Bekendtgørelse om LetLøn § 6

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om LetLøn er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1615 af 12. december 2006

§ 6

Virksomheder, der er tilmeldt LetLøns beregningsmodul, jf. § 1, stk. 2, skal indberette lønoplysninger til brug for beregning af A-skat m.v. til beregningsmodulet. På baggrund af de i 1. pkt. nævnte lønoplysninger leverer beregningsmodulet et beregningssvar, der indeholder specifikation af beløb til indeholdelse vedrørende A-skat m.v. fordelt på CPR-nr. niveau. For virksomheder, der er tilmeldt LetLøns beregningsmodul, erstatter godkendelse af det i 2. pkt. nævnte beregningssvar indberetning af oplysninger som nævnt i §§ 3-5. Indberetningsfristerne i §§ 3-5 gælder tilsvarende for godkendelse af beregningssvar.

Stk. 2 Indberetning af lønoplysninger, som nævnt i stk. 1, 1. pkt., samt godkendelse af beregningssvar, som nævnt i stk. 1, 3. pkt., skal bortset fra de i stk. 3 nævnte tilfælde ske elektronisk på vilkår fastsat af told- og skatteforvaltningen. Ved elektronisk indberetning af lønoplysninger, som nævnt i stk. 1, 1. pkt., vil virksomheden modtage beregningssvar i elektronisk format i umiddelbar forlængelse af indberetningen.

Stk. 3 Virksomheder, som nævnt i § 3, stk. 1, der er tilmeldt LetLøns beregningsmodul, jf. § 1, stk. 2, kan indberette lønoplysninger, som nævnt i stk. 1, 1. pkt., på blanketter udarbejdet af told- og skatteforvaltningen. For virksomheder, der indberetter lønoplysninger på blanketter, erstatter indberetningen af lønoplysninger på blanketter indberetningen af oplysninger som nævnt i § 3, stk. 1. Indberetninger af lønoplysninger på blanketter skal være told- og skatteforvaltningen i hænde inden udløbet af de i § 3, stk. 1 nævnte frister.

Stk. 4 Senest 2 hverdage efter told- og skatteforvaltningens modtagelse af lønoplysninger som nævnt i stk. 3, sender told- og skatteforvaltningen beregningssvar som nævnt i stk. 1, 2. pkt. til virksomheden på papir.