Bekendtgørelse om sygedagpenge til søfarende Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1704 af 11. december 2023

Kapitel 3 Almindelige betingelser
§ 3

Sygedagpenge ydes ved fuld uarbejdsdygtighed på grund af egen sygdom, herunder tilskadekomst.

Stk. 2 Udbetaling af sygedagpenge ophører den dag, hvor den søfarende er arbejdsdygtig, selv om den pågældende undlader at genoptage arbejdet eller raskmelde sig.

§ 4

Søfartsstyrelsen udbetaler sygedagpenge under sygefravær. Dog udbetaler arbejdsgiveren sygedagpenge til ansatte ved sygefravær i 30 kalenderdage fra 1. fraværsdag, jf. § 5.

Stk. 2 Retten til sygedagpenge fra Søfartsstyrelsen indtræder fra første fraværsdag eller første fraværsdag, efter retten til sygedagpenge fra arbejdsgiveren er ophørt.

§ 5

Søfarende, som ikke får udbetalt hyre under sygdom, har ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren, hvis de:

  • 1) har været ansat uafbrudt i de seneste 8 uger før fraværet hos den pågældende arbejdsgiver, og

  • 2) i denne periode har været beskæftiget hos arbejdsgiveren i mindst 74 timer.

Stk. 2 Har den søfarende tidligere været beskæftiget hos den nuværende arbejdsgiver, og udgør den samlede beskæftigelse hos denne mindst 74 timer inden for de seneste 8 uger, gælder betingelsen efter stk. 1, nr. 1, dog ikke.

Stk. 3 Retten til sygedagpenge fra arbejdsgiveren gælder, selv om ansættelsesforholdet ophører inden udløbet af arbejdsgiverperioden, medmindre arbejdsgiveren dokumenterer, at fratrædelsestidspunktet var fastsat før sygdommens indtræden, jf. dog stk. 2.

Stk. 4 Ved ophør af arbejdsgiverens forpligtelse efter stk. 3 inden for arbejdsgiverperioden, jf. § 4, stk. 1, udbetaler Søfartsstyrelsen sygedagpengene i den resterende del af denne periode.

§ 6

Ret til sygedagpenge fra Søfartsstyrelsen har søfarende, der:

  • 1) har været tilknyttet det danske arbejdsmarked uafbrudt i de seneste 26 uger før sygdommens indtræden og i denne periode har været beskæftiget i mindst 240 timer samt ikke har ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren for samme periode og beskæftigelsesforhold,

  • 2) inden for den seneste måned har afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed, eller

  • 3) er elever i lønnet praktik i en uddannelse, der er reguleret ved eller i henhold til lov.

Stk. 2 Til beskæftigelsesperioder efter stk. 1, nr. 1, medregnes perioder, hvor den søfarende, hvis uarbejdsdygtigheden ikke var indtrådt, ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, eller en ydelse, der træder i stedet herfor, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Til beskæftigelsesperioder efter stk. 1, nr. 1, hører endvidere perioder, hvor den søfarende har været beskæftiget i et andet EU/ EØS-land, jf. EU’s forordninger om koordinering af de sociale sikringsordninger.