Bekendtgørelse om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse til studerende § 9

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 363 af 30. marts 2023

§ 9

Opholdstilladelse efter § 1, stk. 1-3, samt §§ 2-4 kan ikke gives, hvis der er en vis formodning for, at udlændingens intention ikke er at studere i Danmark. Ved vurderingen heraf kan der blandt andet indgå oplysninger om

  • 1) udlændingens uddannelsesmæssige baggrund og sprogkundskaber, herunder om udlændingen besidder de forudsætninger, der må anses for nødvendige og sædvanlige for at kunne følge det uddannelsesforløb, der danner grundlag for ansøgningen om opholdstilladelse, og for i øvrigt at kunne begå sig i det danske samfund under det ønskede ophold, og om det ønskede ophold har en naturlig sammenhæng med udlændingens hidtidige uddannelse,

  • 2) udlændingens tidligere ansøgninger om ophold i Danmark eller i det øvrige Schengen-område, herunder navnlig ansøgninger om asyl eller ansøgninger om familiesammenføring med herboende personer,

  • 3) hvorvidt udlændingen tidligere har haft opholdstilladelse som studerende i Danmark eller i det øvrige Schengen-område, herunder om udlændingen har gennemført det eller de tidligere uddannelsesforløb,

  • 4) hvorvidt udlændingen tidligere har fået inddraget en studieopholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 14, eller fået afslag på en ansøgning om forlængelse, og

  • 5) den uddannelsesinstitution, der søges om ophold ved, herunder om der tidligere har været problemer med opholdstilladelser givet til udenlandske studerende på den pågældende uddannelsesinstitution, fordi en betydelig andel af uddannelsesinstitutionens udenlandske elever er forsvundet eller på anden måde har misbrugt opholdstilladelsen, eller uddannelsesinstitutionen har rekrutteringsmetoder og lempelige optagelseskrav for udenlandske studerende, som kan tiltrække ansøgere, hvis hensigt reelt ikke er at studere i Danmark.