Bekendtgørelse om rådighed Kapitel 2

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om rådighed er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1590 af 12. december 2023

Kapitel 2 Generelle rådighedsbetingelser
§ 3

Et ledigt medlem kan kun få dagpenge, hvis medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Bopæl og ophold
§ 4

Et medlem skal have bopæl og opholde sig i Danmark, jf. dog forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, artiklerne 64, 65 og 65a.

§ 5

Et medlem kan få dagpenge under arbejdssøgning i et andet land, hvis medlemmet inden afrejsen godtgør over for a-kassen at have en aftale med en arbejdsgiver om en ansættelsessamtale i det andet land. Medlemmet skal give meddelelse om opholdets varighed til jobcenteret og a-kassen før rejsen. Medlemmet skal komme tilbage til Danmark inden for 5 dage.

Tilmelding som arbejdssøgende
§ 6

Et medlem skal være tilmeldt som arbejdssøgende i jobcenteret for at kunne få dagpenge. Medlemmet skal være tilmeldt i hele den periode, medlemmet anmoder om dagpenge for. Medlemmet anses for tilmeldt, når tilmeldingen er sket i det fælles datagrundlag for beskæftigelsesindsatsen. For at forblive tilmeldt skal medlemmet selv booke samtaler, som medlemmet har pligt til at booke, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 2 Har medlemmet ikke fået dagpenge, kan a-kassen udbetale dagpenge for en periode med manglende tilmelding, jf. stk. 1, hvis

  • 1) medlemmet har et datostemplet dagpengekort eller en kvittering for digital tilmelding, som viser, at medlemmet skulle have været tilmeldt i perioden, eller

  • 2) den manglende tilmelding skyldes a-kassens forhold eller forhold hos jobcenteret, som jobcenteret eller Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har bekræftet.

Stk. 3 Udbetaling efter stk. 2 kan ske, hvis medlemmet ikke har kunnet hindre eller afhjælpe den manglende tilmelding, og de øvrige betingelser for at udbetale dagpenge i perioden er opfyldt.

Stk. 4 Udbetaling af dagpenge efter stk. 2 til et ledigt medlem kan dog først ske, når medlemmet er tilmeldt som arbejdssøgende, jf. stk. 1.

Stk. 5 Når betingelserne i stk. 3 er opfyldt, kan direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering give tilladelse til, at a-kassen udbetaler dagpenge.

Overtagelse af arbejde
§ 7

Et medlem skal kunne overtage arbejde ved arbejdstids begyndelse dagen efter, at medlemmet er henvist til arbejde af jobcenteret, a-kassen eller anden aktør.

Stk. 2 Kravet om varslet kan fraviges for et medlem, hvis jobcenteret eller a-kassen på forhånd har orienteret medlemmet herom.

§ 8

Et medlem skal kunne overtage rimeligt arbejde med fuld sædvanlig arbejdstid på de vilkår, som er almindelige inden for det pågældende faglige område. For deltidsforsikrede er fuld sædvanlig arbejdstid 30 timer om ugen.

Stk. 2 Rimeligt arbejde omfatter alt arbejde, som medlemmet kan varetage. Arbejdet er også rimeligt, hvis medlemmet kan varetage det efter et kortere uddannelsesforløb, og medlemmet får tilbudt den fornødne oplæring i forbindelse med henvisningen.

§ 9

Et medlem skal som udgangspunkt kunne overtage arbejde med en samlet daglig transporttid på op til 3 timer med offentlige transportmidler. Efter 3 måneders sammenlagt ledighed skal medlemmet kunne overtage arbejde med en samlet daglig transporttid på mere end 3 timer med offentlige transportmidler.

Stk. 2 Et medlem skal i særlige situationer kunne overtage arbejde med en samlet daglig transporttid på op til 4 timer med offentlige transportmidler.

Stk. 3 Et medlem, der er mellem- eller højtuddannet, skal uanset daglig transporttid kunne overtage arbejde, hvis det er nødvendigt for at få ledige stillinger besat med kvalificeret arbejdskraft.

Stk. 4 Hvis et medlem bor i et område, hvor det er nødvendigt med længere transporttid end sædvanligt, må medlemmet acceptere denne transporttid.

Pligt til selv at booke samtaler
§ 10

Et medlem har pligt til selv at booke jobsamtaler i jobcenteret, i a-kassen eller hos anden aktør, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og § 11. A-kassen fastsætter selv, på hvilken måde indkaldelse til rådighedssamtaler skal ske.

§ 11

Et medlem har pligt til selv at booke jobsamtaler inden for de første 3 måneders sammenlagt ledighed, jf. § 34, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats i a-kassens selvbookingsystem. Det gælder dog ikke den 1. jobsamtale i kontaktforløbet. Pligten til selv at booke samtaler gælder, uanset om en samtale skal holdes ved personligt fremmøde eller på anden vis.

Stk. 2 Medlemmet skal booke samtalerne inden for en frist, som fastsættes af a-kassen, jf. §44, i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsespolitik.

Deltagelse i samtaler, aktiviteter og tilbud
§ 12

Et medlem skal deltage i samtaler, aktiviteter og tilbud, der øger mulighederne for at få arbejde.

Stk. 2 Et medlem skal kunne møde til samtaler med jobcenteret, a-kassen eller anden aktør samt til aktiviteter og tilbud dagen efter, at medlemmet har modtaget indkaldelse hertil. Medlemmet skal også kunne møde til samtaler, som medlemmet selv har booket.

Stk. 3 Medlemmet har pligt til at møde til samtaler, herunder rådighedssamtaler og aktiviteter, som jobcenteret, a-kassen eller anden aktør indkalder til, og møde til samtaler, som medlemmet selv har booket, herunder til at holde kontakt med jobcenteret, a-kassen og anden aktør, jf. stk. 5.

Stk. 4 Medlemmet har også pligt til at møde til og deltage i tilbud fra jobcenteret eller anden aktør.

Stk. 5 Et medlem, der deltager i et tilbud, skal søge arbejde, jf. § 14, og kunne overtage arbejde med dags varsel, medmindre jobcenteret har fraveget kravet, eller andet følger af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 6 Et medlem kan vælge, om samtaler med a-kassen, skal holdes ved personligt fremmøde, telefonisk eller ved personligt digitalt fremmøde. Dette gælder dog ikke første jobsamtale i kontaktforløbet, der skal afholdes ved personligt fremmøde. A-kassen kan dog beslutte, at en samtale skal afholdes ved personligt fremmøde, hvis a-kassen vurderer, at der er behov for en fysisk samtale, herunder hvis medlemmet har behov for særlig vejledning om jobsøgning, eller der er tvivl om medlemmets rådighed.

Cv-oplysninger
§ 13

Et medlem skal senest to uger efter tilmeldingen som arbejdssøgende registrere cv-oplysninger og gøre cv-oplysningerne tilgængelige på Jobnet. Medlemmet skal endvidere angive mindst ét jobmål, jf. §§ 22, stk. 3 og 23, stk. 4, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Jobsøgning
§ 14

Et medlem skal søge arbejde, jf. §§ 8 og 9, med henblik på at komme hurtigst muligt i ordinær beskæftigelse.

Stk. 2 Medlemmet skal være aktiv jobsøgende fra første ledige dag og i hele den periode, medlemmet ønsker at få dagpenge for, herunder i uger hvor medlemmet får supplerende dagpenge, jf. dog §§ 21-25 og 28.

Stk. 3 Medlemmet skal søge job kontinuerligt, herunder under deltagelse i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 4 Medlemmet skal søge opslåede stillinger. Medlemmet skal i øvrigt søge arbejde på den måde, der er sædvanlig inden for det pågældende faglige område.

Stk. 5 Medlemmet skal primært søge helårsarbejde med fuld sædvanlig arbejdstid.

Stk. 6 Medlemmets jobsøgning skal være realistisk og seriøs.

Stk. 7 Medlemmet skal søge arbejde, som pågældende er vejledt om i »Krav til jobsøgning«. Det skal af »Krav til jobsøgning«, fremgå:

  • 1) At formålet med jobsøgningen er, at medlemmet hurtigst muligt kommer i ordinær beskæftigelse.

  • 2) De fagområder, herunder stillingsbetegnelser, inden for hvilke medlemmet skal søge arbejde.

  • 3) Det geografiske område, inden for hvilket medlemmet skal søge arbejde.

  • 4) Kravet til omfanget af medlemmets jobsøgning, herunder antallet af jobansøgninger, som medlemmet skal uploade.

  • 5) Hvor medlemmet kan finde de job, som skal søges.

Stk. 8 Medlemmet skal overholde de aftaler om jobsøgning, som er indgået med a-kassen, jobcenteret eller anden aktør.

Stk. 9 Medlemmet skal søge konkrete job efter pålæg af jobcenteret, a-kassen eller anden aktør.

Stk. 10 Medlemmet skal løbende registrere sine jobsøgningsaktiviteter i joblog.

Stk. 11 Medlemmet skal uploade det antal jobansøgninger, som a-kassen har bedt om, i joblog.

Stk. 12 A-kassen skal senest to uger efter medlemmets tilmelding som arbejdssøgende fastlægge »Krav til jobsøgning« jf. stk. 7, og a-kassen vil på dette tidspunkt skulle registrere og indberette kravene til det fælles it-baserede datagrundlag, så de kan vises i »Min Plan«.

Stk. 13 A-kassen skal udlevere »Krav til jobsøgning« til medlemmet eller vejlede medlemmet om, hvor medlemmet til enhver tid kan gøre sig bekendt med indholdet af »Krav til jobsøgning«.

Raskmelding på Jobnet
§ 15

Et sygemeldt medlem, der bliver rask, skal melde sig rask på Jobnet for at kunne få dagpenge.

Konsekvenser
§ 16

Et medlem kan ikke få dagpenge, så længe medlemmet ikke har bopæl og opholder sig i Danmark, jf. § 4, ikke er tilmeldt som arbejdssøgende, jf. § 6, eller ikke kan overtage arbejde eller deltage i samtaler, aktiviteter eller tilbud, jf. §§ 7-12.

Stk. 2 A-kassen kan ud fra en konkret rådighedsvurdering, jf. § 38, træffe afgørelse om, at medlemmet skal opfylde et arbejdskrav, jf. § 43, stk. 2, for igen at kunne få dagpenge.

§ 17

Et medlem kan ikke få dagpenge, hvis medlemmet ikke senest to uger efter tilmeldingen som arbejdssøgende har registreret cv-oplysninger på Jobnet, som er godkendt af a-kassen og dette skyldes medlemmet, jf. § 13. Medlemmet kan igen få dagpenge, når medlemmet har fået godkendt registrerede cv-oplysninger på Jobnet.

§ 18

Et medlem kan ikke få dagpenge, så længe medlemmet udebliver fra en samtale, eller en aktivitet, som jobcenteret, a-kassen eller anden aktør har indkaldt medlemmet til skriftligt og personligt, og som medlemmet har pligt til at møde til. Når et medlem selv har booket samtalen, sidestilles medlemmets booking med en indkaldelse.

Stk. 2 Stk. 1 finder også anvendelse, hvor en samtale skal holdes telefonisk, eller ved personligt digitalt fremmøde, og hvor samtalen ikke holdes på grund af forhold, som skyldes medlemmet.

Stk. 3 Medlemmet kan få dagpenge igen, når medlemmet har henvendt sig om udeblivelsen til den af henholdsvis jobcenteret, a-kassen eller anden aktør, som medlemmet skulle have holdt samtale med. Medlemmet kan dog ikke få dagpenge for den dag, hvor samtalen eller aktiviteten skulle have været afholdt.

Stk. 4 Hvis medlemmet udebliver fra en samtale eller aktivitet, som medlemmet har meldt afbud til eller afslået at møde til inden samtalen eller aktiviteten, kan medlemmet ikke få dagpenge for den dag, hvor samtalen eller aktiviteten skulle have været afholdt.

§ 19

Et medlem kan ikke få dagpenge, så længe medlemmet udebliver fra et tilbud, som medlemmet er begyndt på, og som medlemmet har pligt til at deltage i.

Stk. 2 Medlemmet har ikke pligt til at deltage i tilbuddet, hvis medlemmet har begrundet fravær fra tilbuddet. Medlemmet skal forud for udeblivelsen have givet besked om udeblivelsen til tilbudsstedet.

Stk. 3 Medlemmet kan tidligst få dagpenge, når medlemmet igen deltager i tilbuddet. Hvis medlemmet igen deltager i tilbuddet den samme dag, som medlemmet er udeblevet, kan pågældende ikke få dagpenge for den dag.

§ 20

Et sygemeldt medlem kan ikke få dagpenge, så længe medlemmet ikke har meldt sig rask på Jobnet, og den manglende raskmelding skyldes medlemmets forhold, jf. dog § 21.

Stk. 2 Medlemmet kan få dagpenge igen, når medlemmet har raskmeldt sig på Jobnet.