Bekendtgørelse om kompensation for tab ved aflysning af større kultur- og idrætsarrangementer fra marts til august 2020 som følge af COVID-19-afværgeforanstaltninger § 12

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 836 af 11. juni 2020,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 54 af 16. januar 2021, bekendtgørelse nr. 358 af 05. marts 2021, bekendtgørelse nr. 2376 af 06. december 2021 og bekendtgørelse nr. 21 af 07. januar 2023

§ 12

Slots- og Kulturstyrelsen kan i forbindelse med behandlingen af de indsendte ansøgninger indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder, samt relevante offentlige registre mv.

Stk. 2 Slots- og Kulturstyrelsen kan i forbindelse med kontrollen af § 6, vedrørende skatteforhold, udbede sig den fornødne dokumentation.

Stk. 3 Slots- og Kulturstyrelsen kan udtage ansøgninger af særlig karakter, herunder hvor der ansøges om et højt kompensationsbeløb i forhold til ansøgers størrelse og omsætning, og ansøgninger, hvor der vurderes at være en særlig risiko for, at ansøger ikke er berettiget til den ansøgte kompensation, eksempelvis ved atypiske forhold omkring kompensationsgrundlaget, til udvidet sagsbehandling.

Stk. 4 Slots- og Kulturstyrelsen kan pålægge enhver, der i medfør af stk. 3 udtages til udvidet sagsbehandling, at udlevere supplerende oplysninger og dokumentation til brug for afgørelsen.

Stk. 5 Slots- og Kulturstyrelsen kan i særlige tilfælde, herunder i særligt komplicerede sager eller, hvor der i øvrigt er særligt behov for kvalitetssikring af dokumentationen, pålægge ansøgere, der i medfør af stk. 3, udtages til udvidet sagsbehandling, at anvende bistand fra en uafhængig, godkendt revisor.

Stk. 6 Slots- og Kulturstyrelsen fastsætter i forbindelse med indhentelse af oplysninger efter stk. 4 og 5 en frist for indsendelse af oplysningerne.

Stk. 7 Der kan alene udbetales kompensation, når kompensationsgrundlaget er dokumenteret i fornødent omfang og inden for den af Slots- og Kulturstyrelsen fastsatte frist, jf. stk. 6.