Bekendtgørelse om mærkning m.v. af fødevarer Kapitel 6

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om mærkning m.v. af fødevarer

Bekendtgørelse nr. 1355 af 27. november 2015

Kapitel 6 Mærkning af ikke-færdigpakkede fødevarer, fødevarer pakket på anmodning af forbrugeren og fødevarer pakket til direkte salg
Allergene ingredienser
§ 13

For fødevarer, der udbydes til den endelige forbruger eller til storkøkkener uden at være færdigpakkede, eller for fødevarer, der pakkes på salgsstedet på anmodning af køberen eller er færdigpakkede med henblik på direkte salg, er de ingredienser eller tekniske hjælpestoffer, der er opført i bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 (fødevareinformationsforordningen), og som stadig findes i fødevaren, eventuelt i ændret form, obligatorisk fødevareinformation.

Stk. 2 Oplysning om allergene ingredienser, jf. bilag II i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 (fødevareinformationsforordningen), skal stilles til rådighed på en af følgende måder:

  • 1) Skriftlig information eller lignende i umiddelbar nærhed af fødevaren.

  • 2) Andre relevante metoder, herunder information via elektronisk medie.

Stk. 3 Hvis allergener ikke bliver angivet skriftligt på fødevaren, menukortet og lign., eller i umiddelbar nærhed heraf, skal der som minimum være oplysning på fx et skilt om, at yderligere information om allergene ingredienser kan fås ved forespørgsel.

Stk. 4 Særlig oplysning om allergener kræves ikke, når varebetegnelsen er angivet skriftligt og klart henviser til betegnelsen for det allergene stof eller produkt.

Stk. 5 Information om allergene ingredienser kræves ikke, hvis en virksomhed på forhånd spørger forbrugerne om deres kostbehov i forbindelse med fødevareallergi og -intolerans og er i stand til individuelt at udlevere fødevarer i overensstemmelse med disse kostbehov.

§ 14

Hvis der frivilligt udarbejdes en ingrediensliste for de fødevarer, der er nævnt i § 13, stk. 1, finder kravene om minimum skriftstørrelse i art. 13, stk. 2 og 3, og om at angive ingredienslisten i faldende orden i art. 18, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 (fødevareinformationsforordningen), ikke anvendelse.

Stk. 2 Allergene ingredienser eller tekniske hjælpestoffer, jf. § 13, stk. 1, skal dog fremhæves i ingredienslisten, jf. stk. 1.

Mærkning i bestemte direkte salg situationer
§ 15

For de fødevarer, som fremstilles, pakkes og udbydes til salg i samme detailforretning i længere tid end en normal salgsdag, kræves der mærkning med alle de obligatoriske oplysninger, jf. art. 9 og 10 i Europa-Parlamentet og Rådets forordning nr. 1169/2011 (Fødevareinformationsforordningen), undtagen følgende:

  • 1) Ingrediensliste, jf. art. 18 i Europa-Parlamentet og Rådets forordning nr. 1169/2011 (fødevareinformationsforordningen), dog skal de allergene ingredienser oplyses i henhold til § 13.

  • 2) Mængden af visse ingredienser eller kategorier af ingredienser (QUID), jf. art. 22 i Europa-Parlamentet og Rådets forordning nr. 1169/2011 (fødevareinformationsforordningen).

  • 3) Næringsdeklaration, jf. art. 9, stk. 1, litra l, i Europa-Parlamentet og Rådets forordning nr. 1169/2011 (fødevareinformationsforordningen).

Stk. 2 I de i stk. 1 nævnte tilfælde, skal forretningen på forlangende kunne oplyse om, hvilke ingredienser der er anvendt i fødevaren. Oplysningen kan gives mundligt.