Bekendtgørelse om kapitalselskabers forpligtelser ved registrering af konvertible gældsbreve i en værdipapircentral § 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1120 af 24. september 2010

§ 1

For konvertible gældsbreve, som er optaget til handel på et reguleret marked, og som er udstedt gennem en værdipapircentral, skal kapitalselskabets centrale ledelsesorgan sørge for, at værdipapircentralen straks får følgende oplysninger og senere ændringer heri:

  • 1) Kapitalselskabets navn, adresse og cvr-nummer.

  • 2) Lånets samlede beløb med angivelse af antal gældsbreve og andelsstørrelsen.

  • 3) Rente- og afviklingsvilkår.

  • 4) Konverteringstidspunkt.

  • 5) Eventuelle særlige vilkår.

Stk. 2 Inden tidspunktet, hvor konverteringen af gældsbreve kan finde sted, skal det centrale ledelsesorgan underrette værdipapircentralen om konverteringskursen og senere ændringer heri.

Stk. 3 Konvertible gældsbreve kan ikke udstedes gennem en værdipapircentral, før kapitalselskabet er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Stk. 4 Ved beslutning efter § 167 i selskabsloven skal kapitalselskabets centrale ledelsesorgan sørge for, at eventuelle fortegningsrettigheder registreres i værdipapircentralen med angivelse af, hvor mange fortegningsrettigheder, der kræves til tegning af nye konvertible gældsbreve.

Stk. 5 Er de konvertible gældsbreve ikke fuldt indbetalt, skal det centrale ledelsesorgan foranledige dette registreret i værdipapircentralen.