Bekendtgørelse om recepter og dosisdispensering af lægemidler Kapitel 7

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1703 af 08. december 2023

Kapitel 7 Medicinrekvisitioner
§ 92

Medicinrekvisitioner skal være forsynet med dato, rekvirentens underskrift og oplysninger om rekvirentens (depotets, afdelingens m.v.) navn, adresse og telefonnummer. Medicinrekvisitioner fra medicindepoter og sygehusafdelinger skal endvidere være påført sygehuskode eller sygehusafdelingskode.

Stk. 2 Underskrift på de i § 1, stk. 5, nr. 1, 2, 3, 5 og 7, og stk. 6, nævnte rekvisitioner kan dog undlades i tilfælde, hvor bestillingen foretages via et medicinrekvireringssystem, der efter aftale mellem apoteket eller sygehusapoteket og den ansvarlige for rekvireringen er indrettet således, at rekvireringen kan finde sted på betryggende måde. Rekvisitioner på lægemidler omfattet af § 4 skal dog altid være forsynet med rekvirentens underskrift, medmindre bestillingen sker på de i § 95, stk. 4, nævnte betingelser.

Stk. 3 Medicinrekvisitioner skal indeholde de oplysninger, der er nævnt i § 17.

§ 93

De i § 1, stk. 5, nr. 1, 2, 3, 5, 6 og 7, og stk. 6, nævnte medicinrekvisitioner skal afgives elektronisk, skriftligt, via telefax eller telefonisk.

Stk. 2 De i § 1, stk. 5, nr. 4, nævnte medicinrekvisitioner skal afgives som foreskrevet i §§ 98-107.

§ 94

Ved elektronisk overførsel, indtelefonering eller afsendelse over telefax af medicinrekvisitioner gælder bestemmelserne i § 34, stk. 4, og § 35, stk. 2, tilsvarende.

§ 95

De i § 1, stk. 5, nr. 1, nævnte rekvisitioner kan kun afgives af depotets leder eller stedfortræder.

Stk. 2 De i § 1, stk. 5, nr. 2, 3 og 5, nævnte rekvisitioner skal afgives af en læge eller tandlæge. Rekvisitioner efter § 1, stk. 5, nr. 6, skal afgives af en læge.

Stk. 3 Uanset bestemmelsen i stk. 2 kan den læge eller tandlæge, der er ansvarlig for afdelingen eller lign., dog bestemme, at rekvisition af lægemidler, der ikke er underkastet særlig overvågning i henhold til § 4, i et nærmere bestemt omfang kan foretages af en dertil bemyndiget person, der ikke er læge eller tandlæge.

Stk. 4 Afdelingens ansvarlige læge kan bestemme, at rekvisitioner af lægemidler, underkastet særlig overvågning efter § 4, kan afgives af bemyndigede personer efter følgende betingelser:

  • 1) Afdelingen skal have medicinservice. Ved medicinservice forstås en ydelse, hvor sygehusapotekets personale i samarbejde med den enkelte sygehusafdeling sikrer, at de nødvendige lægemidler er til rådighed og medvirker til optimal økonomisk anvendelse og lagerstyring af afdelingens lægemidler.

  • 2) Der skal foreligge en underskrevet erklæring fra afdelingens ansvarlige læge om bemyndigelse af kompetent personale.

  • 3) Der skal foreligge skriftlige instruktioner for rekvireringen, herunder for, hvordan rekvireringen kan finde sted på betryggende vis (kvalitetsstyring).

  • 4) Rekvisitionen skal afgives via et medicinrekvireringssystem, som nævnt i § 92, stk. 2.

  • 5) De rekvirerede lægemidler og mængden heraf skal indgå i afdelingens standardsortiment.

  • 6) Sygehusapoteket skal mindst en gang om måneden sende en opgørelse over rekvirerede lægemidler omfattet af § 4 til afdelingens ansvarlige læge, der ved sin underskrift skal godkende opgørelsen.

Stk. 5 Rekvisitioner foretaget af apotekspersonale, skal ekspederes og kontrolleres af en anden end den, der har afsendt rekvisitionen via medicinservice.

Stk. 6 De i § 1, stk. 5, nr. 4, nævnte rekvisitioner kan afgives af jordemødre, sygeplejersker, tandplejere, skibsførere og redere, fabrikanter af redningsbåde, ledere af servicestationer, der foretager eftersyn af redningsbåde og -flåder, personer, der er bemyndiget til at rekvirere lægemidler til ambulancer, samt ledere af virksomheder, der beskæftiger sig med svejsearbejde, jf. § 97, § 99, § 100, §§ 102-104 og § 107.

§ 96

Apoteket eller sygehusapoteket skal tilrettelægge arbejdsgange og rutiner således, at der er forsvarlig kontrol med og sikkerhed for, at medicinrekvisitioner bliver ekspederet korrekt, og at modtageren i fornødent omfang informeres om de leverede lægemidlers anvendelse m.v. Medicinrekvisitioner er omfattet af reglerne i § 60, § 61, stk. 3 og 4, og § 74, stk. 1. § 74, stk. 1, gælder dog ikke for rekvisitioner til skibsmedicinkister.

Stk. 2 Hvis en medicinrekvisition ikke er affattet i overensstemmelse med bestemmelserne i dette kapitel, skal apoteket eller sygehusapoteket søge dette udbedret. Hvis det ikke er muligt at få eventuelle fejl eller mangler afhjulpet eller tvivl afklaret, må rekvisitionen ikke ekspederes, medmindre

  • 1) det må antages, at en eller flere medicinbrugere kan lide alvorlig helbredsmæssig skade, såfremt rekvisitionen ikke ekspederes, og behandlingen af medicinbrugerne derfor må udsættes, eller

  • 2) der ikke er nogen berettiget tvivl om, hvilket indhold rekvirenten har ønsket at give rekvisitionen.

§ 97

Medicinrekvisitioner skal af apoteket eller sygehusapoteket forsynes med apotekets navn og dato for ekspeditionen.

Stk. 2 Medicinrekvisitioner må kun ekspederes én gang.

Rekvisitioner til særlige formål
Jordemødre
§ 98

Jordemødre kan skriftligt rekvirere følgende lægemidler til brug i praksis:

  • 1) Injektionsvæske indeholdende methylergometrin 0,2 mg/ml.

  • 2) Injektionsvæske indeholdende oxytocin 10 i.e. /ml.

  • 3) Injektionsvæske indeholdende mepivacain 5 mg/ml og 10 mg/ml.

  • 4) Injektionsvæske indeholdende phytomenadion 10 mg/ml i ampuller på 0,2 ml.

  • 5) Adrenalin, injektionsvæske 1 mg/ml i ampuller á 1 ml eller injektionsvæske op til 0,3 mg pr. dosis i pen (autoinjektor).

  • 6) Infusionsvæske indeholdende natriumchlorid 9 mg/ml,

  • 7) Immunoglobulin (humant)(anti-D)) (1500 IE)

  • 8) Inhalationsanalgesi dinitrogenoxid-oxygen (N2O-O2) i et blandingsforhold med mindst 50 pct. ilt.

Stk. 2 Jordemødre kan undtagelsesvis rekvirere de i stk. 1 nævnte lægemidler telefonisk. Bestemmelserne i § 34, stk. 4 og § 36, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 99

De i § 98, stk. 1, nævnte lægemidler skal apoteket forsyne med følgende oplysninger:

  • 1) Jordemoderens navn.

  • 2) Apotekets navn.

  • 3) Dato for ekspedition.

  • 4) Påtegningen: »Til brug i praksis«.

Sygeplejersker
§ 100

Sygeplejersker kan skriftligt rekvirere adrenalin injektionsvæske 1 mg/ml i ampuller a 1 ml eller injektionsvæske op til 0,3 mg pr. dosis i pen (autoinjektor), til brug i praksis.

Stk. 2 Det i stk. 1 nævnte lægemiddel skal apoteket forsyne med følgende oplysninger:

  • 1) Sygeplejerskens navn.

  • 2) Apotekets navn.

  • 3) Dato for ekspedition.

  • 4) Påtegningen: »Til brug i praksis«.

Tandplejere
§ 101

Autoriserede tandplejere med adgang til at udøve selvstændig virksomhed og til at anlægge infiltrationsanalgesi kan som led i udøvelse af tandplejervirksomhed skriftligt rekvirere følgende lægemidler til brug i praksis:

  • 1) Lokalanalgetika til injektion indeholdende mepivacain uden vasokonstriktor: Injektionsvæske 30 mg/ml, tubuler a 1,7 ml eller 1,8 ml.

  • 2) Lokalanalgetika til injektion indeholdende lidocain, tilsat vasokonstriktor (katekolamin): Injektionsvæske 2 pct., 1 ml indeholdende 20 mg lidocain og 12,5 mikrogram adrenalin, tubuler a 1,8 ml.

  • 3) Lokalanalgetika til injektion indeholdende mepivacain, tilsat vasokonstriktor (katekolamin): Injektionsvæske, 1 ml indeholdende 20 mg mepivacain og 10 mikrogram adrenalin, tubuler a 1,7 ml.

  • 4) Lokalanalgetika til injektion indeholdende prilocain, tilsat vasokonstriktor (felypressin): Injektionsvæske 3 pct., 1 ml indeholdende 30 mg prilocain og 0,54 mikrogram felypressin, tubuler a 1,8 ml.

  • 5) Lokalanalgetika til injektion indeholdende articain, tilsat adrenalin: Injektionsvæske 4 pct., 1 ml indeholdende 40 mg articain og 5 mikrogram adrenalin, tubuler á 1,7 ml.

  • 6) Lokalanalgetika til injektion indeholdende articain, tilsat adrenalin: Injektionsvæske 4 pct, 1 ml indeholdende 40 mg articain og 10 mikrogram adrenalin, tubuler a 1,7 ml.

  • 7) Adrenalin injektionsvæske 1 mg/ml i ampuller a 1 ml eller injektionsvæske op til 0,3 mg pr. dosis i pen (autoinjektor).

  • 8) Præparater indeholdende natriumfluorid:

    • a) Dental suspension 50 mg natriumfluorid/ml.

    • b) Dentalsuspension i lak 60 mg natriumfluorid/ml og 60 mg calciumfluorid/ml.

    • c) Opløsning til mundskylning 0,2 pct. natriumfluorid.

    • d) Opløsning til pensling af tænder 2 pct. natriumfluorid.

  • 9) Tandpasta 5mg natriumfluorid /g.

  • 10) Lokalanalgetika indeholdende lidocain og prilocain: Periodontalgel, 1 g indeholdende 25 mg lidocain og 25 mg prilocain.

Stk. 2 Autoriserede tandplejere med adgang til at udøve selvstændig virksomhed uden ret til at anlægge infiltrationsanalgesi kan som led i udøvelse af tandplejervirksomhed skriftligt rekvirere de i stk. 1, nr. 8, nævnte lægemidler til brug i praksis.

§ 102

De i § 101 nævnte lægemidler skal apoteket forsyne med følgende oplysninger:

  • 1) Tandplejerens navn.

  • 2) Apotekets navn.

  • 3) Dato for ekspedition.

  • 4) Påtegningen: »Til brug i praksis«.

Skibsførere, redere og fabrikanter af redningsbåde m.fl.
§ 103

Skibsførere og redere kan skriftligt rekvirere receptpligtige lægemidler til medicinkister, som deres fartøjer efter gældende regler skal være forsynet med.

§ 104

Fabrikanter af redningsbåde og -flåder og ledere af servicestationer, som foretager eftersyn af redningsbåde og -flåder, kan skriftligt og mod forevisning af tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen rekvirere receptpligtige lægemidler til medicinkister, som redningsbåde og -flåder efter gældende regler skal være forsynet med.

Stk. 2 Rekvisitioner på lægemidler til redningsbåde og -flåder skal indeholde oplysning om redningsbådens eller -flådens fabrikat og nummer.

§ 105

Regioner samt kommuner og virksomheder, der efter aftale stiller ambulancer til rådighed for regioner, kan med henblik på forsyning af ambulancer, der tilhører de pågældende, skriftligt rekvirere lægemidler til at behandle de i bilaget til bekendtgørelse om ambulancer og uddannelse af ambulancepersonale nævnte behandlinger. Den bemyndigede, jf. stk. 2, beslutter hvilke lægemidler, der kan rekvireres.

Stk. 2 Rekvisition af lægemidler efter stk. 1 kan kun foretages af personer, som regionsrådet, kommunalbestyrelsen eller virksomhedens ledelse har bemyndiget hertil. Regionsrådet, kommunalbestyrelsen eller virksomhedens ledelse skal skriftligt meddele apoteket, hvem der er bemyndiget til at rekvirere lægemidler på regionens, kommunens eller virksomhedens vegne.

§ 106

Apoteket skal forsyne de lægemidler, der udleveres i henhold til rekvisition efter § 103, § 104 og § 105, med oplysning om apotekets navn og dato for ekspeditionen, og for så vidt angår de lægemidler, der udleveres efter § 103 og § 104, tillige med eventuelle særlige oplysninger, som kræves ifølge gældende regler om skibes forsyning med lægemidler.

Svejsevirksomheder
§ 107

Ledere af virksomheder, der beskæftiger sig med svejsearbejde, kan rekvirere øjensalve indeholdende cinchocain 0,5 pct. i en-dosisbeholdere.

Stk. 2 Apoteket skal forsyne det lægemiddel, der udleveres, med oplysning om apotekets navn og dato for ekspeditionen.