Bekendtgørelse om kontrol af elektriske installationer i forsamlingslokaler § 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1119 af 13. november 2019

§ 1

Den, der som ejer, lejer, forpagter eller på anden måde driver et forsamlingslokale, som er beregnet til over 150 personer, skal sikre, at de elektriske installationer, herunder nød- og panikbelysningsanlægget, og det tilhørende elmateriel i forsamlingslokalerne og de tilstødende adgangs- og flugtveje hver 24. måned kontrolleres af en autoriseret elinstallatørvirksomhed.

Stk. 2 Hvis der ved kontrollen efter stk. 1 konstateres fejl i installationen eller det tilhørende elmateriel, skal den, der driver forsamlingslokalet, sikre, at fejlene rettes.

Stk. 3 Pligten i stk. 1 omfatter også forsamlingslokaler, der enkeltvis er beregnet til færre end 150 personer, når forsamlingslokalerne benyttes samlet af over 150 personer, og forsamlingslokalerne har fælles adgangs- og flugtveje.

Stk. 4 Sikkerhedsstyrelsen kan på baggrund af en vurdering af personrisikoen eller hyppigheden af foretagne ændringer i installationerne undtage enkelte forsamlingslokaler eller kategorier af forsamlingslokaler fra pligten i stk. 1.

Stk. 5 Ved forsamlingslokaler forstås i denne bekendtgørelse: Teatre, biografer, restaurationer, diskoteker, selskabslokaler, mødelokaler, koncertsale, udstillingslokaler, idrætshaller og andre bygninger og lokaler, der anvendes til lignende formål, med tilhørende gange og flugtveje, vestibule, køkken, depotrum og andre lokaler med direkte tilknytning til det pågældende forsamlingslokale.