Bekendtgørelse om midlertidig kompensationsordning for faste omkostninger fra og med den 1. marts til 30. september 2021 på Udenrigsministeriets område til foreninger, selvejende institutioner og fonde m.v. med primært offentlig finansiering i økonomisk krise som følge af COVID-19 Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2072 af 12. november 2021

Kapitel 3 Kompensationens størrelse og kompensationsberettigede omkostninger
§ 5

Der ydes kompensation for faste omkostninger, som institutionen har anvendt og afholdt i Danmark. Omkostningen kan medtages, hvis den kan henføres til kompensationsperioden, uanset om den faktiske betaling for omkostningen falder i eller uden for kompensationsperioden.

Stk. 2 Institutioner, som har en samlet kommerciel omsætningsnedgang på minimum 30 pct., jf. § 1, stk. 1, og modtager kompensation efter § 6, stk. 1 eller 2, kompenseres efter følgende procentsatser:

  • 1) 90 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 80 pct. op til 100 pct.

  • 2) 85 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 75 pct. op til 80 pct.

  • 3) 80 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 70 pct. op til 75 pct.

  • 4) 75 pct., hvis omsætningsnedgang har været fra og med 65 pct. op til 70 pct.

  • 5) 70 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 60 pct. op til 65 pct.

  • 6) 65 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 55 pct. op til 60 pct.

  • 7) 60 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 50 pct. op til 55 pct.

  • 8) 55 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 45 pct. op til 50 pct.

  • 9) 50 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 40 pct. op til 45 pct.

  • 10) 45 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 35 pct. op til 40 pct.

  • 11) 40 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 30 pct. op til 35 pct.

Stk. 3 Institutioner, som har en samlet kommerciel omsætningsnedgang på minimum 35 pct., jf. § 1, stk. 2, 4 og 5, og modtager kompensation efter § 6, stk. 3, kompenseres efter følgende procentsatser:

  • 1) 80 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 90 pct. op til 100 pct.

  • 2) 75 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 85 pct. op til 90 pct.

  • 3) 70 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 80 pct. op til 85 pct.

  • 4) 65 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 75 pct. op til 80 pct.

  • 5) 60 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 70 pct. op til 75 pct.

  • 6) 55 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 65 pct. op til 70 pct.

  • 7) 50 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 60 pct. op til 65 pct.

  • 8) 45 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 55 pct. op til 60 pct.

  • 9) 40 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 50 pct. op til 55 pct.

  • 10) 35 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 45 pct. op til 50 pct.

  • 11) 30 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 40 pct. op til 45 pct.

  • 12) 25 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 35 pct. op til 40 pct.

Stk. 4 Institutioner, som har forbud mod at holde åbent i henhold til § 1, stk. 3, kompenseres med 100 pct. af institutionens kommercielle andel af de faste omkostninger, i det tidsrum forbuddet er gældende, hvis institutionen ikke har haft kommerciel omsætning i denne periode. Hvis institutionen har kommerciel omsætning i det tidsrum, hvor forbuddet er gældende, kompenseres institutionen efter reglerne for institutioner omfattet af § 1, stk. 1.

§ 6

En institution, der modtager kompensation efter § 5, stk. 2 og stk. 4, kan efter reglerne i denne bekendtgørelse maksimalt opnå kompensation på et beløb svarende til 1,8 mio. EUR indtil den 31. december 2021. Beregningen af om loftet på 1,8 mio. EUR er overskredet, skal ske i henhold til reglerne i Temporary Framework for State aid measures to support the economy in the current COVID-19 outbreak pkt. 22 (a). Institutioner, der før den 31. december 2019 var kriseramt som defineret i artikel 1, stk. 4, litra c, i Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014, om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108, er dog ikke berettiget til kompensation. Institutioner, der er mikro eller små institutioner, som defineret i Bilag I til Europa-Kommissionens forordning nr. 651/2014 af 17. juni 2014 er berettiget til kompensation efter 1. pkt. uanset om de allerede var kriseramte pr. 31. december 2019, forudsat institutionen på tidspunktet for afgørelse om kompensation ikke er under konkursbehandling, og institutionen ikke har modtaget redningsstøtte eller omstruktureringsstøtte, jf. dog stk. 2-5.

Stk. 2 Henvisningen til § 3, stk. 2, er forkert, da bestemmelsen ikke findes. En institution registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) senest den 9. marts 2020, og der har udækkede faste omkostninger i kompensationsperioden, vil modtage kompensation efter § 5, stk. 2 og kan efter reglerne i denne bekendtgørelse, maksimalt opnå kompensation på 30 mio. kr. pr. måned, dog maksimalt 10 mio. EUR indtil den 31. december 2021. Beregningen af om loftet på 10 mio. EUR er overskredet, skal ske i henhold til reglerne i Temporary Framework for State aid measures to support the economy in the current COVID-19 outbreak pkt. 87 (b-d). Institutioner, der den 31. december 2019 var kriseramt som defineret i artikel 1, stk. 4, litra c, i Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108, er dog ikke berettiget. Institutioner, der er mikro eller små institutioner, som defineret i Bilag I til Europa-Kommissionens forordning nr. 651/2014 af 17. juni 2014, er berettiget til kompensation efter 1. pkt., uanset om de allerede var kriseramte pr. 31. december 2019, forudsat institutionen på tidspunktet for afgørelse om kompensation ikke er under konkursbehandling, og institutionen ikke har modtaget redningsstøtte eller omstruktureringsstøtte. Kompensationen som beregnet under § 3, stk. 2, må endvidere ikke overstige

  • 1) 90 pct. af institutionens udækkede faste omkostninger for institutioner med ansatte svarende til færre end 50 fuldtidsbeskæftigede, og som har en kommerciel omsætning eller en balancesum på mindre end 10 mio. EUR fra institutionens senest aflagte årsrapport med balancedag senest den 29. februar 2020, eller

  • 2) 70 pct. for øvrige institutioner, der ikke er omfattet af nr. 1.

Stk. 3 En institution registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) senest den 9. marts 2020, og som er omfattet af § 1, stk. 2, 4 og 5 der modtager kompensation efter krisebestemmelsen i henhold til EU Traktatens artikel 107, afsnit 2.b, kan maksimalt modtage kompensation på 30 mio. kr. pr. måned, jf. dog stk. 5.

Stk. 4 En institution omfattet af § 5, stk. 4, 1. pkt. og registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) senest den 9. marts 2020 kan vælge at lade sig omfatte af stk. 1, 2 eller stk. 3.

Stk. 5 En institution omfattet af § 1, stk. 4 og 5, kan modtage kompensation efter stk. 3 i perioden fra og med den 1. marts 2021 til og med den 20. april 2021. I perioden fra og med den 21. april 2021 til og med den 30. september 2021, modtager institutionen kompensation efter stk. 1 eller 2.

§ 7

Kompensationen for faste omkostninger kan ikke overstige den nominelle nedgang i den kommercielle omsætning fra referenceperioden til kompensationsperioden.

Stk. 2 For at modtage en samlet kompensation på mere end 60 mio. kr. efter ordningen for faste omkostninger, jf. bekendtgørelse nr. 1028 af 17. juni 2020 om kompensation for faste omkostninger på Udenrigsministeriets område til foreninger, selvejende institutioner og fonde m.v. med primært offentlig finansiering, der er i økonomisk krise som følge af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere ændringer, bekendtgørelse nr. 1857 af 11. november 2020 om midlertidig og målrettet kompensation for faste omkostninger samt denne bekendtgørelse, er det en betingelse, at institutionen ikke har kapitalafgang, herunder udbetaler udbytte eller foretager aktietilbagekøb, i regnskabsår med balancedag i 2020 og 2021, jf. § 12, stk. 4, medmindre aktietilbagekøbet sker som følge af individuel aftale med medarbejdere i institutionen eller institutionens datterselskab eller institutionens bestyrelsesmedlemmer indgået før den 9. marts 2020.

Stk. 3 Der ydes ikke kompensation til institutioner, hvis de faste omkostningers andel af de kommercielle indtægters andel af de samlede indtægter udgør mindre end 4.000 kr. pr. måned for en given kompensationsperiode.

Stk. 4 Der kan ikke ydes kompensation for faste omkostninger i kompensationsperioden, som institutionen med rimelighed kunne have afværget.

Stk. 5 Der ydes ikke kompensation, i det omfang en nedgang i kommerciel omsætning må anses at være forårsaget af, at institutionen uretmæssigt har undladt at henføre kommerciel omsætning til kompensationsperioden.

§ 8

Hvis institutionen omfattet af § 6, stk. 3, har et negativt seneste resultat, reduceres institutionens kompensation for faste omkostninger med en andel af institutionens seneste resultat, multipliceret med institutionens procentvise kompensation for faste omkostninger efter § 5, stk. 3 og 4, jf. dog stk. 3. Andelen efter 1. pkt. beregnes som antal dage i kompensationsperioden divideret med 365.

Stk. 2 Hvis reduktionen efter stk. 1, er mere end 50 pct. af kompensationsbeløbet, kan Udenrigsministeriet efter en konkret vurdering af institutionens forventede negative resultat og variable omkostninger i kompensationsperioden, fastholde en udbetaling på 50 pct. af kompensationsbeløbet.

Stk. 3 Hvis seneste resultat i en institution er negativt som følge af ekstraordinære omstændigheder angivet i nr. 1 og 2, vil institutionens kompensation for faste omkostninger ikke blive reduceret:

  • 1) Institutionens resultat for de tre regnskabsår med balancedag i 2017, 2018 og 2019 er samlet set positivt eller institutionens resultat er positivt for hvert af de tre regnskabsår med balancedag i 2016, 2017 og 2018.

  • 2) Institutionen kan dokumentere, at det seneste resultat er negativt som følge af ekstraordinære omstændigheder.

§ 9

Der kan ikke ydes kompensation efter reglerne i denne bekendtgørelse for omkostninger til løn til institutionens ansatte, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Institutioner kan få kompensation for den del af institutionens lønomkostninger, som er nødvendig for at opretholde en nødbemanding til nødvendig pasning af dyrene i zoologiske anlæg, jf. bekendtgørelse om zoologiske haver m.v.

Stk. 3 Institutioner kan få kompensation for foder og veterinærmedicin m.v. til besætninger af ildere, chinchillaer eller mink, der består af 20 dyr eller derover, jf. § 2, nr. 7, i bekendtgørelse om registrering af besætninger i CHR, når det er nødvendigt for at opretholde dyrenes ve og vel. Besætninger efter 1. pkt. skal være registreret i Miljø- og Fødevareministeriets Centrale Husdyrbrugsregister (CHR).

Stk. 4 Institutioner kan få kompensation til foder til dyrehold uden for landbruget, herunder på rideskoler, ridefysioterapeuter, hundekenneler, dyr hos dyrehandlere, dyrlæger, samt cirkusser.

Stk. 5 Institutioner kan få kompensation for nedskrivninger på letfordærvelige varer med mindre end én måned mellem produktionsdato og udløbsdato, og som ikke egner sig til nedfrysning. Kompensationen er dog betinget af, at institutionen har begrænset sit tab så vidt muligt, jf. § 7, stk. 4.

Stk. 6 Institutioner, der har forbud mod at holde åbent, kan få kompensation for nedskrivninger på varer, hvor udløbsdatoen udløber i perioden, hvor forbuddet mod at holde åbent er gældende. Kompensationen er dog betinget af, at institutionen har begrænset sit tab så vidt muligt, jf. § 7, stk. 4.

Stk. 7 Der ydes godtgørelse for 80 pct. af udgifterne til revisorpåtegning efter § 13, såfremt institutionens ansøgning udløser kompensation. Godtgørelsen til revision kan maksimalt udgøre 16.000 kr. ekskl. moms.

Stk. 8 Kompensationen kan udbetales forud for afholdelse af de faste omkostninger, der ydes kompensation for.

§ 10

Der ydes ikke kompensation for omkostninger, som godtgøres institutionen på anden vis, herunder ved tilskud til drift, huslejenedsættelse, forsikringsdækning, andre offentlige refusioner, sponsorater, tilskud m.v., eller ved anden statslig kompensationsordning i anledning af foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af Coronavirussygdom (COVID-19).

Stk. 2 Retten til kompensation efter reglerne i denne bekendtgørelse er betinget af, at institutionen for indkomståret 2021 har betalt eller vil betale den skat, som den er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler. Det indebærer, at retten til kompensation er betinget af, at institutionen ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Retten til kompensation er endvidere betinget af, at en legal ejer, der har kontrol med institutionen, f.eks. som følge af besiddelse af en ejerandel på mindst 25 pct., ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Betingelsen i 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse for det øverste danske moderselskab i en eventuel dansk sambeskatning, hvori institutionen indgår.

Stk. 3 Såfremt institutionen indirekte kontrolleres af en fysisk eller juridisk person, der er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner, er retten til kompensation betinget af, at der ikke er blevet indsat mellemliggende selskaber i ejerskabsstrukturen mellem institutionen og den pågældende fysiske eller juridiske person med opfyldelse af betingelsen i stk. 2, som hovedformål eller et af hovedformålene.