Bekendtgørelse om outsourcing for kreditinstitutter m.v. § 18

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 973 af 22. juni 2022

§ 18

Hvor udførelse af processer, tjenesteydelser eller aktiviteter kræver tilladelser, skal outsourcingvirksomheden forud for en outsourcing sikre, at leverandøren har de fornødne tilladelser.

Stk. 2 Har leverandøren hjemsted i et andet land end Danmark indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal outsourcingvirksomheden sikre, at leverandøren er registreret og har tilladelse til at levere den tilladelsespligtige aktivitet af hjemlandets tilsynsmyndighed, eller på anden vis har tilladelse til at udføre de tilladelsespligtige aktiviteter i overensstemmelse med national lovgivning.

Stk. 3 Har leverandøren hjemsted i et land udenfor Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, skal outsourcingvirksomheden sikre, at følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Leverandøren er registreret eller har tilladelse til at levere den tilladelsespligtige aktivitet og er underlagt tilsyn i hjemlandet.

  • 2) Der foreligger en samarbejdsaftale mellem Finanstilsynet og de myndigheder, der fører tilsyn med leverandøren i hjemlandet, der sikrer, at Finanstilsynet som minimum har følgende beføjelser:

    • a) Finanstilsynet kan på anmodning indhente nødvendige oplysninger til at udføre tilsynsopgaver i henhold til den finansielle lovgivning.

    • b) Finanstilsynet kan få adgang til alle data, dokumenter, lokaler eller ansatte i leverandørens hjemland, som er relevante for udførelsen af sine tilsynsbeføjelser.

    • c) Finanstilsynet kan så hurtigt som muligt modtage oplysninger fra tilsynsmyndigheder i leverandørens hjemland om mulige brud på den finansielle lovgivning.

    • d) Finanstilsynet kan samarbejde med tilsynsmyndigheder i leverandørens hjemland om håndhævelse i tilfælde af, at leverandøren overtræder relevante danske myndighedskrav og dansk lovgivning.