Bekendtgørelse om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v. § 8

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1164 af 31. oktober 2017

§ 8

Et gruppe 1-forsikringsselskab skal opgøre modulet for sygeforsikringsrisici, jf. artikel 144-163 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). Modulet skal som minimum dække følgende risici:

  • 1) Tabsrisiko eller risiko for en ugunstig udvikling i de forsikringsmæssige forpligtelser som følge af ændringer i niveauet for, trenden eller volatiliteten i omkostningerne til honorering af forsikrings- og genforsikringsaftaler.

  • 2) Tabsrisiko eller risiko for en ugunstig udvikling i de forsikringsmæssige forpligtelser som følge af udsving i tidspunkt, frekvens og omfang af forsikringsbegivenheder og i tidspunktet for og størrelsen af skadeserstatninger på hensættelsestidspunktet.

  • 3) Tabsrisiko eller risiko for en ugunstig udvikling i de forsikringsmæssige forpligtelser som følge af signifikant usikkerhed omkring antagelserne vedrørende prisfastsættelse og hensættelser relateret til udbrud af større epidemier og den usædvanlige akkumulering af risici under sådanne ekstreme omstændigheder.

Stk. 2 Modulet for sygeforsikringsrisici skal afspejle den risiko, der følger af sygeforsikringsforpligtelser i relation til de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med udøvelsen af denne virksomhed, uanset om denne virksomhed udøves som led i skades- eller livsforsikringsvirksomhed.