Bekendtgørelse om onlinekasino Kapitel 4

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om onlinekasino er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1274 af 29. november 2019,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1010 af 25. maj 2021, bekendtgørelse nr. 19 af 10. januar 2022 og bekendtgørelse nr. 720 af 24. maj 2022

Kapitel 4 Spilkonto og betalinger
§ 5

Tilladelsesindehaver skal til en registreret spiller oprette en spilkonto.

Stk. 2 Tilladelsesindehaveren skal give spilleren adgang til oplysninger om spilkontoens saldo, spilhistorik (herunder indsatser, gevinster og tab), ind- og udbetalinger og øvrige transaktioner i tilknytning hertil. Oplysningerne skal være tilgængelige for spilleren på spilkontoen i mindst 90 dage.

Stk. 3 Tilladelsesindehaver skal på anmodning fra spilleren udlevere kontoudtog for alle transaktioner på spilkontoen.

Stk. 4 Tilladelsesindehaver må ikke opkræve gebyr fra spilleren på grund af inaktivitet.

§ 6

Indtil tilladelsesindehaver har kontrolleret de i § 2 nævnte oplysninger, kan der alene åbnes en midlertidig spilkonto til spilleren, jf. dog stk. 5.

Stk. 2 Hvis spilleren har afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med registreringen, eller spilleren ikke på tilladelsesindehavers opfordring inden 30 dage har fremsendt fornøden dokumentation for oplysningernes rigtighed, skal tilladelsesindehaver lukke den midlertidige spilkonto.

Stk. 3 Der kan ikke udbetales midler fra en midlertidig spilkonto til spilleren.

Stk. 4 En spiller kan højst indbetale 10.000 kr. til en midlertidig spilkonto.

Stk. 5 Der kan ikke oprettes en midlertidig spilkonto til en spiller, der står opført i registret over frivilligt udelukkede spillere, jf. § 24.

§ 7

Tilladelsesindehaver skal sikre, at et elektronisk id anvendes i følgende situationer:

  • 1) Oprettelse af en spilkonto.

  • 2) Første login på en spilkonto fra en ny enhed, jf. dog stk. 5.

  • 3) Ændring af oplysninger som nævnt i § 2, stk. 4, jf. dog stk. 5.

Stk. 2 Det elektroniske id skal være et elektronisk id fra en dansk national identifikationsordning eller et elektronisk id godkendt af Spillemyndigheden. Sikringsniveauet for brugen af et elektronisk id, bortset fra NemID, skal være betydelig eller højere.

Stk. 3 Tilladelsesindehaver skal sikre, at der ved ind- og udbetalinger fra en spilkonto samt ved ændring af betalingsinstrument anvendes et elektronisk id, jf. stk. 2, eller stærk kundeautentifikation i henhold til lov om betalinger.

Stk. 4 Tilladelsesindehaver skal kontrollere, at det anvendte elektroniske id tilhører den spiller, som er registreret i henhold til § 2.

Stk. 5 På en enhed, hvorpå det ikke tidligere har været et krav at benytte et elektronisk id, kan anvendelsen af et elektronisk id i de i stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte situationer, undlades til og med den 31. december 2022.

Stk. 6 Stk. 1 og 4 finder ikke anvendelse, hvis spilleren i henhold til § 2 er blevet registreret som kunde uden cpr-nummer.

Stk. 7 Tilladelsesindehaver skal sikre, at der sker betryggende identifikation af spilleren, hvis der ikke anvendes et elektronisk id, jf. stk. 5 og 6.

§ 8

Tilladelsesindehaver kan alene modtage betalinger til en spilkonto formidlet af en udbyder af betalingstjenester, der i henhold til lov om betalinger udbydes lovligt her i landet.

Stk. 2 Der kan ikke modtages kontante indskud.

§ 9

Beløb indbetalt af spilleren skal krediteres spilkontoen umiddelbart efter, at tilladelsesindehaver har modtaget indbetalingen.

Stk. 2 Vundne gevinster skal krediteres spilkontoen umiddelbart.

§ 10

En tilladelsesindehaver må ikke tillade overførsler af penge, spillemærker eller lignende mellem spilkonti.

§ 11

De midler, som spilleren har stående på spilkontoen, er betroede midler, der skal indestå på en modregningsfri konto i et pengeinstitut m.v., som holdes adskilt fra tilladelsesindehavers egne midler, og som kun tilladelsesindehaver har rådighed over. Midlerne fra kontoen kan kun udbetales til spilleren og må derfor ikke kunne anvendes til dækning af krav mod tilladelsesindehaver. Midlerne skal være sikret i tilfælde af insolvens m.v. hos tilladelsesindehaver.

Stk. 2 De midler, der står på den modregningsfri konto, skal til enhver tid mindst svare til det samlede beløb, der står på spillernes spilkonti.

§ 12

§§ 5-11 gælder ikke for onlinebingo udbudt via tv.

Stk. 2 Ved tv forstås en æterbåren-, kabel- eller satellit-tv-station, som har en program- og sendetilladelse eller en registrering hos Radio- og tv-nævnet.

§ 13

Tilladelsesindehaver, som udbyder onlinebingo via tv, kan alene modtage betalinger formidlet af en udbyder af betalingstjenester, der i henhold til lov om betalinger udbydes lovligt her i landet.

Stk. 2 En spilkonto, jf. § 5, stk. 1, kan ikke bruges til ind- og udbetalinger i onlinebingo udbudt via tv.