Bekendtgørelse om obligatorisk digital selvbetjening vedrørende ansøgninger og meddelelser m.v. om sociale ydelser m.v. Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1584 af 07. juli 2021

Kapitel 4 Kommunale myndighedsområder
Personligt tillæg og helbredstillæg
§ 13

Hvis kommunalbestyrelsen finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening ved ansøgning om personligt tillæg efter § 14, stk. 1, i lov om social pension eller efter § 17, stk. 2, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. eller ved ansøgning om helbredstillæg efter § 14 a, stk. 1 og 4, i lov om social pension eller efter § 18, stk. 1 og 4, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., skal kommunalbestyrelsen tilbyde, at ansøgningen eller meddelelsen m.v. kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter § 1, stk. 2.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at en afgørelse efter stk. 1 skal gælde for alle fremtidige ansøgninger og meddelelser m.v. omfattet af samme ydelsesgruppe i bilag 2.

§ 14

Afgørelser efter § 13 kan træffes efter anmodning fra borgeren eller på kommunens foranledning. Afgørelser efter § 7, stk. 1, kan træffes uden borgerens personlige fremmøde. Afgørelser efter § 13, stk. 2, træffes ved borgerens personlige fremmøde i kommunen, med mindre fremmøde ikke er muligt på grund af borgerens situation.

Stk. 2 Afgørelser efter § 13 træffes hurtigst muligt efter borgerens henvendelse på baggrund af en konkret vurdering med udgangspunkt i borgerens oplysninger. Kommunen skal om muligt forinden have forsøgt at hjælpe borgeren med at betjene sig digitalt.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen skal hurtigst muligt give Udbetaling Danmark besked om, at en ansøgning eller meddelelse m.v. kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening, jf. § 13, stk. 2.

§ 15

Kommunalbestyrelsen kan ud over de i § 13 nævnte tilfælde undlade at afvise en ansøgning eller meddelelse m.v. om personligt tillæg eller om helbredstillæg, jf. § 1, stk. 2, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele ved at modtage ansøgningen eller meddelelsen m.v. på anden måde end digitalt. Kommunalbestyrelsen kan endvidere undlade at afvise en meddelelse, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis det efter sagens karakter er hensigtsmæssigt at modtage meddelelsen på anden måde end digitalt.

Lån til beboerindskud
§ 16

Hvis kommunalbestyrelsen finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening ved ansøgning om beboerindskud efter kap. 10 i lov om individuel boligstøtte, skal kommunalbestyrelsen tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter § 1, stk. 2.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at en afgørelse efter stk. 1 skal gælde for alle fremtidige ansøgninger og meddelelser m.v. omfattet af samme ydelsesgruppe i bilag 3. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen efter stk. 1 alene er begrundet i sagens hastende karakter.

§ 17

Afgørelser efter § 16 kan træffes efter anmodning fra borgeren eller på kommunens foranledning. Afgørelser efter § 16, stk. 1, kan træffes uden borgerens personlige fremmøde. Afgørelser efter § 16, stk. 2, træffes ved borgerens personlige fremmøde i kommunen, med mindre fremmøde ikke er muligt på grund af borgerens situation.

Stk. 2 Afgørelser efter § 16 træffes hurtigst muligt efter borgerens henvendelse på baggrund af en konkret vurdering med udgangspunkt i borgerens oplysninger. Kommunen skal om muligt forinden have forsøgt at hjælpe borgeren med at betjene sig digitalt.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen skal hurtigst muligt give Udbetaling Danmark besked om, at en ansøgning eller meddelelse m.v. kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening, jf. § 16, stk. 2.

§ 18

Kommunalbestyrelsen kan helt ekstraordinært ud over de i § 16 nævnte tilfælde undlade at afvise en ansøgning om lån til beboerindskud, jf. § 1, stk. 2, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for kommunen ved at modtage ansøgningen på anden måde end digitalt.

Klage

Stk. 2 Hvis en borger klager over en afgørelse efter §§ 13 eller 16, skal kommunalbestyrelsen behandle ansøgningen og andre ansøgninger og meddelelser m.v. omfattet af samme ydelsesgruppe i bilag 2 eller 3, som indgives under klagesagens behandling, selvom de ikke er indgivet digitalt. Det gælder dog ikke, hvis kommunens afgørelse efter § 16, stk. 1, alene er begrundet i sagens hastende karakter.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen skal hurtigst muligt give Udbetaling Danmark besked om klagen og om Ankestyrelsens afgørelse, hvis klagen har betydning for Udbetaling Danmarks myndighedsområde, jf. § 1, stk. 1.