Bekendtgørelse om registrering af underskud m.v. § 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1037 af 26. september 2014,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 679 af 06. maj 2015

§ 1

Skattepligtige selskaber m.v. skal, jf. selskabsskattelovens § 35, stk. 1 og 2, i perioden fra og med den 1. oktober 2014 til og med den 1. september 2015 til SKAT indberette de oplysninger, som følger af stk. 2 og 3, jf. dog stk. 5.

Stk. 2 Indberetningen skal indeholde en specifikation af restunderskuddet for indkomstårene 2002-2013 for hvert selskab fordelt på indkomstår og/eller delperiode.

Stk. 3 For skattefrie omstruktureringer, der er vedtaget indtil indberetningstidspunktet, og som har betydning for anvendelsen af de indberettede underskud, skal indberetningen indeholde følgende specifikationer:

  • 1) Hvilken type skattefri omstrukturering, der er gennemført,

  • 2) den skattemæssige virkningsdato for den skattefri omstrukturering,

  • 3) hvilke selskaber m.v., der er henholdsvis indskydende og modtagende,

  • 4) restunderskud, som enten er opgjort i kr. eller angivet i procent, der er overført fra det indskydende selskab til det modtagende selskab, og

  • 5) hvilke sambeskattede datterselskaber, der overgår fra det eller de indskydende selskaber til det eller de modtagende selskaber i forbindelse med den skattefri omstrukturering.

Stk. 4 Administrationsselskabet skal indberette restunderskud for de selskaber m.v., som var omfattet af sambeskatningskredsen pr. 1. oktober 2014.

Stk. 5 Selskaber m.v. som nævnt i kulbrinteskattelovens § 21, stk. 4, er undtaget fra indberetning efter stk. 1, medmindre selskabet m.v. pr. 1. oktober 2014 indgår i sambeskatning efter selskabsskatteloven med selskaber m.v. omfattet af stk. 1.