Bekendtgørelse om obligatorisk grunduddannelse som betingelse for at få beskikkelse som advokat Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1473 af 12. december 2007,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1036 af 08. november 2011

Kapitel 3 Praktisk prøve i retssagsbehandling
§ 4

Retssagsprøven i henhold til retsplejelovens § 119, stk. 5, består i førelsen af én sag for byretten, Retten i Grønland, landsretten eller Sø- og Handelsretten. Retten vurderer, om sagen er egnet til at udgøre grundlaget for retssagsprøven. Ved vurderingen heraf skal der lægges vægt på, om sagen er af en sådan karakter, at det må antages at være muligt at vurdere den pågældendes evner til at deltage i retssagsbehandling.

Stk. 2 Retten kan på ethvert tidspunkt beslutte at tilbagekalde en beslutning om at godkende en retssag som egnet til at udgøre retssagsprøven, såfremt forudsætningerne for sagens egnethed bortfalder.

Stk. 3 Personer, der i medfør af § 2 opfylder betingelserne for at tilmelde sig grunduddannelsen, kan indstille sig til retssagsprøven. Kandidaten kan højest indstille sig til retssagsprøven tre gange, medmindre der foreligger særlige grunde, jf. herved § 18. Kandidaten skal have opnået bedømmelsen bestået, for at eksamensbevis kan udstedes.

§ 5

Medvirker der alene én dommer i en retssag, der skal tjene som retssagsprøve, skal denne bistås af en censor ved vurderingen af, om ansøgeren har bestået retssagsprøven. Medvirker der en juridisk dommer og to sagkyndige dommere, skal den juridiske dommer ligeledes bistås af en censor. Medvirker der tre juridiske dommere i sagen, skal der ikke medvirke en censor.

Stk. 2 Kandidaten har bestået retssagsprøven, hvis den juridiske dommer og censor henholdsvis de tre juridiske dommere er enige herom. Hvis kandidaten ikke består, meddeles en begrundelse herfor, men der gives ikke oplysning om stemmefordelingen blandt dommere og censor.

Stk. 3 Censorer, der i medfør af stk.1 skal deltage i retssagsprøven, udpeges af Advokatsamfundet. Det er en betingelse for udpegning som censor, at den pågældende er eller har været advokat eller ansat i en juridisk stilling ved domstolene eller politi- eller anklagemyndigheden og har betydelig erfaring i behandlingen af retssager.

§ 6

Hvis det ikke viser sig muligt for kandidaten at finde en egnet sag til retssagsprøven, kan kandidaten, når der resterer højest et år af kandidatens fuldmægtigtid, ansøge kursusudvalget om, at retssagsprøven gennemføres som en fiktiv retssag.

Stk. 2 Deltagelse i den fiktive retssag skal tilbydes af Advokatsamfundet mindst to gange årligt.

Stk. 3 Den fiktive retssag skal gennemføres under medvirken af en dommer og en censor, der udpeges af Advokatsamfundet, for så vidt angår dommeren efter fælles indstilling fra præsidenterne for landsretterne, Sø- og Handelsretten samt byretterne.

§ 7

Tilmelding til deltagelse i retssagsprøven skal ske til Advokatsamfundet senest 4 uger inden den mundtlige forhandlings gennemførelse i retten.

Stk. 2 Ansøgning om deltagelse i en fiktiv retssag i medfør af § 6, stk. 1, skal indgives til Kursusudvalget senest 8 uger inden afviklingen af retssagsprøven.