Bekendtgørelse om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v. § 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1723 af 16. december 2015,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 637 af 01. juni 2017, bekendtgørelse nr. 1169 af 31. oktober 2017 og bekendtgørelse nr. 894 af 27. august 2019

§ 4

Bestyrelsen i et gruppe 1-forsikringsselskab skal foretage den i § 3, stk. 2, nr. 1, nævnte vurdering af egen risiko og solvens med udgangspunkt i virksomhedens forretningsmodel, risikoprofil og risikotolerancegrænser. Bestyrelsen skal sikre, at vurderingen af egen risiko og solvens foretages ud fra en going concern-forudsætning både på kort og på lang sigt. Vurderingen skal indeholde en vurdering af, om det opgjorte solvenskapitalkrav har taget tilstrækkeligt højde for alle væsentlige risicis virkning inden for de kommende 12 måneder. Vurderingen skal således udtrykke virksomhedens mulighed for at overholde solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet, både inden for en tidshorisont på 12 måneder og i en periode, der mindst svarer til virksomhedens strategiske planlægningsperiode, jf. artikel 262, stk. 2, litra a, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). Bestyrelsen beslutter valg af metoder, forudsætninger, parametre m.v. ved de fremskrivninger, som bliver lagt til grund for den langsigtede vurdering.

Stk. 2 Såfremt et gruppe 1-forsikringsselskab anvender standardmodellen til opgørelse af hele eller en del af solvenskapitalkravet, skal bestyrelsen i sin vurdering af egen risiko og solvens have fokus på de forskelle mellem standardmodellen og vurderingen af egen risiko og solvens, der skyldes risici, som enten ikke er medtaget i standardmodellen eller som i standardmodellen er overvurderet eller undervurderet i forhold til risikoprofilen. Det vil ikke være tilstrækkeligt at oplyse afvigelserne ved blot at sammenholde det opgjorte solvenskapitalkrav med resultatet af den kvalitative opgørelse af virksomhedens risici. Såfremt virksomheden anvender en fuld eller partiel intern model til opgørelse af solvenskapitalkravet, skal bestyrelsens vurdering af egen risiko og solvens have fokus på den interne models begrænsninger.

Stk. 3 Bestyrelsen i et gruppe 1-forsikringsselskab beslutter, hvor ofte og i hvilket omfang der skal foretages løbende følsomhedsanalyser for alle virksomhedens væsentlige risici og solvenskapitalkravet, jf. bilag 6.

Stk. 4 Finanstilsynet kan godkende, at virksomheder omfattet af § 175 b, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, foretager vurderingen af egen risiko og solvens på koncern- eller gruppeniveau og for alle virksomheder i koncernen eller gruppen på samme tid og indsender et samlet dokument til tilsynet. En godkendelse er betinget af, at virksomheden omfattet af § 175 b, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed sikrer, at koncernen eller gruppen indsender det samlede dokument til Finanstilsynet og relevante udenlandske tilsynsmyndigheder samtidig, og at alle virksomheder i koncernen eller gruppen overholder kravene til vurderingen af egen risiko og solvens.