Kapitel 8 Afrapportering, efterregulering og tilbagebetaling
Institutionen skal indsende en opgørelse til Slots- og Kulturstyrelsen over institutionens faktisk afholdte produktionsomkostninger og indtægter i kompensationsperioden, jf. § 1, stk. 2, inklusive kompensationer og tilskud fra andre COVID-19-støtteordninger. Slots- og Kulturstyrelsen fastsætter frist for indsendelse af opgørelse efter 1. pkt.
Stk. 2 Hvis institutionens faktisk afholdte produktionsomkostninger og indtægter i kompensationsperioden afviger fra det i ansøgningen anførte, træffer Slots- og Kulturstyrelsen på grundlag af den indsendte dokumentation afgørelse om efterregulering af den udbetalte kompensation. Efterreguleringen sker i opadgående eller nedgående retning, afhængigt af om institutionens oplysninger har resulteret i, at Slots- og Kulturstyrelsen har udbetalt en for lav eller for høj kompensation.
Stk. 3 I forbindelse med afrapporteringen kan Slots- og Kulturstyrelsen udtage ansøgninger til yderligere kontrol efter væsentlighed.
Stk. 4 Slots- og Kulturstyrelsen kan træffe afgørelse om hel eller delvis tilbagebetaling af kompensation:
-
1) hvis forudsætningerne for udbetalingen af kompensationen har ændret sig væsentligt efter ansøgningstidspunktet, eller
-
2) hvis ansøger har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse, herunder for beregningen af kompensationen.