Bekendtgørelse om social pension (førtidspension, seniorpension og folkepension) § 40

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 379 af 11. april 2023

§ 40

I tilfælde, hvor pensionen er udbetalt eller bogført på pensionistens konto i et pengeinstitut for perioden efter pensionistens dødsfald, skal beløbet kræves tilbagebetalt efter reglerne i stk. 2-4.

Stk. 2 Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen skal tilbageføre pension for perioden efter pensionistens dødsfald, hvis pensionen er bogført på pensionistens konto i et pengeinstitut, dødsfaldet indtræder inden dispositionsdagen, og både tilbagekaldelsen og den faktiske tilbageførsel kan ske inden dispositionsdatoen. For personer med fast bopæl i udlandet kan tilbageførsel ske også efter dispositionsdatoen.

Stk. 3 Hvis pensionen ikke kan tilbageføres efter stk. 2, skal Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen kræve det for meget udbetalte tilbage efter reglerne i § 33, stk. 7-8, i lov om social pension.

Stk. 4 Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen kan opgive krav på tilbagebetaling efter stk. 3, hvis beløbet må anses for uerholdeligt, eller de økonomiske og administrative omkostninger ved afkrævningen står i misforhold til tilbagebetalingskravet.