Bekendtgørelse om økologisk jordbrugsproduktion m.v. Afsnit I

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1384 af 29. november 2023

Kapitel 1 Anvendelse og definitioner
§ 1

Bekendtgørelsen finder anvendelse for erhvervsdrivende eller grupper af erhvervsdrivende, som udøver virksomhed indenfor en eller flere af følgende:

  • 1) Økologisk jordbrugsbedrift.

  • 2) Økologisk virksomhed:

    • a) Levende eller uforarbejdede vegetabilske landbrugsprodukter.

    • b) Foder, foderblandinger og fodermidler, undtaget foder, foderblandinger og fodermidler beregnet til hunde, katte og andre selskabsdyr.

    • c) Gødningsstoffer, jordforbedringsmidler og næringsstoffer.

    • d) Planteformeringsmateriale.

Stk. 2 Økologiske produkter, der er lovligt produceret eller markedsført i de øvrige medlemsstater i den Europæiske Union eller lande i EØS, er ikke omfattet af denne bekendtgørelse.

§ 2

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  • 1) Rådsforordningen: Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/848 af 30. maj 2018 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 834/2007.

  • 2) Økologiloven: Økologiloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1203 af 29. august 2022.

  • 3) Erhvervsdrivende: En fysisk eller juridisk person som defineret i rådsforordningens artikel 3, nr. 13.

  • 4) Bedrift: Samtlige produktionsenheder, som defineret i rådsforordningen, artikel 3, nr. 8, som anvendes til jordbrug, skovbrug, gartneri, frugtplantage, planteskole og lignende jordbrugsvirksomhed.

  • 5) Produktionsenhed: Samtlige aktiver på en bedrift, som defineret i rådsforordningen, artikel 3, nr. 9.

  • 6) Virksomhed: En fysisk eller juridisk person, der producerer, tilbereder, emballerer, oplagrer og markedsfører de produkter, der er omhandlet i § 1, stk. 1, nr. 2, eller importerer produkter fra tredjeland med henblik på markedsføring under henvisning til den økologiske produktionsmetode i rådsforordningen samt bestemmelser udstedt i medfør heraf.

  • 7) Tomgangsperiode: En periode, hvor der ikke må være fjerkræ i folden.

  • 8) Omlægningstidspunktet: Datoen for omlægningens påbegyndelse, og hvor økologireglerne finder anvendelse.

  • 9) Græsningsperioden: Perioden hvor dyr skal have adgang til græsningsarealer, når forholdene tillader det.

  • 10) Levekylling: Kyllinger indtil 18. leveuge, der skal indgå i en æglæggende produktion, denne definition bortfalder 1. januar 2030.

  • 11) Formeringsdyr: Høns, avlshaner og -høner bestemt til produktion af økologiske rugeæg, denne definition bortfalder 1. januar 2030.

  • 12) Centralopdræt: Kyllinger på mindst 3 dage bestemt til produktion af økologiske formeringsdyr, denne definition bortfalder 1. januar 2030.

  • 13) Internet Markkort: Et af Landbrugsstyrelsen udarbejdet geografisk it-system, der indeholder kort over Danmarks arealer, og hvori arealer kan indtegnes og registreres til brug for en indberetning.

Kapitel 2 Fællesbestemmelser for certificering af jordbrugsbedrifter og virksomheder
§ 3

Landbrugsstyrelsen certificerer erhvervsdrivende eller grupper af erhvervsdrivende efter rådsforordningens artikel 34, stk. 1.

Stk. 2 Erhvervsdrivende eller grupper af erhvervsdrivende skal indgive en skriftlig anmodning om certificering til Landbrugsstyrelsen.

§ 4

Ved anmodning om certificering skal erhvervsdrivende eller grupper af erhvervsdrivende oplyse om tidligere autorisation, certificering eller kontrol som økolog.

§ 5

En erhvervsdrivende eller grupper af erhvervsdrivende er en del af certificeringsordningen, når Landbrugsstyrelsen har konstateret, at produktionen er tilrettelagt og gennemføres efter bestemmelserne i økologiloven, denne bekendtgørelse og rådsforordningen og meddelt dette til ansøger. Den erhvervsdrivende tildeles et certificeringsnummer.

Stk. 2 Certificeringen meddeles for 1 år ad gangen.

Økologisk jordbrugsbedrift
§ 6

Ved anmodning om certificering skal erhvervsdrivende eller grupper af erhvervsdrivende, omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1, ud over de oplysninger, som fremgår af § 12, stk. 1, nr. 1-10, oplyse om:

  • 1) Omlægningsplan, herunder hvis der er ikke-økologiske produktionsenheder, der planlægges omlagt efter 2 år.

  • 2) Ikke-økologiske produktionsenheder der ikke planlægges omlagt.

  • 3) Sædskifteplan.

  • 4) Kort og skitser, herunder markkort og bygninger der anvendes i den økologiske produktion samt i den ikke-økologiske produktion, hvis der er ikke-økologiske produktionsenheder.

  • 5) Der anmodes om samtidig omlægning af dyr og arealer efter reglerne i rådsforordningen.

Økologisk virksomhed
§ 7

Virksomheden må ikke modtage, behandle eller markedsføre jordbrugsprodukter som økologiske, før Landbrugsstyrelsen har meddelt certificering.

Skifte af ejer, lejer eller forpagter og ophør
§ 8

Hvis erhvervsdrivende eller grupper af erhvervsdrivende helt eller delvist skifter ejer, lejer eller forpagter, skal dette straks indberettes skriftligt til Landbrugsstyrelsen.

Stk. 2 Ved indberetning af et skifte, hvor en erhverver ønsker at fortsætte en økologisk jordbrugsproduktion eller virksomhed, skal erhververen anmode om certificering til økologisk drift af jordbrugsbedriften eller virksomheden.

§ 9

Hvis erhvervsdrivende eller grupper af erhvervsdrivende ophører med at producere og sælge økologiske produkter, skal dette straks indberettes skriftligt til Landbrugsstyrelsen. Økologicertificeringen vil herefter bortfalde.

Omlægning til økologisk produktion
§ 10

Omlægningstidspunktet kan ikke være før datoen for indberetning om omlægning.

Stk. 2 Omlægningstidspunktet og ændringer af dette tidspunkt skal indberettes skriftligt til Landbrugsstyrelsen, før omlægningen påbegyndes. Ændringer skal endvidere meddeles før den dato for omlægning, der tidligere er meddelt styrelsen.

Stk. 3 Den erhvervsdrivende skal, inden omlægning af husdyr eller arealer påbegyndes, have den fulde råderet over disse.

§ 11

Omlægningen af en jordbrugsbedrift eller dele heraf til økologisk produktion skal senest påbegyndes 6 måneder efter, at anmodningen om certificering er modtaget i Landbrugsstyrelsen.

Stk. 2 Den erhvervsdrivende skal fra tidspunktet for påbegyndelse af omlægningen tilrettelægge og gennemføre produktionen efter bestemmelserne i økologiloven, denne bekendtgørelse samt rådsforordningen.

Økologisk jordbrugsbedrift
§ 12

Erhvervsdrivende eller grupper af erhvervsdrivende omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1, skal hvert år i perioden fra den 1. februar til og med den 22. april skriftligt indberette oplysninger til Landbrugsstyrelsen om:

  • 1) Jordbrugsbedriftens planteproduktion i vækstsæsonen, herunder om arealer, inkl. væksthusproduktion, afgrødesammensætning og omlægningstidspunkt.

  • 2) Forekomst af forurenede jordarealer på jordbrugsbedriften.

  • 3) Jordbrugsbedriftens husdyrproduktion i det løbende kalenderår, herunder om husdyrholdets størrelse, sammensætning og omlægningstidspunkt.

  • 4) Græsningsrettigheder.

  • 5) Ejerskab af andre økologiske eller ikke-økologiske jordbrugsproduktionsenheder, hvad enten disse er personligt ejet eller delvist ejet i selskabsform.

  • 6) Husdyr, der ikke hører under bedriftens økologiske husdyrproduktion, herunder husdyr til eget brug og husdyr holdt som selskabsdyr.

  • 7) Rensning, tørring, toasting og lignende, hvor økologiske markprodukter forlader den økologiske enhed.

  • 8) Bælgafgrøder i sædskiftet og kulstoflagrende afgrøder i sædskiftet omfattet af henholdsvis §§ 17 og 18.

  • 9) Leje eller udleje af bygninger.

  • 10) Bedriftens biavl, herunder antal bi-familier, nøjagtig placering af bigården og omlægningstidspunkt. Landbrugsstyrelsen skal godkende placeringen af bigården. Hvis placeringen ikke kan godkendes, skal producenten inden for 5 hverdage fra modtagelsen af afslaget omplacere de berørte stader og indberette dette til Landbrugsstyrelsen.

Stk. 2 Væsentlige ændringer til det indberettede i stk. 1, skal straks indberettes skriftligt til Landbrugsstyrelsen.

Økologisk virksomhed
§ 13

Virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2, skal hvert år inden den 15. februar på et skema, som den erhvervsdrivende får tilsendt af Landbrugsstyrelsen, indberette oplysninger om virksomhedens forventede produktion m.m. i samme kalenderår.

Stk. 2 Væsentlige ændringer til det indberettede i stk. 1, skal straks indberettes skriftligt til Landbrugsstyrelsen.