomstregister og under de i § 11, stk. 1 nævnte SE-numre.

§ 11

Det samlede ATP-bidrag af de enkelte ydelser opgøres kvartalsvis af Arbejdsmarkedets Tillægspension på grundlag af a-kassernes indberetninger til indkomstregisteret. Opgørelsen sker på særskilte SE-numre for

  • 1) dagpenge og dagpenge efter artikel 64 eller 65 i forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger, og

  • 2) efterløn.

Stk. 2 Bidragene forfalder til betaling den 1. juli (for 1. kvartal), 1. oktober (for 2. kvartal), 1. januar (for 3. kvartal) og 1. april (for 4. kvartal). Arbejdsmarkedets Tillægspension opkræver det samlede bidrag af Styrelsen for Arbejdsmarked.

Stk. 3 Såfremt bidragene forfalder til betaling på en banklukkedag, anses forfald for den førstkommende bankdag.

Stk. 4 Når bidraget er opkrævet, jf. stk. 2, oplyser Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering det opkrævede bidrag til den enkelte a-kasse.

Tilbagebetaling af ATP-bidrag
§ 12

Hvis en dagpengemodtager eller efterlønsmodtager skal betale ydelse tilbage til a-kassen, skal det opkrævede ATP-bidrag af ydelsen betales tilbage af Arbejdsmarkedets Tillægspension til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Beløb, der er mindre end ATP-bidrag for 37 timer, tilbagebetales ikke.

Stk. 2 Tilbagebetaling af ATP-bidrag reguleres over de kvartalsvise opkrævninger.

Stk. 3 Tilbagebetalte bidrag i relation til dagpenge indgår i reguleringen efter § 3, stk. 6.

Stk. 4 Når bidraget er tilbagebetalt og reguleret over de kvartalsvise indbetalinger til Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. stk. 1 og 2, oplyser Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering det tilbagebetalte bidrag til den enkelte a-kasse.