Bekendtgørelse om kompensation for faste omkostninger til virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19 § 5

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

ophæves den 15. januar 2024

Bekendtgørelse nr. 571 af 16. marts 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 932 af 12. maj 2021, bekendtgørelse nr. 1475 af 21. juni 2021, bekendtgørelse nr. 1870 af 24. september 2021, bekendtgørelse nr. 2212 af 26. november 2021, bekendtgørelse nr. 1337 af 22. september 2022 og bekendtgørelse nr. 43 af 08. januar 2024

§ 5

Der kan ikke ydes kompensation efter reglerne i denne bekendtgørelse for omkostninger til løn til virksomhedens ansatte, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Virksomheder kan få kompensation for den del af virksomhedens lønomkostninger, som er nødvendig for at opretholde en nødbemanding til nødvendig pasning af dyrene i zoologiske anlæg, jf. bekendtgørelse om zoologiske haver m.v.

Stk. 3 Virksomheder kan få kompensation for foder og veterinærmedicin mv. til besætninger af ildere, chinchillaer eller mink, der består af 20 dyr eller derover, jf. § 2, nr. 7, i bekendtgørelse om registrering af besætninger i CHR, når det er nødvendigt for at opretholde dyrenes ve og vel. Besætninger efter 1. pkt. skal være registreret i Miljø- og Fødevareministeriets Centrale Husdyrbrugsregister (CHR).

Stk. 4 Virksomheder kan få kompensation for nedskrivninger på letfordærvelige varer med mindre end én måned mellem produktionsdato og udløbsdato, og som ikke egner sig til nedfrysning, jf. dog stk. 5. Kompensationen er dog betinget af, at virksomheden har begrænset sit tab så vidt muligt, jf. § 11, stk. 3.

Stk. 5 Slagterier, der slagter og slagtemæssigt behandler dyr, hvis kød er bestemt til konsum efter reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer, og som er omfattet af bekendtgørelsens § 2, nr. 1, kan få kompensation for den del af virksomhedens nedskrivninger, der følger af nedfrysning af fersk kød, som ikke før udbruddet af COVID-19 havde været planlagt til nedfrysning.

Stk. 6 Der ydes godtgørelse for 80 pct. af udgifterne til revisorpåtegning efter § 9, stk. 1 og 2, såfremt virksomhedens ansøgning udløser kompensation. Godtgørelsen til revision kan maksimalt udgøre 16.000 kr.