Bekendtgørelse om kompensation for tab ved aflysning af større kultur- og idrætsarrangementer fra marts til august 2020 som følge af COVID-19-afværgeforanstaltninger § 5

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 836 af 11. juni 2020,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 54 af 16. januar 2021, bekendtgørelse nr. 358 af 05. marts 2021, bekendtgørelse nr. 2376 af 06. december 2021 og bekendtgørelse nr. 21 af 07. januar 2023

§ 5

Arrangøren kompenseres for tab, jf. § 4, nr. 1, som påviseligt er direkte relateret til aflysningen, udskydelsen eller den væsentlige ændring, og som arrangøren ikke kunne afværge.

Stk. 2 Udbetaling af kompensation sker på baggrund af en opgørelse af arrangementets underskud, som baserer sig på arrangementets indtægter og udgifter. Det er muligt at medregne direkte udgifter såvel som en begrundet forholdsmæssig andel af arrangørens indirekte udgifter. I så fald medtages også en forholdsmæssig andel af arrangørens indirekte indtægter.

Stk. 3 Der ydes ikke kompensation for udgifter, som godtgøres arrangøren på anden vis, herunder ved forsikring, anden statslig kompensationsordning eller øvrige indtægter, som kan henføres til arrangementet og oppebæres uanset arrangements gennemførelse. Der kan kun medtages afskrivninger for materialer (herunder instrumenter og udstyr), der er direkte henførbare til arrangementet. Afskrivningerne beregnes efter reglerne i årsregnskabsloven.

Stk. 4 Der ydes ikke kompensation for tabte indtægter, som arrangøren ikke er kontraktuelt forpligtet til at tilbagebetale.

Stk. 5 Der skal senest den 5. april 2020 været indgået bindende aftale om de udgifter, der medtages i tabsopgørelsen, jf. dog stk. 6.

Stk. 6 Udgifter til opfyldelse af bindende aftaler indgået efter den i stk. 5 angivne frist, kan medtages i tabsopgørelsen, jf. dog stk. 7, hvis:

  • 1) udgifterne sker som led i afholdelse af et væsentligt ændret arrangement, er nødvendige for afholdelsen af arrangementet, og arrangøren har udvist økonomisk ansvarlighed ved indgåelsen af aftalen, jf. § 5, stk. 3-4 og § 6, stk. 1-2, eller

  • 2) udgifterne er en direkte og nødvendig konsekvens af aflysning eller udskydelse af et arrangement, og arrangøren har udvist økonomisk ansvarlighed ved indgåelsen af aftalen, jf. § 5, stk. 3-4 og § 6, stk. 1-2.

Stk. 7 Udgifter til bindende aftaler med eksterne konsulenter og lignende, herunder til juridisk bistand, der indgås efter fristen i stk. 5, kompenseres som følger:

  • 1) Aftale indgået med henblik på at begrænse tabet forbundet med en given udgift, kompenseres med op til 15 pct. af værdien af den udgift, der søges tabsbegrænset.

  • 2) Øvrige aftaler, der er en direkte og nødvendig konsekvens af aflysning, udskydelse eller væsentlig ændring af et arrangement, kompenseres med op til 10 pct. af det samlede øvrige kompensationsbeløb.