Bekendtgørelse om ledelse og styring af Arbejdsmarkedets Tillægspension § 17

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1393 af 24. november 2016

Risikostyring og risikostyringsfunktion
§ 17

Arbejdsmarkedets Tillægspension skal oprette, gennemføre og opretholde et risikostyringssystem, som omfatter følgende:

  • 1) En klart defineret risikostyringsstrategi, som er forenelig med virksomhedens overordnede forretningsstrategi. Strategiens formål og hovedprincipper, de godkendte risikotolerancer og fordelingen af ansvar for alle selskabets aktiviteter skal dokumenteres.

  • 2) En klart defineret procedure for beslutningsprocessen.

  • 3) Skriftlige politikker, som effektivt sikrer, at der foretages definition og kategorisering af væsentlige risici efter de typer, som virksomheden er eksponeret mod, og af risikotolerancegrænser for hver risikotype. Sådanne politikker skal gennemføre virksomhedens risikostrategi, fremme kontrolmekanismer og tage højde for virksomhedens art, omfang og tidshorisonter samt de dermed forbundne risici.

  • 4) Rapporteringsprocedurer og -processer, som sikrer, at oplysninger om de væsentlige risici, som virksomheden er eksponeret mod, og risikostyringssystemets effektivitet overvåges og analyseres aktivt, samt at der foretages passende ændringer i systemet, når det er nødvendigt.

Stk. 2 Arbejdsmarkedets Tillægspension sikrer, at de personer, der reelt driver virksomheden eller andre nøglefunktionsansvarlige, i deres beslutningsprocesser tager højde for de oplysninger, der informeres om inden for rammerne af risikostyringssystemet.

Stk. 3 Arbejdsmarkedets Tillægspension skal, hvor det er relevant, i deres risikostyringssystem indføre stresstest og scenarieanalyse for alle væsentlige risici, som selskabet er eksponeret mod.

Stk. 4 De interne risikostyringsmetoder må ikke udelukkende eller automatisk støtte sig til eksterne kreditvurderinger.

Stk. 5 Arbejdsmarkedets Tillægspension skal have en risikostyringsfunktion med en struktur, der skal lette gennemførelsen af risikostyringssystemet. Det er funktionens overordnede ansvar at have det samlede overblik over virksomhedens risici. Endvidere skal funktionen bistå direktøren med at sikre risikostyringssystemets effektivitet, jf. bilag 5.