Bekendtgørelse om kompensation for tab ved aflysning af større kultur- og idrætsarrangementer fra september 2020 til og med april 2021 som følge af COVID-19-afværgeforanstaltninger § 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 51 af 16. januar 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 736 af 24. april 2021, bekendtgørelse nr. 1536 af 29. juni 2021, bekendtgørelse nr. 2410 af 06. december 2021, bekendtgørelse nr. 297 af 08. marts 2022 og bekendtgørelse nr. 18 af 07. januar 2023

§ 4

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  • 1) Tab: underskuddet for de pågældende arrangementer (udgifter fratrukket indtægter).

  • 2) Arrangementer: Enkeltstående begivenheder i Danmark, der er enestående i deres indholds- og/eller formidlingsmæssige udtryk fra gang til gang, og som er planlagt til at finde sted mindre hyppigt end dagligt (højest hver anden dag) eller dagligt i en afgrænset periode af op til fire ugers varighed. Perioden på op til fire uger gælder for hver lokation, hvor et arrangement afholdes. Arrangementet skal have været åbent for offentlig tilmelding og deltagelse og have haft et forventet deltagerantal på mere end 350 personer samtidigt.

  • 3) Arrangør: En juridisk person (en selvejende institution, fond, forening eller lignende), der inden den 6. marts 2020 er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister, og som er hovedansvarlig for forberedelsen af et arrangement. Ved beregning af de i denne bekendtgørelse omhandlede støttetærskler for kompensation til en arrangør under Europa-Kommissionens meddelelse om Midlertidige rammebestemmelser for statslige foranstaltninger til støtte for økonomien under det nuværende covid-19-udbrud skal alle enheder, som de jure eller de facto kontrolleres af én og samme enhed, betragtes som én enhed.

  • 4) Kunstner: Scenekunstnere, musikere, sportshold og andre personer eller persongrupper, som er den direkte årsag til arrangementets afholdelse.

  • 5) Væsentligt ændret: At arrangementet afvikles med væsentligt færre eller helt uden deltagere/tilskuere, end det var dokumenterbart planlagt til, før der blev iværksat foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af Coronavirussygdom (COVID-19).

  • 6) Organer inden for den offentlige forvaltning: Statslige myndigheder og statsfinansierede selvejende institutioner, der er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, i bekendtgørelse om statens regnskabsvæsen mv., kommuner og regioner, kommunale og regionale organisationer og selskaber mv., som er oprettet i henhold til lov om kommunernes styrelse, samt institutioner hvor statslige, regionale eller kommunale tilskud til drift udgør over halvdelen og forventes vedvarende at dække halvdelen eller mere af institutionens ordinære driftsudgifter.

  • 7) Tilskud til drift: Den andel af offentlige tilskud som institutionen anvender til at dække ordinære driftsudgifter. Tilskud til drift omfatter ikkeoffentlige køb af varer og ydelser samt anlægstilskud.

  • 8) Ordinære driftsudgifter: Alle udgifter, der ikke er ekstraordinære, f.eks. lønninger og personale- og rejseomkostninger, husleje m.v., af- og nedskrivninger, udgifter til vedligeholdelse af bygninger og andre anlægsaktiver, ejendomsskatter, udgifter til revision og telefoni samt renteomkostninger.

  • 9) Vedvarende dækker ordinære driftsudgifter: Tilskud til drift, der med forbehold for vedtagelsen af årlige bevillingslove m.v. i staten og årlige budgetgodkendelser i kommuner og regioner forventes ydet tidsubegrænset eller i en periode på mindst 3 på hinanden følgende regnskabsår.

  • 10) Kommunale spillesteder: Spillesteder, herunder Musikhuset Aarhus, Værket Randers, Vejle Musikteater, Kulturværftet Helsingør, samt Musikteatret Albertslund og Ringsted Kongrescenter, som i perioden 6. marts 2020 til og med den 31. august 2020 er registreret på et kommunalt CVR-nummer i Det Centrale Virksomhedsregister, som har kapacitet til at afholde arrangementer for mere end 350 personer samtidig.

  • 11) Kultur- og idrætsarrangementer: Arrangementer, hvor hovedformålet med afholdelsen er kultur, kunst eller idræt. Madfestivaller og blomsterfestivaller mv. vil ikke være omfattet.