Bekendtgørelse om strafudståelse på bopælen Kapitel 6

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol (bekendtgørelse om strafudståelse på bopælen)

Bekendtgørelse nr. 1755 af 21. december 2023

Kapitel 6 Tilsyn og kontrol
§ 15

Ved gennemførelsen af tilsynet med den dømte, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78 d, stk. 1, påhviler det kriminalforsorgsområdet at støtte og vejlede den dømte med henblik på at forbedre den dømtes muligheder for at leve en kriminalitetsfri tilværelse og at udøve kontrol med, at den dømte overholder de vilkår, som gælder for straffuldbyrdelsen.

§ 16

Med henblik på at forbedre den dømtes muligheder for at leve en kriminalitetsfri tilværelse påhviler det kriminalforsorgsområdet i relevant omfang under strafudståelsen at

  • 1) vejlede og bistå den dømte med hensyn til den pågældendes arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige, sociale og personlige forhold, og

  • 2) formidle kontakt til personer, institutioner og myndigheder, der efter anden lovgivning kan yde den dømte bistand.

§ 17

Kriminalforsorgsområdet skal fastsætte de forskrifter, der er nødvendige til gennemførelsen af tilsynet og vilkårene for tilladelsen.

Stk. 2 Vilkår om behandling, deltagelse i eventuel programvirksomhed mv. skal iværksættes af kriminalforsorgsområdet umiddelbart efter iværksættelsen af strafudståelsen. Det påhviler kriminalforsorgsområdet at påse, at sådanne vilkår overholdes.

§ 18

Omfanget af kontakten mellem kriminalforsorgsområdet og den dømte under fuldbyrdelsen fastsættes ud fra en samlet vurdering af behovet for støtte og kontrol samt under hensyn til reglerne i §§ 20-21.

§ 19

Kontrollen med, at den dømte overholder de vilkår, der er fastsat for tilladelsen, sker blandt andet ved, at den dømte i fuldbyrdelsesperioden døgnet rundt overvåges ved en elektronisk sender, som kriminalforsorgsområdet ved iværksættelsen af strafudståelsen monterer på den dømtes person.

§ 20

Kontrol og tilsyn sker endvidere ved, at

  • 1) kriminalforsorgsområdet foretager kontrolbesøg på og kontrolopringninger til bopælen, arbejdspladsen, uddannelsesstedet eller lignende, og

  • 2) at den dømte pålægges at møde hos kriminalforsorgsområdet.

§ 21

Antallet af uanmeldte kontrolbesøg og kontrolopringninger fastsættes ud fra en vurdering af behovet for kontrol og tilsyn i det enkelte tilfælde, dog således at kriminalforsorgsområdet som minimum aflægger 1-3 uanmeldte kontrolbesøg på bopælen om ugen og som minimum foretager 1 kontrolopringning til arbejdsplads, uddannelsessted eller lignende om ugen.

Stk. 2 Fastsættelsen af, i hvilket omfang den dømte skal møde op hos kriminalforsorgsområdet, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78 c, stk. 1, nr. 8, sker ud fra en vurdering af behovet for tilsyn og kontrol i det enkelte tilfælde.

§ 22

Udåndings- og urinprøver kan blandt andet udtages under kontrolbesøg på bopælen, eller når den dømte møder hos kriminalforsorgsområdet.

Stk. 2 §§ 10 og 11 finder tilsvarende anvendelse ved afgivelse af udåndings- og urinprøver efter stk. 1.

§ 23

Kriminalforsorgsområdet kan tillade, at den dømte, ud over de i aktivitetsskemaet fastlagte tidsrum, opholder sig uden for bopælen med henblik på

  • 1) at besøge en nærtstående person, som er alvorligt syg,

  • 2) at være til stede ved en nærtstående persons begravelse,

  • 3) at møde i retten eller for anden offentlig myndighed i tilfælde, hvor vedkommende offentlige myndighed finder det påkrævet, eller

  • 4) lægeundersøgelse eller -behandling eller anden lignende behandling, der ikke hensigtsmæssigt kan finde sted på bopælen.

Stk. 2 Kriminalforsorgsområdet kan tillige tillade, at dømte, der udstår straf på bopælen i 30 dage eller derover, kan få udgang med henblik på at besøge nærtstående personer ved vigtige familiebegivenheder.

Stk. 3 Kriminalforsorgsområdet kan, hvor særlige tungtvejende hensyn tilsiger det, efter en konkret vurdering give tilladelse til, at den dømte opholder sig uden for bopælen med henblik på at besøge nærtstående i forbindelse med juleaften den 24. december. For en dømt, der tilhører et andet trossamfund end den evangelisk-lutherske danske folkekirke, kan kriminalforsorgsområdet tillade, at den dømte i stedet opholder sig uden for bopælen med henblik på at besøge nærtstående i forbindelse med en lignende religiøs højtid. Det er ikke en forudsætning for en sådan tilladelse, at den pågældende har udstået straf på bopælen i forbindelse med juleaften.

Stk. 4 Kriminalforsorgsområdet kan i øvrigt give tilladelse til, at den dømte kan opholde sig uden for bopælen ud over de i aktivitetsskemaet fastlagte tidsrum, hvis der foreligger andre lignende tungtvejende grunde end de i stk. 1 og stk. 2 nævnte.