Bekendtgørelse om opgørelse af basiskapital for gruppe 2-forsikringsselskaber og om opgørelse af kapitalgrundlag for visse fondsmæglerselskaber Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1358 af 22. november 2016

Kapitel 5 Opgørelse af supplerende kapital før fradrag i fondsmæglerselskaber
§ 25

Den supplerende kapital i fondsmæglerselskaber består af følgende:

  • 1) Efterstillede lån, jf. § 27.

  • 2) Opskrivningshenlæggelser.

  • 3) Hybrid kernekapital, jf. §§ 11-14, der ikke medregnes i den egentlige kernekapital.

  • 4) Aktiekapital, jf. §§ 5-6, der ikke medregnes i den egentlige kernekapital, og som opfylder kravene i § 27.

Stk. 2 Opskrivningshenlæggelser, jf. stk. 1, nr. 2, skal være fratrukket enhver form for skat, der kan forudses på det tidspunkt, hvor beløbet beregnes, eller det skal være behørigt tilpasset, i det omfang skat reducerer det beløb, hvormed denne kapital kan anvendes til dækning af risici eller tab.

§ 26

Den supplerende kapital i fondsmæglerselskaber må ikke medregnes med mere end 100 pct. af kernekapitalen efter de i § 30, stk. 1, nr. 1-6, nævnte fradrag.

Stk. 2 Efterstillede lån, jf. § 27, der medregnes ved opgørelsen af den supplerende kapital, jf. dog stk. 4, reduceres med:

  • 1) 25 pct. af den udstedte kapital, når der er mindre end tre år og mere end eller to år til forfald.

  • 2) 50 pct. af den udstedte kapital, når der er mindre end to år og mere end eller et år til forfald.

  • 3) 75 pct. af den udstedte kapital, når der er mindre end et år til forfald.

  • 4) Beholdningen af efterstillede lån samt egne efterstillede lån, der er stillet som sikkerhed for lån eller garantier, reduceret efter nr. 1-3.

Stk. 3 Efterstillede lån, der ikke opfylder § 27, stk. 1, nr. 6-7, må ikke medregnes med mere end 50 pct. af kernekapitalen efter de i § 30, stk. 1, nr. 1-6, nævnte fradrag.

Stk. 4 Efterstillede lån, der ikke opfylder § 27, stk. 1, nr. 6-7, og som medregnes ved opgørelsen af den supplerende kapital, reduceres med:

  • 1) 17 pct. af den udstedte kapital, når der er mindre end fem år og mere end eller fire år til forfald.

  • 2) 34 pct. af den udstedte kapital, når der er mindre end fire år og mere end eller tre år til forfald.

  • 3) 50 pct. af den udstedte kapital, når der mindre end tre år og mere end eller to år til forfald.

  • 4) 67 pct. af den udstedte kapital, når der er mindre end to år og mere end eller et år til forfald.

  • 5) 83 pct. af den udstedte kapital, når der er mindre end et år til forfald.

  • 6) Beholdningen af efterstillede lån samt egne efterstillede lån, der er stillet som sikkerhed for lån eller garantier, reduceret efter nr. 1-5.

Efterstillede lån i fondsmæglerselskaber
§ 27

Efterstillede lån i fondsmæglerselskaber kan medregnes i kapitalgrundlaget, hvis følgende betingelser er opfyldt, jf. dog § 26, stk. 1 og 2:

  • 1) Långivers krav skal være efterstillet al anden ikke-efterstillet gæld.

  • 2) Beløbet skal være indbetalt.

  • 3) Indløsning før forfaldstidspunkt må ikke kunne ske på långiverens initiativ eller uden Finanstilsynets tilladelse, jf. dog stk. 3.

  • 4) Beløbet må kun forfalde før det aftalte forfaldstidspunkt, hvis fondsmæglerselskabet træder i likvidation eller erklæres konkurs.

  • 5) Fondsmæglerselskabets generalforsamling skal kunne nedskrive efterstillede lån og ikke-betalte renter, hvis egenkapitalen er tabt og aktiekapitalen er nedskrevet til nul, jf. dog stk. 4.

  • 6) Betaling af renter kan udskydes, hvis kapitalgrundlaget på forfaldstidspunktet ikke overstiger kravet i § 125, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

  • 7) Ikke betalte renter, der er udskudt i medfør af nr. 6, må kun forfalde til betaling, hvis kravet i § 125, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed på ny overholdes eller forfaldsdatoen indtræder.

Stk. 2 Andre efterstillede lån med en oprindelig løbetid på mindst 5 år eller, hvor gældens løbetid ikke er fastsat, med et opsigelsesvarsel på mindst 5 år, hvorefter det efterstillede lån kan indfries, kan medregnes i kapitalgrundlaget, hvis stk. 1, nr. 1-5, er opfyldt, jf. dog § 26, stk. 3 og 4.

Stk. 3 Tilladelse efter stk. 1, nr. 3, er betinget af, at kapitalgrundlaget efter tilbagebetalingen ikke er mindre end kapitalkravet i § 125, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 4 Nedskrivning efter stk. 1, nr. 5, kan kun ske, hvis fondsmæglerselskabet efterfølgende enten tilføres ny kapital, således at kapitalkravet i § 125, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed opfyldes, eller ophører uden tab for ikke-efterstillede kreditorer. Efterstillede lån og ikke-betalte renter kan kun nedskrives med et beløb, som er godkendt af ekstern revisor og Finanstilsynet forud for nedskrivningen.

Stk. 5 Rentestigninger på efterstillede lån må tidligst finde sted tre år efter udstedelsen. Hvis der er aftalt en eller flere rentestigninger, anses efterstillede lån for at forfalde på tidspunktet for rentestigningen, hvis summen af rentestigninger overstiger 150 basispunkter fratrukket swapspændet på udstedelsesdagen, jf. dog stk. 6. Ved swapspændet forstås forskellen mellem renteforhøjelsens rentegrundlag og udstedelsens oprindelige rentegrundlag.

Stk. 6 Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra grænsen på 150 basispunkter i stk. 5, 2. pkt.

§ 28

Det kan uanset § 27, stk. 1, nr. 3, fremgå af aftalen om efterstillede lån, at fondsmæglerselskabet, med Finanstilsynets tilladelse, til enhver tid kan erhverve egne efterstillede lån til eje eller sikkerhed på op til 3 pct. af den samlede udstedte kapital, dog maksimalt 10 pct. af en enkelt udstedelse.

§ 29

Inden fondsmæglerselskaber indgår aftale om supplerende kapital eller efterstillede lån, der indeholder vilkår om konvertering, skal generalforsamlingen beslutte at indgå aftalen om den supplerende kapital eller det efterstillede lån, eller ved bestemmelse i vedtægterne bemyndige bestyrelsen til at indgå aftalen om den supplerende kapital eller det efterstillede lån, og samtidig bemyndige bestyrelsen til at foretage den dertil hørende kapitalforhøjelse til brug for konverteringen. Sidstnævnte bemyndigelse skal foreligge forud for indgåelse af aftalen om den supplerende kapital eller det efterstillede lån for, at denne kan medregnes i den supplerende kapital. Vilkår om konvertering kan alene udnyttes, så længe udsteder er en virksomhed omfattet af § 1.

Stk. 2 For generalforsamlingens beslutning om at indgå aftale om supplerende kapital eller efterstillede lån, der indeholder vilkår om konvertering, i fondsmæglerselskaber, finder § 167, stk. 1 og 2, og § 168, i selskabsloven anvendelse. § 167, stk. 3, i selskabsloven finder tilsvarende anvendelse, idet generalforsamlingens beslutning omhandler retsstillingen inden, at konvertering sker på udsteders initiativ, eller hvis generalforsamlingen vælger at indgå aftale om at udstede supplerende kapital eller efterstillede lån.

Stk. 3 Generalforsamlingens bemyndigelse til bestyrelsen til at indgå aftale om supplerende kapital eller efterstillede lån efter stk. 1, der indeholder vilkår om konvertering, og den dertil hørende kapitalforhøjelse til brug for konverteringen, gives for en eller flere perioder på indtil fem år ad gangen. Fristen gælder alene for indgåelse af aftalen om den supplerende kapital eller det efterstillede lån og ikke for den eventuelle efterfølgende kapitalforhøjelse som følge af konverteringen.

Stk. 4 Ved bemyndigelse efter stk. 1 skal vedtægterne angive følgende:

  • 1) Datoen for ophøret af den periode, der er nævnt i stk. 3.

  • 2) Det højeste beløb, hvormed bestyrelsen kan forhøje kapitalen.

  • 3) Bestemmelser om forholdene nævnt i § 158, nr. 5, 6, og 9-11, i selskabsloven.

Stk. 5 For fondsmæglerselskaber kan bestyrelsen, med bemyndigelse efter stk. 1, træffe beslutning om udstedelse af supplerende kapital eller efterstillede lån. § 169, stk. 2, i selskabsloven finder her anvendelse på bestyrelsens beslutning. Bestyrelsen skal tage stilling til modtagers retsstilling, hvis forholdene nævnt i § 169, stk. 3, i selskabsloven gennemføres inden konvertering sker på udsteders initiativ. § 169, stk. 4 og 5 og §§ 170 og 171, i selskabsloven finder anvendelse på bestyrelsens beslutning efter 1. pkt.

Stk. 6 For fondsmæglerselskaber finder §§ 172-177, i selskabsloven om registrering m.v. anvendelse på generalforsamlingens beslutning efter stk. 1.

Stk. 7 Generalforsamlingens bemyndigelse efter stk. 1 bortfalder, hvis udsteder ikke længere er en virksomhed omfattet af § 1.

Stk. 8 Ophører en virksomhed med at være omfattet af § 1, kan supplerende kapital eller efterstillede lån, i lighed med anden fremmedkapital, fortsat ikke indregnes som en del af selskabets selskabskapital.