Bekendtgørelse om kvalitetsledelsessystemer for autoriserede virksomheder på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet og for virksomheder med virksomhedsgodkendelse på gasområdet Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1363 af 29. november 2018

Kapitel 2 Godkendelse og efterprøvning af kvalitetsledelsessystemet
§ 5

Ansøgning om godkendelse af kvalitetsledelsessystemet skal sendes til en kontrolinstans, der er godkendt af Sikkerhedsstyrelsen, jf. dog §§ 11, 12 og 13. Sammen med ansøgningen skal der sendes et eksemplar af virksomhedens kvalitetsledelsessystem samt oplysning om, hvornår systemet er implementeret, herunder om enkelte dele endnu ikke er implementeret. Ansøgning og kvalitetsledelsessystem kan fremsendes i elektronisk form.

Stk. 2 De kontrolinstanser, der er godkendt af Sikkerhedsstyrelsen, fremgår af Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside, www.sik.dk.

§ 6

Kontrolinstansen udsteder en forhåndsgodkendelse af kvalitetsledelsessystemet, når kontrolinstansen efter systemevalueringen har fundet systemet fyldestgørende. Hvis kontrolinstansen finder, at systemet ikke er fyldestgørende, meddeler kontrolinstansen afslag på forhåndsgodkendelse.

Stk. 2 Forhåndsgodkendelsen skal være udstedt af kontrolinstansen inden for de seneste 12 måneder forud for, at virksomheden ansøger om autorisation eller virksomhedsgodkendelse på gasområdet.

Stk. 3 En virksomhed, der genansøger om autorisation eller virksomhedsgodkendelse efter, at autorisationen eller godkendelsen er bortfaldet, jf. lovens § 21, kan opfylde vilkåret om at have et godkendt kvalitetsledelsessystem ved

  • 1) at fremsende det seneste godkendelsesbevis fra kontrolinstansen, forudsat at det ikke er udløbet, eller

  • 2) at få forhåndsgodkendt kvalitetsledelsessystemet på ny.

§ 7

Kvalitetsledelsessystemet skal godkendes endeligt af kontrolinstansen inden et år efter udstedelsen af autorisationen eller virksomhedsgodkendelsen på gasområdet. Kontrolinstansen vurderer det modtagne kvalitetsledelsessystem og gennemfører efterprøvning på virksomheden for at vurdere, om kvalitetsledelsessystemet er implementeret.

Stk. 2 Hvis kontrolinstansen kan godkende det implementerede kvalitetsledelsessystem udstedes et godkendelsesbevis. Hvis kontrolinstansen ikke kan godkende kvalitetsledelsessystemet, meddeler kontrolinstansen afslag på godkendelse.

§ 8

En virksomhed, hvis autorisation på el-, vvs- eller kloakinstallationsområdet eller virksomhedsgodkendelse på gasområdet inden for de seneste 6 måneder er blevet tilbagekaldt i medfør af lovens § 23, stk. 1, nr. 2, skal ved ny ansøgning om autorisation på el-, vvs- eller kloakinstallationsområdet eller virksomhedsgodkendelse på gasområdet, indsende dokumentation til Sikkerhedsstyrelsen for, at en kontrolinstans har godkendt virksomhedens kvalitetsledelsessystem endeligt, jf. § 7.

§ 9

Kontrolinstansen foretager løbende efterprøvning af, om virksomheden anvender og faktisk efterlever kvalitetsledelsessystemet, og om systemet lever op til gældende krav. Efterprøvning af kvalitetsledelsessystemet foretages med intervaller, så en fornyet godkendelse af kvalitetsledelsessystemet ikke overstiger 2 år.

Stk. 2 Virksomheden skal iværksætte nødvendige forbedringsaktiviteter i forhold til de afvigelser, som kontrolinstansen konstaterer. Kontrolinstansen skal verificere resultatet af de korrigerende handlinger, inden kontrolinstansen kan godkende kvalitetsledelsessystemet.

Stk. 3 Virksomheden skal følge op på kontrolinstansens anmærkninger inden for en af kontrolinstansen fastsat frist, der højst kan være 6 måneder. Hvis kontrolinstansen efterfølgende konstaterer, at virksomheden ikke har fulgt op på anmærkningen med en handling inden for den fastsatte frist, vil det føre til en afvigelse, jf. stk. 2.

Stk. 4 Hvis kontrolinstansen ved den løbende efterprøvning eller i godkendelsesperioden, jf. stk. 1, konstaterer, at kravene til kvalitetsledelsessystemet ikke overholdes, trækker kontrolinstansen godkendelsen af kvalitetsledelsessystemet tilbage.

§ 10

Kontrolinstansen skal sørge for, at Sikkerhedsstyrelsen modtager følgende oplysninger:

  • 1) Kontrolinstansens forhåndsgodkendelse af kvalitetsledelsessystemet, jf. § 6.

  • 2) Kontrolinstansens godkendelse af virksomhedens kvalitetsledelsessystem, jf. § 7.

  • 3) Kontrolinstansens efterprøvning af virksomhedens kvalitetsledelsessystem, jf. § 9.

§ 11

En virksomhed, der er etableret i et andet EU/EØS-land, der søger autorisation på el-, vvs- eller kloakinstallationsområdet eller virksomhedsgodkendelse på gasområdet med henblik på at etablere sig i Danmark, skal fremsende virksomhedens kvalitetsledelsessystem og oplysning om status for systemets implementering til Sikkerhedsstyrelsen sammen med ansøgningen om autorisation. Kvalitetsledelsessystemet skal vedrøre arbejder, der er omfattet af lovens § 2, § 4, § 5, § 7 eller § 11, og skal kunne godkendes efter reglerne i denne bekendtgørelse. Sikkerhedsstyrelsen vurderer, om systemet kan forhåndsgodkendes, jf. § 6.

Stk. 2 Kvalitetsledelsessystemet, jf. stk. 1, skal godkendes endeligt af en kontrolinstans, jf. § 7, og skal løbende efterprøves af en kontrolinstans, jf. § 9.

Stk. 3 Kvalitetsledelsessystemet, jf. stk. 1 og 2, og oplysning om systemets implementering, jf. stk. 1, skal indsendes på et for kontrolinstansen og Sikkerhedsstyrelsen let forståeligt sprog.

§ 12

En virksomhed, der er etableret i et andet EU/EØS-land, som søger autorisation på el-, vvs- eller kloakinstallationsområdet eller virksomhedsgodkendelse på gasområdet med henblik på at etablere sig i Danmark, eller en dansk virksomhed vil kunne opfylde kravet om at have et godkendt kvalitetsledelsessystem, hvis virksomheden indsender dokumentation til Sikkerhedsstyrelsen for, at virksomheden allerede anvender et kvalitetsledelsessystem på det aktuelle fagområde, der er godkendt af et anerkendt certificeringsorgan på basis af fælleseuropæiske eller nationale standarder, eller et system, der er tilsvarende eller i det væsentlige sammenligneligt med hensyn til sit formål. På baggrund af den modtagne dokumentation vurderer Sikkerhedsstyrelsen, om systemet kan godkendes, jf. §§ 6 og 7.

Stk. 2 Virksomheden indsender med intervaller, der ikke overstiger 2 år, dokumentation til Sikkerhedsstyrelsen for, at kvalitetsledelsessystemet er implementeret. Dokumentationen skal være i form af efterprøvningsrapporter fra et anerkendt certificeringsorgan eller fra et tilsvarende organ eller myndighed.

Stk. 3 Dokumentationen, jf. stk. 1 og 2, skal indsendes på et for Sikkerhedsstyrelsen let forståeligt sprog.