Bekendtgørelse om registrering og offentliggørelse af oplysninger om ejere i Erhvervsstyrelsen Kapitel 9

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 488 af 18. maj 2017,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1378 af 10. december 2019 og bekendtgørelse nr. 1977 af 08. december 2020

Kapitel 9 Ejeroplysninger i virksomheder omfattet af lov om administration af Det Økonomiske Fællesskabs forordninger om indførelse af europæiske økonomiske firmagrupper
Reelle ejere
§ 18

Europæiske økonomiske firmagrupper skal indhente oplysninger om virksomhedens reelle ejere, herunder oplysninger om de reelle ejeres rettigheder, jf. lov om administration af Det Økonomiske Fællesskabs forordninger om indførelse af europæiske økonomiske firmagrupper § 1 a, stk. 1.

Stk. 2 Rettighederne kan omfatte følgende:

  • 1) Ejerandele i virksomheden, som ejes direkte eller indirekte.

  • 2) Kontrol ved hjælp af andre midler.

§ 19

Europæiske økonomiske firmagrupper skal registrere de reelle ejere og oplysningerne om, hvori det reelle ejerskab består i Erhvervsstyrelsens it-system, jf. § 18, stk. 2. Datoen for det reelle ejerskabs indtræden og evt. ophør skal desuden registreres.

Stk. 2 Besidder en person ejerandele, skal det samlede antal kapitalandele fordelt på stemmerettigheder og kapital registreres. Til besiddelsen medregnes:

  • 1) Ejerandele, hvis stemmeret tilkommer en virksomhed, som den pågældende kontrollerer.

  • 2) Ejerandele, som den pågældende har stillet til sikkerhed, medmindre panthaver råder over stemmeretten og erklærer at have til hensigt at udøve den.

Stk. 3 Ejes ejerandele gennem en kæde af kontrollerede virksomheder, skal denne oplysning registreres.

Stk. 4 Har virksomheden ikke eller kan virksomheden ikke identificere reelle ejere, registreres virksomhedens daglige ledelse som reelle ejere. Europæiske økonomiske firmagrupper, der ikke har en ledelse bestående af fysiske personer registreret i Erhvervsstyrelsens it-system, skal registrere den eller de fysiske personer, der varetager ledelsen som reelle ejere. Efterfølgende ændringer af ledelsessammensætningen, der registreres i Erhvervsstyrelsens it-system, vil automatisk blive overført til oplysningerne om reelle ejere.

Stk. 5 Virksomheden skal registrere oplysningerne om reelle ejere i Erhvervsstyrelsens it-system hurtigst muligt efter, at virksomheden er blevet bekendt med, at en person er blevet reel ejer og efter enhver ændring til de oplysninger, som er registreret.