Bekendtgørelse om køre- og hviletidsbestemmelserne i vejtransport § 7

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 328 af 28. marts 2007,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 975 af 16. juli 2007, bekendtgørelse nr. 208 af 24. februar 2015, bekendtgørelse nr. 184 af 24. februar 2016, bekendtgørelse nr. 889 af 09. juli 2017, bekendtgørelse nr. 1418 af 25. september 2020, bekendtgørelse nr. 168 af 28. januar 2022 og bekendtgørelse nr. 659 af 19. maj 2022

§ 7

Transportvirksomheden skal overføre, gemme og sikre samtlige data, der er registreret i den digitale takograf og på førerkort, der anvendes af førere, som udfører kørsel for virksomheden. Dataene skal overføres til et eksternt edb-medie, som skal være forsynet med et backup-system, der hindrer tab af data.

Stk. 2 Transportvirksomheden skal overføre, gemme og sikre data, der er registreret i den digitale takograf, mindst hver 2. måned.

Stk. 3 Transportvirksomheden skal overføre, gemme og sikre data fra førerkort, der tilhører førere, som udfører kørsel for virksomheden, mindst hver 21. dag.

Stk. 4 Transportvirksomheden skal på anmodning give en fører kopi af eventuelle særlige ark, der er udfærdiget i overensstemmelse med artikel 37, stk. 2, i takografforordningen.

Stk. 5 Ophører brugen af et køretøj med en digital takograf i transportvirksomheden midlertidigt eller permanent, skal virksomheden overføre, gemme og sikre data, der er registreret i takografen. Dette gælder ligeledes ved videresalg af køretøjet og ved udskiftning af takografen.

Stk. 6 Transportvirksomheden skal endvidere overføre, gemme og sikre data fra førerkort, når føreren ophører med at udføre kørsel for virksomheden.

Stk. 7 Transportvirksomheden skal ved driftsforstyrrelser eller mangelfuld funktion af den digitale takograf snarest muligt overføre, gemme og sikre data. Er det ikke muligt at overføre, gemme og sikre data, skal disse udskrives. Kan data hverken overføres eller udskrives, skal virksomheden ved en attest udstedt af et værksted, der er autoriseret til at udføre arbejde på digitale takografer, dokumentere, at dataoverførsel og/eller dataudskrivning ikke er mulig.

Stk. 8 Transportvirksomheden skal opbevare de manuelle registreringer og udskrifter fra takografen, som virksomheden eller føreren har udfærdiget eller udskrevet i medfør af artikel 12 i køre- og hviletidsforordningen, artikel 35, stk. 2, og artikel 37, stk. 2, i takografforordningen samt den i stk. 7, nævnte attest, i et år efter registreringen eller udfærdigelsen. Disse oplysninger, samt diagramark og data i øvrigt, som transportvirksomheden skal opbevare i et år i medfør af artikel 10, stk. 5, i køre- og hviletidsforordningen, artikel 33, stk. 2, i takografforordningen og § 7, stk. 9, i denne bekendtgørelse, skal destrueres et år efter registreringen.

Stk. 9 Transportvirksomheden, der benytter køretøjer, som er omfattet af køre- og hviletidsforordningens anvendelsesområde og bestemmelser, og som er udstyret med en takograf, der opfylder kravene i bilag 1 C til takografforordningen, skal sikre, at alle data, der overføres fra køretøjsenheden og førerkortet, opbevares i et år efter registreringen.

Stk. 10 Transportvirksomheden skal opbevare dokumentation for dækning af omkostninger til indkvartering afholdt i medfør af køre- og hviletidsforordningens artikel 8, stk. 8, i et år fra omkostningens afholdelse. Dokumentationen skal efter anmodning udleveres til Færdselsstyrelsen.

Stk. 11 Transportvirksomheden skal opbevare dokumentation for virksomhedens tilrettelæggelse af førerens arbejde til dokumentation for opfyldelse af kravet i artikel 8, stk. 8 a, 1. og 2. afsnit, i køre- og hviletidsforordningen i to år. Dokumentationen skal efter anmodning udleveres til Færdselsstyrelsen.

Stk. 12 Transportvirksomheden skal efter anmodning udlevere de oplysninger, der er registreret og opbevaret i medfør af § 3, stk. 3-4, i lov om arbejdstid for mobile lønmodtagere inden for vejtransportsektoren til Færdselsstyrelsen.