Bekendtgørelse om registrering af køretøjer § 91

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 866 af 19. juni 2023

§ 91

Efter ansøgning kan Skatteforvaltningen autorisere en virksomhed til at registrere køretøjer i Køretøjsregisteret, herunder til at udlevere nummerplader og modtage nummerplader retur.

Stk. 2 En virksomhed kan kun autoriseres som nummerpladeoperatør, hvis virksomheden opfylder følgende betingelser:

  • 1) Virksomheden skal have fast forretningssted her i landet.

  • 2) Virksomheden skal erhvervsmæssigt handle med eller lease køretøjer af den type, der skal registreres, før køretøjet tages i brug, jf. § 3. Eller virksomheden skal være godkendt af Færdselsstyrelsen til at syne eller omsyne køretøjer.

  • 3) Virksomheden må ikke have forfalden gæld til det offentlige.

  • 4) Virksomheden må ikke være under rekonstruktion, konkurs eller likvidation.

Stk. 3 I områder af landet, hvor der i særlig grad mangler en autoriseret nummerpladeoperatør, der har alle de typer af nummerplader på lager, som en nummerpladeoperatør kan indregistrere, jf. § 38, kan Skatteforvaltningen autorisere en virksomhed eller en offentlig myndighed som nummerpladeoperatør, selv om virksomheden eller myndigheden ikke opfylder de betingelser, der er nævnt i stk. 2 og § 92.