Bekendtgørelse om opgørelse af basiskapital for gruppe 2-forsikringsselskaber og om opgørelse af kapitalgrundlag for visse fondsmæglerselskaber § 27

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1358 af 22. november 2016

Efterstillede lån i fondsmæglerselskaber
§ 27

Efterstillede lån i fondsmæglerselskaber kan medregnes i kapitalgrundlaget, hvis følgende betingelser er opfyldt, jf. dog § 26, stk. 1 og 2:

  • 1) Långivers krav skal være efterstillet al anden ikke-efterstillet gæld.

  • 2) Beløbet skal være indbetalt.

  • 3) Indløsning før forfaldstidspunkt må ikke kunne ske på långiverens initiativ eller uden Finanstilsynets tilladelse, jf. dog stk. 3.

  • 4) Beløbet må kun forfalde før det aftalte forfaldstidspunkt, hvis fondsmæglerselskabet træder i likvidation eller erklæres konkurs.

  • 5) Fondsmæglerselskabets generalforsamling skal kunne nedskrive efterstillede lån og ikke-betalte renter, hvis egenkapitalen er tabt og aktiekapitalen er nedskrevet til nul, jf. dog stk. 4.

  • 6) Betaling af renter kan udskydes, hvis kapitalgrundlaget på forfaldstidspunktet ikke overstiger kravet i § 125, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

  • 7) Ikke betalte renter, der er udskudt i medfør af nr. 6, må kun forfalde til betaling, hvis kravet i § 125, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed på ny overholdes eller forfaldsdatoen indtræder.

Stk. 2 Andre efterstillede lån med en oprindelig løbetid på mindst 5 år eller, hvor gældens løbetid ikke er fastsat, med et opsigelsesvarsel på mindst 5 år, hvorefter det efterstillede lån kan indfries, kan medregnes i kapitalgrundlaget, hvis stk. 1, nr. 1-5, er opfyldt, jf. dog § 26, stk. 3 og 4.

Stk. 3 Tilladelse efter stk. 1, nr. 3, er betinget af, at kapitalgrundlaget efter tilbagebetalingen ikke er mindre end kapitalkravet i § 125, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 4 Nedskrivning efter stk. 1, nr. 5, kan kun ske, hvis fondsmæglerselskabet efterfølgende enten tilføres ny kapital, således at kapitalkravet i § 125, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed opfyldes, eller ophører uden tab for ikke-efterstillede kreditorer. Efterstillede lån og ikke-betalte renter kan kun nedskrives med et beløb, som er godkendt af ekstern revisor og Finanstilsynet forud for nedskrivningen.

Stk. 5 Rentestigninger på efterstillede lån må tidligst finde sted tre år efter udstedelsen. Hvis der er aftalt en eller flere rentestigninger, anses efterstillede lån for at forfalde på tidspunktet for rentestigningen, hvis summen af rentestigninger overstiger 150 basispunkter fratrukket swapspændet på udstedelsesdagen, jf. dog stk. 6. Ved swapspændet forstås forskellen mellem renteforhøjelsens rentegrundlag og udstedelsens oprindelige rentegrundlag.

Stk. 6 Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra grænsen på 150 basispunkter i stk. 5, 2. pkt.