Bekendtgørelse om matrikulære arbejder Kapitel 18

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om matrikulære arbejder er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1443 af 01. december 2023

Kapitel 18 Skematisk redegørelse
§ 39

Når der ønskes foretaget ændring af matriklens oplysninger, skal der foreligge en skematisk redegørelse.

Stk. 2 Redegørelsen skal være i en udformning, der er godkendt af Geodatastyrelsen.

Stk. 3 Redegørelsen skal på tydelig og systematisk måde angive

  • 1) de ønskede arealforandringer for hvert matrikelnummer, herunder for fredskovsareal, areal inden for strandbeskyttelseslinjen eller klitfredningslinjen, vejareal og lign. på matrikelnummeret, delarealers numre, jf. § 37, stk. 3, og forandringernes art,

  • 2) de nye samlede faste ejendomme, der ønskes registreret, og deres areal samt udskilte offentlige veje med angivelse af deres areal,

  • 3) eksisterende samlede faste ejendomme, der ændres med hensyn til, hvilke matrikelnumre ejendommene består af, med angivelse af ejendommenes areal, samt udskilte offentlige veje med angivelse af deres areal, og

  • 4) grundlaget for beregningen af de anførte arealer.

Stk. 4 For hver ejendom skal angives ejerens navn og adresse. Har ejeren navne- og/eller adressebeskyttelse, må navn og/eller adresse ikke angives på skematisk redegørelse. Er ejeren en juridisk person skal CVR-nr. også angives, hvis det findes.

Stk. 5 For hver ny ejendom og for restejendomme samt for hvert areal, der tillægges en ejendom ved arealoverførsel, skal oplyses, hvilken anvendelse der agtes gjort af ejendommen eller arealet, herunder oplysning om eksisterende eller planlagt bebyggelse og om bebyggelsens art og tilsigtede anvendelse.

Stk. 6 Ved matrikulære forandringer af landbrugsejendomme skal det fremgå, hvilke ejendomme der vil være undergivet landbrugspligt, efter at de matrikulære forandringer har fundet sted.

Stk. 7 I sager om ekspropriation eller jordfordeling, skal løbenummer fra beslutningen eller kendelsen anføres sammen med parternes navne og adresseoplysninger.

Stk. 8 Der skal være overensstemmelse mellem oplysningerne på skematisk redegørelse og data til ajourføring af matriklen.