Bekendtgørelse om opgørelse af risikovægtede poster for gruppe 1-forsikringsselskaber Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1672 af 16. december 2015

Kapitel 2 Opgørelse af risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser
§ 3

De risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser, jf. § 417 b, stk. 4, nr. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, skal opgøres som den største værdi af

  • 1) livsforsikringshensættelserne for hver kontrakt med fradrag for genforsikring, opgjort i overensstemmelse med reglerne om hensættelser til livsforsikringsforpligtelser i bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, og

  • 2) den værdi, der er garanteret ved tilbagekøb af kontrakten.

Stk. 2 Den værdi, der er garanteret ved tilbagekøb, jf. stk. 1, nr. 2, kan reduceres forholdsmæssigt med sandsynligheden for tilbagekøb, som opgjort efter det for forsikringsselskabet gældende tekniske grundlag. Værdien kan kun reduceres hvis sandsynligheden for tilbagekøb inden kontraktens udløb er under 1, og kan begrundes i, at forsikringstagerens adgang til tilbagekøb er aftalemæssigt begrænset til særlige situationer.

Stk. 3 Genforsikringsandelen af livsforsikringshensættelserne opgøres i overensstemmelse med reglerne om genforsikringsandele af de forsikringsmæssige hensættelser i bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.

§ 4

Værdien af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser skal mindst udgøre 85 pct. af livsforsikringshensættelserne uden fradrag for genforsikring.

§ 5

For opgørelsen af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser gælder følgende fravigelser fra § 3:

  • 1) For forsikringsklasse I c, jf. bilag 8 i lov om finansiel virksomhed, skal de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser opgøres som 25 gange det største af beløbene opgjort efter § 9 og § 11.

  • 2) For forsikringsklasse III, jf. bilag 8 i lov om finansiel virksomhed, skal de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser opgøres som hensættelserne til unit-link kontrakter. Hensættelserne til unit-link kontrakter opgøres i overensstemmelse med reglerne for hensættelser til unit-link kontrakter i bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.

  • 3) For forsikringsklasse V, jf. bilag 8 i lov om finansiel virksomhed, skal de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser opgøres som livsforsikringshensættelserne uden fradrag for genforsikringsandele.