Bekendtgørelse om regnskab og revision efter lov om byfornyelse og udvikling af byer Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2115 af 11. december 2020

Kapitel 3 Regnskabsaflæggelse for bygningsfornyelse, jf. lov om byfornyelse og udvikling af byer kapitel 3-6
§ 5

Kommunalbestyrelsen fastsætter i tilsagnet om offentlig støtte, til finansiering af bygningsfornyelse m.v. efter lov om byfornyelse og udvikling af byer kapitel 3-6, en frist for ejerens indsendelse af endeligt byggeregnskab. Fristen fastsættes til en dato, der ligger senest 3 måneder efter den fastsatte frist for færdiggørelsen af ombygningsarbejderne.

§ 6

Ejerens endelige regnskab over ombygningsudgifterne opgjort pr. skæringsdag indsendes til kommunalbestyrelsen. Ved skæringsdagen forstås den fysiske afslutning af arbejderne. Regnskabet skal indeholde fyldestgørende regnskabsoplysninger, som kan danne grundlag for kommunalbestyrelsens godkendelse.

Stk. 2 Regnskabet vedlægges kopi af fakturaer vedrørende samtlige ombygningsudgifter. Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om at fravige kravet i 1. pkt., såfremt en registreret eller statsautoriseret revisor forsyner regnskabet med påtegning om, at ombygningsudgifter og omkostninger, der er medtaget i byggeregnskabet, er omfattet af kommunalbestyrelsens tilsagn om støtte i henhold til lov om byfornyelse og udvikling af byer.

Stk. 3 Samtidig med indsendelsen af byggeregnskabet oplyser ejeren størrelsen i pct. pr. år af løbende byggelånsrenter fra skæringsdagen, restgælden på byggelånet og datoen for acontoudbetaling af tilskud. Endvidere oplyses for udlejningsboliger den stigning i den månedlige leje, som følger af arbejdernes udførelse, og som ejeren foreløbig opkræver. Stigningen skal modregnes i byggelånsrenterne for perioden fra indflytningstidspunktet, indtil datoen for regnskabsgodkendelsen.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen kan indhente supplerende regnskabsoplysninger hos ejeren, såfremt det skønnes nødvendigt for den endelige regnskabsgodkendelse.

Kommunalbestyrelsens godkendelse af regnskabet
§ 7

Kommunalbestyrelsen skal godkende ejerens regnskab over de støtteberettigede ombygningsudgifter senest 6 måneder efter, at ejeren har modtaget fyldestgørende oplysninger, som muliggør godkendelsen.

Stk. 2 Det tab, som ejeren bliver påført som følge af, at kommunalbestyrelsen ikke har foretaget regnskabsgodkendelsen inden for den i stk. 1 nævnte frist, erstattes ejeren af kommunalbestyrelsen efter de almindelige erstatningsretlige regler. Kommunalbestyrelsens udgifter efter 1. pkt. refunderes ikke af staten og belaster ikke kommunens udgiftsramme til bygningsfornyelse.

§ 8

Kommunalbestyrelsen skal gennemgå det indsendte byggeregnskab i umiddelbar tilknytning til modtagelsen med henblik på at konstatere, om oplysningerne er fyldestgørende.

Stk. 2 Er regnskabsoplysningerne efter kommunalbestyrelsens skøn ikke fyldestgørende, skal kommunalbestyrelsen uden ophør rekvirere de nødvendige oplysninger hos ejeren. Henvendelsen til ejeren skal være skriftlig og skal angive, hvilke oplysninger kommunalbestyrelsen finder nødvendige for regnskabsgodkendelsen, samt i hvilken form oplysningerne ønskes modtaget. Kommunalbestyrelsen skal endvidere henlede ejerens opmærksomhed på, at den i § 7 fastsatte 6 måneders frist for kommunalbestyrelsens godkendelse af regnskabet først løber fra det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen har modtaget fyldestgørende regnskabsoplysninger fra ejeren. Endelig skal kommunalbestyrelsen henlede ejerens opmærksomhed på den i tilsagnet fastsatte frist for indsendelse af byggeregnskab, jf. § 5, samt konsekvenserne af fristens overskridelse, jf. § 10, stk. 2.

§ 9

Kommunalbestyrelsen påser ved regnskabsgodkendelsen, at byggeregnskabet aflægges i overensstemmelse med det meddelte tilsagn om offentlig støtte.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen påser, at ombygningsudgifter og omkostninger, der er medtaget i regnskabet, er i overensstemmelse med lov om byfornyelse og udvikling af byer samt de i medfør af loven fastsatte forskrifter.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen påser, at alle udgifter i byggeregnskabet er endeligt opgjort. Dog kan der afsættes beløb til afholdelse af enkelte udgifter. Kommunalbestyrelsen fastsætter samtidig med regnskabsgodkendelsen en frist på højst 6 måneder for indsendelse af dokumentation for afholdelsen af afsatte beløb. Kommunalbestyrelsen kan forlænge fristen, når særlige forhold taler herfor. Overholdes fristen ikke, eller forbruges de afsatte beløb ikke, nedsættes de støtteberettigede udgifter med de udokumenterede afsatte beløb.

§ 10

Kommunalbestyrelsen tillægger ved den endelige godkendelse af byggeregnskabet regnskabssummen et beløb, som på grundlag af ejerens oplysninger, jf. § 6, stk. 3, udgør beregnede støtteberettigede udgifter i tidsrummet fra skæringsdagen indtil datoen for regnskabsgodkendelsen.

Stk. 2 Ved beregningen efter stk. 1 bortses fra det tidsrum, hvormed fristen efter § 5 er overskredet.