Bekendtgørelse om særlige krav til taxier mv. § 13

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Denne bekendtgørelse gælder fortsat for tilladelser udstedt i medfør af den tidligere taxilov, LBK nr. 107 af 30/01 2013.

Bekendtgørelse nr. 399 af 04. maj 2006,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1740 af 22. december 2006 og bekendtgørelse nr. 1652 af 14. december 2015

§ 13

I en taxi skal findes en trafikbog, der på forlangende skal forevises og om fornødent udlånes til kontrolmyndigheden. Trafikbogen skal af den tilladelsesudstedende myndighed være godkendt til den pågældende bil og være forsynet med den tilladelsesudstedende myndigheds påtegning herom. Der må kun være én trafikbog i brug ad gangen, uanset om der er flere førere af taxien. Det påhviler den tilladelsesudstedende myndighed, at føre regnskab med, hvilke trafikbøger, der er udleveret til de enkelte tilladelser.

Stk. 2 Trafikbogen skal indeholde mindst 50 tredobbelte blade (stamblad og 2 kopier), der skal være forsynet med fortløbende numre. Hvert af de tredobbelte blade skal omfatte en førers vagt, jf. bilag 3. Hvert af de tredobbelte blade må højst omfatte 1 døgn (24 timer). En vagt anses for at være den periode, hvor en fører er til rådighed for bestillinger, idet der dog kan ses bort fra mindre pauser (spisepauser m.v.). En førers vagt ophører, hvis taxien overdrages til en anden fører.

Stk. 3 Trafikbogen skal indeholde oplysninger som angivet i bilag 3. Herudover kan trafikbogen indeholde oplysninger om de til enhver tid gældende regler for udfyldelse af trafikbogen. Den tilladelsesudstedende myndighed kan tillade, at der udstedes trafikbøger, hvor der er mulighed for at angive flere ture uden brug af taxameter (større kørselsarrangementer). Oplysninger, der i trafikbogen er markeret med én stjerne, skal indføres straks ved vagtens/kørslens begyndelse, jf. bilag 3. Oplysninger, der er markeret med to stjerner, skal indføres i trafikbogen ved vagtens/kørslens afslutning. Oplysning om eventuel returkørsel, der udføres til nedsat takst i henhold til gældende takstregulativ, skal indføres straks ved kørslens start og afslutning. Såfremt prisen for kørsel er beregnet på anden måde end efter taxameter, skal begyndelsestidspunktet indføres i trafikbogen umiddelbart inden den pågældende kørsel påbegyndes, og sluttidspunktet samt det indkørte beløb umiddelbart efter kørslens afslutning. Oplysninger om eventuelle fejlture indføres straks efter, at de er konstateret, og hvis taxien er tilsluttet et bestillingskontor, anmeldt til dette. Den totale omsætning for en vagt kan indføres uspecificeret i trafikbogen under ”Kørselsindtægter” i rubrikken ”Evt. totalbeløb”. Den totale omsætning er summen af det samlede antal grundtakster, omsætningen for kørte km og den samlede registrerede ventetidsbetaling. Det der kan specificeres, herunder ”Antal ture”, ”Uden taxameter” og ”Fejlture”, skal dog indføres separat. Ved en vagts begyndelse og afslutning angives køretøjets kilometertællers udvisende. Samtlige tidsangivelser skal udfyldes med 4 cifre (24 timers tidsangivelse). Samtlige kilometerangivelser skal udfyldes med 6 cifre (f.eks. 00xxxx). Antal enheder og antal ture skal angives med det aktuelle antal cifre.

Stk. 4 Trafikbogen skal føres fortløbende og tydeligt med kuglepen på en sådan måde, at stamblad og kopier føres samtidigt. Navn kan dog anføres ved anvendelse af stempel, idet der skal stemples på stamblad samt hver kopi. Der må ikke foretages rettelser. Såfremt der skrives forkert på en side, eller en side ved en fejltagelse overspringes, skal den forsynes med en skråstreg og må ikke siden benyttes. Af hvert tredobbelt blad opbevares stambladet i trafikbogen, medens den ene kopi ved vagtens eller kørselsperiodens ophør afleveres til tilladelsesindehaveren. Trafikbogen skal af tilladelsesindehaveren opbevares mindst 5 år regnet fra sidste indførsel og skal på forlangende udlånes til kontrolmyndigheden. Dette gælder også for ubrugte trafikbøger.

Stk. 5 Færdselsstyrelsen kan efter ansøgning tillade central elektronisk registrering af trafikbogsoplysninger hos bestillingskontoret. Der vil blive stillet særlige vilkår for brugen, herunder krav til chaufføridentitet, taxiidentitet, taxameter, trafikbogsoplysninger, successiv overførsel af oplysninger (omsætning, dvs. kørte kilometer, enheder osv., samt id) til bestillingskontoret. Desuden vil der blive stillet krav til bestillingskontoret om registrering og opbevaring og evt. indberetning (til kontrolmyndighederne) af oplysningerne, samt krav om, at tilladelsesindehavere (taxivognmænd) skal give accept til videregivelse af disse oplysninger til kontrolmyndighederne.