Energistyrelsen kan efter ansøgning godkende energisynskonsulenter til at udføre energisyn efter denne bekendtgørelse.
Stk. 2 Godkendelse efter stk. 1 forudsætter, at ansøger har gennemført en teknisk uddannelse på master eller bachelorniveau som civilingeniør, diplomingeniør, maskinmester eller lignende, som er relevant i forhold til energiforbrug og energibesparelser i erhvervsvirksomheder.
Stk. 3 Godkendelse efter stk. 1 forudsætter, at ansøgeren har mindst 2 års relevant erfaring med energieffektivisering i industrivirksomheder, opgjort til 2.000 erhvervstimer opnået inden for de seneste 5 år, jf. stk. 5.
Stk. 4 Relevant erfaring fra industrivirksomheder anses for at være opnået, såfremt kompetence til analyse af energiforsyning og energiforbrug, herunder forbrug af el, rumvarme, procesvarme og energi til transport, kan påvises, jf. stk. 5.
Stk. 5 Relevant erfaring, jf. stk. 4, dokumenteres ved rapporter, referencelister eller tilsvarende.
Stk. 6 Adgangen til godkendelse som energisynskonsulent baseres på gennemsigtige og ikke-diskriminerende kriterier
Stk. 7 Energistyrelsen kan tilbagekalde godkendelse efter stk. 1, såfremt der i forbindelse med tilsyn af udførte energisyn konstateres, at energisynskonsulenten ikke har udvist tilstrækkeligt omhu i forbindelse med udførslen af energisynet.
Stk. 8 En virksomhed kan benytte en intern ekspert, hvis vedkommende kan godkendes i henhold til i stk. 1-5, og hvis vedkommende ikke ellers er involveret i den aktivitet, der underkastes energisyn.