Bekendtgørelse om kompensation for faktiske omkostninger til rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejsearrangører som følge af COVID-19, tilskud til fondskassen for pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer samt afsætning af tabsramme i 2020 til dækning af tab på statsgarantierne på op til 300 mio. kr. § 8

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1137 af 06. juli 2020,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1681 af 23. november 2020, bekendtgørelse nr. 2178 af 21. december 2020, bekendtgørelse nr. 452 af 17. marts 2021, bekendtgørelse nr. 1819 af 14. september 2021, bekendtgørelse nr. 1948 af 14. oktober 2021, bekendtgørelse nr. 2414 af 13. december 2021, bekendtgørelse nr. 189 af 02. februar 2022, bekendtgørelse nr. 463 af 19. april 2022 og bekendtgørelse nr. 94 af 26. januar 2023

Betingelser for kompensation
§ 8

Der ydes ikke kompensation for følgende omkostninger:

  • 1) Omkostninger, som godtgøres virksomheden på anden vis, herunder ved huslejenedsættelse, forsikringsdækning, andre offentlige refusioner, tilskud m.v., eller anden statslig kompensationsordning i anledning af foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af COVID-19.

  • 2) Andre kapacitetsomkostninger, som virksomheden skal afholde, men som ikke direkte kan henføres til de afbestilte eller annullerede rejser.

  • 3) Omkostninger, som virksomheden – uagtet at de kan relateres direkte til de afbestilte eller annullerede rejser, jf. kontraktbestemte vilkår – ikke er forpligtet til at afholde.

  • 4) Lønomkostninger til egne rejseledere.

Stk. 2 Retten til kompensation efter reglerne i denne bekendtgørelse er betinget af, at virksomheden har betalt og for indkomståret 2020 vil betale den skat, som den er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler. Det indebærer, at retten til kompensation er betinget af at virksomheden selv eller en legal ejer, der har kontrol med virksomheden f.eks. i form af besiddelse af en ejerandel på mindst 25 pct., ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over lande med skattely.