Bekendtgørelse om midlertidig kompensationsordning for faste omkostninger fra og med den 1. marts til 30. september 2021 på Udenrigsministeriets område til foreninger, selvejende institutioner og fonde m.v. med primært offentlig finansiering i økonomisk krise som følge af COVID-19 Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2072 af 12. november 2021

Kapitel 5 Kontrol, tilsyn og sanktioner
Slutafregning og tilbagebetaling af kompensation
§ 16

Institutionen skal indsende en opgørelse over institutionens faktiske omsætning, herunder den kommercielle omsætning, samt institutionens faktiske faste omkostninger i kompensationsperioden til Udenrigsministeriet. Udenrigsministeriet fastsætter frist for indsendelse af opgørelse efter 1. pkt.

Stk. 2 Hvis institutionens seneste resultat er negativt, jf. § 8, skal institutionen indsende resultat for kompensationsperioden. Kompensationsperioden er den højeste, dog maksimalt den opnåede kompensation efter § 5, stk. 2-4, af følgende:

  • 1) I) resultat pr. dag i seneste resultat fratrukket resultat pr. dag i kompensationsperioden II) multipliceret med antallet af dage i kompensationsperioden.

  • 2) Kompensationsperioden opgjort efter § 8, stk. 1.

Stk. 3 Hvis institutionen er omfattet af § 6, stk. 2, skal institutionen oplyse de faktiske udækkede faste omkostninger i kompensationsperioden.

Stk. 4 Hvis institutionens faktiske kommercielle omsætning i kompensationsperioden, faktiske faste omkostninger i kompensationsperioden, seneste resultat, faktiske udækkede faste omkostninger eller øvrige oplysninger angivet efter § 12, afviger fra det i ansøgningen anførte, træffer Udenrigsministeriet på grundlag af den indsendte dokumentation afgørelse om efterregulering af den udbetalte kompensation. Efterreguleringen sker, jf. § 5, stk. 2-4, i opadgående eller nedgående retning, afhængigt af om institutionens oplysninger, jf. §§ 12-14, stk. 1, har resulteret i, at Udenrigsministeriet har udbetalt en for lav eller for høj kompensation.

Stk. 5 Hvis efterreguleringen af institutionens samlede kompensation efter ordningerne for faste omkostninger efter bekendtgørelserne omtalt i § 7, stk. 2 samt denne bekendtgørelse, resulterer i en opjustering, så det samlede kompensationsbeløb bliver på mere end 60 mio. kr., er det en betingelse for udbetaling af mere end 60 mio. kr., jf. § 7, stk. 2, at institutionen indsender en erklæring efter § 12, stk. 4.

Stk. 6 Institutioner der, jf. stk. 5, har fået udbetalt kompensation på mere end 60 mio. kr. og derved omfattes af betingelsen i § 7, stk. 2, kan vælge at tilbagebetale kompensation modtaget efter reglerne i denne bekendtgørelse, som er på mere end 60 mio. kr., og derved opnå at være undtaget fra betingelsen i § 7, stk. 2.

Stk. 7 Udenrigsministeriet kan kræve den udbetalte kompensation helt eller delvist tilbagebetalt, hvis ikke den foreskrevne dokumentation indsendes inden for den i stk. 1, foreskrevne frist eller frist fastsat af Udenrigsministeriet i forbindelse med krav om supplerende dokumentation, jf. stk. 4, samt hvis dokumentationen i øvrigt vurderes utilstrækkelig. Udenrigsministeriet kan ligeledes foretage efterregulering af den udbetalte kompensation, hvis det i forbindelse med den efterfølgende kontrol viser sig, at en institution har fået mere eller mindre i kompensation, end institutionen er berettiget til efter reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 8 Opstår der flere krav om tilbagebetaling af kompensation efter dette kapitel fra samme modtager, kan disse lægges sammen og kræves tilbagebetalt som ét samlet tilbagebetalingskrav. Stiftelses- og forfaldstidspunkt for det samlede tilbagebetalingskrav er sammenfaldende med datoen Udenrigsministeriet seneste udbetaling til NemKonto af kompensation for den kompensationsperiode, tilbagebetalingskravet dækker over.

Stk. 9 Viser resultatet af efterreguleringen efter stk. 2-9, at institutionen skal tilbagebetale mindre end 200 kr. af den allerede udbetalte kompensation, vil Udenrigsministeriet ikke træffe afgørelse om tilbagebetaling.

§ 17

Retten til kompensation bortfalder, hvis institutionen har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger, har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse eller har undladt at indsende dokumentation, jf. § 16, stk. 1-4.

Stk. 2 I de i stk. 1, nævnte tilfælde træffer Udenrigsministeriet afgørelse om tilbagebetaling af uretmæssigt udbetalt kompensation.

Stk. 3 Retten til godtgørelse efter § 9, stk. 8, bortfalder og allerede udbetalt godtgørelse skal fuldt ud tilbagebetales, hvis institutionen endeligt dømmes for misbrug af kompensationsordningen.

Stk. 4 Udenrigsministeriet kan i kontroløjemed indhente oplysninger fra relevante offentlige registre, herunder Skatteforvaltningen.

§ 18

Udenrigsministeriet kan af institutionen, dens ledelse og den revisor, som i henhold til § 13, stk. 1-3, har udarbejdet en erklæring, forlange de oplysninger, som er nødvendige for at dokumentere, at kravene i denne bekendtgørelse er overholdt. Udenrigsministeriet kan endvidere stille krav om, at de i medfør af § 16 indsendte oplysninger dokumenteres med bistand fra en uafhængig, godkendt revisor.

Stk. 2 Udenrigsministeriet kan i forbindelse med den efterfølgende kontrol af § 10, stk. 2 og 3 vedrørende skatteforhold, udbede sig den fornødne dokumentation.

§ 19

Afgørelse om tilbagebetaling efter dette kapitel på mere end 10.000 kr. ledsages af et tilbud om en afdragsordning.

Stk. 2 Afdragsordningen løber i udgangspunktet op til et år, og afdrag betales i fire lige store rater, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Institutionen har til enhver tid ret til helt at indfri sine forpligtelser til tilbagebetaling.

Stk. 4 Udenrigsministeriet skal forud for indgåelse af en aftale om afdragsordning efter stk. 1, oplyse institutionen om vilkår for aftalen, herunder det samlede beløb der skal betales, konsekvenser ved misligholdelse og mulighed for hel eller delvis indfrielse.