Bekendtgørelse om obligatoriske sprogprøver i grundskolen Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 696 af 04. juli 2019

Kapitel 2 Sygeprøver m.v.
§ 11

En elev, som på grund af sygdom eller andet lovligt fravær har været forhindret i at gennemføre en prøve, skal ved en sygeprøve snarest muligt aflægge de dele af prøven, som eleven har været forhindret i at gennemføre.

Stk. 2 Såfremt en elev på grund af ulovligt fravær udebliver fra en sprogprøve eller dele heraf, tæller prøven som ikke bestået, og eleven har forspildt det pågældende prøveforsøg eller de dele heraf, som ikke er gennemført.

Særlige prøvevilkår
§ 12

Skolens leder skal tilbyde særlige prøvevilkår til elever med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller tilsvarende vanskeligheder, når dette er nødvendigt for at ligestille disse elever med andre i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der ikke sker ændringer i sprogprøvens faglige niveau.

Stk. 2 Afgørelsen efter stk. 1 træffes af skolens leder på baggrund af en pædagogisk-psykologisk vurdering og efter samråd med eleven og forældrene.

Stk. 3 Inddragelse af en pædagogisk-psykologisk vurdering kan undlades, hvis skolens leder vurderer, at det ikke er nødvendigt, og hvis forældrene er enige heri.

Stk. 4 Skolens leder orienterer forældrene om, at de til enhver tid kan anmode om, at der inddrages en pædagogisk-psykologisk vurdering.

§ 13

Særlige vilkår efter § 12 kan omfatte en særlig tilrettelæggelse af sprogprøveaflæggelsen for elever, som på grund af deres psykiske eller fysiske funktionsnedsættelse eller tilsvarende vanskeligheder har et særligt behov herfor. Den særlige tilrettelæggelse kan fx omfatte følgende:

  • 1) Brug af hjælpemidler.

  • 2) Tildeling af ekstra tid.

  • 3) Anvendelse af en hjælper.

Stk. 2 Det er en forudsætning for særlig tilrettelæggelse af en sprogprøve, at formålet med prøven fastholdes. Prøven skal afvikles på samme vilkår, som har været gældende for elevens forudgående sprogstimulering eller undervisning i dansk som andetsprog, så sprogprøven afspejler elevens måde at arbejde på.

Fritagelse for aflæggelse af sprogprøver
§ 14

Skolens leder fritager en elev fra prøven, hvis eleven på grund af betydelig funktionsnedsættelse heller ikke på særlige vilkår kan aflægge prøven.

Stk. 2 Afgørelse efter stk. 1 træffes på baggrund af en pædagogisk-psykologisk vurdering om, at eleven på grund af sine vanskeligheder ikke på hensigtsmæssig måde kan aflægge prøven. Andre sagkyndige kan inddrages.

Stk. 3 Inddragelse af pædagogisk-psykologisk rådgivning kan undlades, hvis skolens leder vurderer, at det ikke er nødvendigt, og hvis forældrene er enige heri.

Stk. 4 Skolens leder skal sikre, at forældrene orienteres om, at de til enhver tid kan anmode om, at pædagogisk-psykologisk rådgivning inddrages.

Stk. 5 Skolens leder skal registrere og opbevare oplysninger om årsag til fritagelse for prøveaflæggelse.