Bekendtgørelse om medborgerskabsprøven Kapitel 8

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om medborgerskabsprøven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 283 af 14. marts 2016

Kapitel 8 Bedømmere
§ 30

Ved hver prøve foretages bedømmelsen af én censor.

Stk. 2 Styrelsen for International Rekruttering og Integration beskikker censorer efter indstilling fra lederen hos prøveafholder.

Stk. 3 Som censor beskikkes så vidt muligt lærere, der er ansat hos prøveafholder. Styrelsen for International Rekruttering og Integration kan beskikke andre som censorer end de af prøveafholder indstillede.

Stk. 4 For censor gælder i øvrigt bestemmelserne i forvaltningsloven om inhabilitet og tavshedspligt.

§ 31

Forud for hver prøvetermin udvælger lederen hos prøveafholder de censorer, der skal bedømme hos prøveafholder ved den pågældende prøvetermin. Censorerne udvælges blandt de af Styrelsen for International Rekruttering og Integration beskikkede censorer.

§ 32

Får en beskikket censor forfald, kan Styrelsen for International Rekruttering og Integration pålægge lederen hos prøveafholder, hvor censoren er ansat, at udpege en ny censor.

§ 33

Censor skal

  • 1) påse, at prøverne gennemføres i overensstemmelse med gældende regler, og

  • 2) påse, at prøvedeltagerne får en ensartet og retfærdig behandling og deres præstation en pålidelig bedømmelse.

Stk. 2 Konstaterer censor, at kravene efter stk. 1 ikke er opfyldt, afgiver censor indberetning herom til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med kopi til lederen hos prøveafholder.

§ 34

Styrelsen for International Rekruttering og Integration fastsætter og udbetaler i henhold til Finansministeriets cirkulære om timelønnet undervisning samt cirkulære om censorvederlag honorar til beskikkede censorer.