Bekendtgørelse om ledelse og styring af Arbejdsmarkedets Tillægspension § 16

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1393 af 24. november 2016

Nøglefunktionernes formål, organisation m.v.
§ 16

Med henblik på at sikre effektive former for virksomhedsstyring, herunder et effektivt risikostyringssystem og et effektivt internt kontrolsystem, skal direktøren sikre, at Arbejdsmarkedets Tillægspension har følgende fire nøglefunktioner: Risikostyringsfunktion, compliancefunktion, aktuarfunktion og intern auditfunktion.

Stk. 2 Direktøren skal for hver af de fire nøglefunktioner udpege en nøgleperson, der er den ansvarlige for funktionen, jf. dog § 19, stk. 2, og § 20, stk. 3.

Stk. 3 Direktøren skal udarbejde funktionsbeskrivelser af nøglefunktionerne, der fordeler, adskiller og koordinerer nøglefunktionernes arbejdsopgaver og ansvar i overensstemmelse med bestyrelsens politikker med henblik på at forhindre unødigt sammenfald imellem funktionerne og sikre effektivt samarbejde.

Stk. 4 Nøglefunktionerne rapporterer til direktøren på eget initiativ og efter anmodning fra direktøren. I tilfælde af større problemer inden for deres ansvarsområde skal rapportering om disse problemer straks ske. De udpegede nøglepersoner er ansvarlige for nøglefunktionernes rapportering til direktøren. Nøglefunktionerne afleverer mindst en gang årligt en rapport til direktøren, jf. dog § 19, stk. 2, og § 20, stk. 3. Direktøren skal sikre, at nøglepersonerne i nødvendigt omfang kan rette henvendelse og rapportere direkte til bestyrelsen uafhængigt af direktøren, og at de kan give udtryk for betænkeligheder og advare bestyrelsen i de tilfælde, hvor de finder det nødvendigt, uden at dette berører det ansvar, som bestyrelsen har, jf. § 23 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 5 Direktøren kan som nøgleperson udpege en overordnet medarbejder, der også har ansvar for andre opgaver end funktionens, jf. dog § 11.

Stk. 6 Direktøren kan vælge, at en nøglefunktions opgaver placeres i organisatoriske enheder uden for nøglefunktionen. Hvis direktøren vælger at placere en nøglefunktion i organisatoriske enheder, som har andre opgaver, skal direktøren sikre, at placeringen af nøglefunktionen er betryggende, herunder at eventuelle interessekonflikter i forhold til varetagelsen af funktionens opgaver og øvrige opgaver håndteres betryggende.

Stk. 7 Uanset stk. 6 skal nøglepersonen sikre, at nøglefunktionen udfører opgaver henhørende under funktionen på betryggende vis.

Stk. 8 Arbejdsmarkedets Tillægspension kan outsource en eller flere nøglefunktioners opgaver helt eller delvist. Direktøren skal fortsat udpege en nøgleperson, der er den ansvarlige for nøglefunktionen, jf. stk. 2.