Bekendtgørelse om integrationsgrunduddannelse efter lov om integrationsgrunduddannelse (igu) Kapitel 7

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1825 af 28. december 2023

Kapitel 7 Bonus til virksomheder, der har en udlænding ansat i integrationsgrunduddannelse
§ 16

Efter § 11 i lov om integrationsgrunduddannelse (igu) udbetaler staten bonus til en privat arbejdsgiver, som har ansat en udlænding i et integrationsgrunduddannelsesforløb.

Stk. 2 Bonus efter stk. 1 ydes med følgende rater:

  • 1) 10.000 kr., når udlændingen har været ansat i 6 måneder,

  • 2) yderligere 15.000 kr., når udlændingen har været ansat i 12 måneder, og

  • 3) endelig 15.000 kr., når udlændingen har været ansat i 2 år.

Stk. 3 Er en udlændings integrationsgrunduddannelse ophørt som følge af virksomhedslukning, kan en virksomhed, der måtte vælge at videreføre ansættelsesforholdet, med henblik på beregning af ret til bonus medregne ansættelsesperioden fra den virksomhed, udlændingen tidligere var ansat i, såfremt virksomheden overtager forløbet inden for en måned efter ansættelsesophør. Tilsvarende gælder, hvis en udlænding afskediges under et integrationsgrunduddannelsesforløb og årsagen til ophør ikke skyldes udlændingen. En udlænding kan alene gennemføre ét integrationsgrunduddannelsesforløb.

Stk. 4 Virksomheden ansøger om bonus ved digitalt at indgive ansøgning til Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Ved ansøgning skal virksomheden oplyse:

  • 1) virksomhedens CVR-nummer,

  • 2) udlændingens CPR-nummer og

  • 3) ansættelsesperiode i virksomheden.

Stk. 5 Praktik skal udgøre mindst 25 timer om ugen i gennemsnit over det 2-årige integrationsgrunduddannelsesforløb. Såfremt der i eIndkomst er registreret mindre end 25 timer om ugen i gennemsnit over det 2-årige forløb, påhviler det virksomheden i forbindelse med indgivelse af ansøgning efter stk. 4 at oplyse det samlede antal fraværstimer. Til brug for oplysninger efter 2. pkt. kan virksomheden anvende en blanket, som Udlændinge- og Integrationsministeriet stiller til rådighed på hjemmesiden www.uim.dk.

Stk. 6 Ansøgning om bonus skal være Styrelsen for International Rekruttering og Integration i hænde senest 1 år efter, at det forløb, der søges bonus for, er afsluttet, for at Styrelsen for International Rekruttering og Integration kan udbetale bonus for forløbet.