Bekendtgørelse om tekniske krav og forskrifter for tinglysningssystemet Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1634 af 29. juni 2021

Kapitel 3 Funktioner i det digitale tinglysningssystem
Anvendelse af funktioner i tinglysningssystemet
§ 9

Til det digitale tinglysningssystem er knyttet en kladdemappe, en underskriftsmappe, en bilagsbank, en fuldmagtsdatabase samt oversigter over dokumenter i tinglysningssystemet, som knytter sig til en digital signatur (funktionen ”mine tinglysninger”). Endvidere er der i systemet mulighed for at foretage prøvetinglysning.

§ 10

Når et elektronisk dokument, der skal anmeldes til tinglysning, er udfyldt, kan anmelderen foretage følgende:

  • 1) dokumentet kan gemmes som kladde,

  • 2) dokumentet kan lægges i underskriftsmappen,

  • 3) dokumentet kan sendes til prøvetinglysning, og

  • 4) der kan betales tinglysningsafgift.

Kladdemappen
§ 11

Et dokument kan på ethvert tidspunkt under oprettelsen på Tinglysningsrettens internetportal gemmes som kladde. En gemt kladde vil senere kunne fremfindes ved anvendelse af den digitale signatur, som blev benyttet ved oprettelsen af kladden.

Stk. 2 Tinglysningsretten kan fastsætte en længste periode for opbevaring af dokumenter i kladdemappen. Oplysninger om længste periode fremgår af Tinglysningsrettens hjemmeside.

Underskriftsmappen
§ 12

Den digitale signering af et dokument, der skal anmeldes til tinglysning, foretages i underskriftsmappen. Anmeldes et dokument til tinglysning ved brug af en systemopkobling godkendt af retten, kan der være fastsat særlige regler om digital signering af dokumenter. Reglerne om underskrifts­mappen finder i disse tilfælde ikke anvendelse.

Stk. 2 Når dokumentet lægges i underskriftsmappen, skal det angives, hvem der er anmelder, og hvem der efterfølgende skal underskrive dokumentet, jf. stk. 3. Der skal endvidere angives en e-mail-adresse eller systemadresse, hvortil der sendes meddelelse, når dokumentet efterfølgende signeres.

Stk. 3 Der skal angives personnumre og CVR-numre for personer og virksomheder, der skal kunne underskrive dokumentet. Er underskriveren en virksomhed skal enten antallet af de tegningsberettigede, der skal underskrive, eller personnumrene for de medarbejdere, der skal underskrive, angives.

§ 13

Når et dokument ligger i underskriftsmappen, jf. § 12, stk. 2, kan der alene knyttes følgende supplerende oplysninger til dokumentet:

  • 1) angivelse af en anden anmelder,

  • 2) angivelse af, at der underskrives i henhold til fuldmagt, og

  • 3) angivelse af, at en anden skal modtage elektronisk meddelelse om tinglysning.

Stk. 2 Slettes en signatur fra dokumentet, mens det ligger i underskriftsmappen, vil dokumentet ikke kunne tinglyses. Meddelelse herom sendes til anmelderen.

§ 14

Når et dokument er signeret digitalt, jf. § 12, stk. 2, kan det af anmelderen sendes til tinglysning. Anmelderen skal signere dokumentet digitalt.

§ 15

Et dokument, der ligger i underskriftsmappen, kan slettes af anmelderen eller af den, der har lagt dokumentet i underskriftsmappen.

Stk. 2 Et dokument i underskriftsmappen, som ikke inden seks måneder er anmeldt til tinglysning, slettes.

Bilagsbank
§ 16

I bilagsbanken registreres den for tinglysning nødvendige dokumentation, attestation mv. Endvidere kan bilag, som der henvises til i det anmeldte dokument, registreres i bilagsbanken. Alle bilag i bilagsbanken har et unikt referencenummer.

Stk. 2 Er et bilag, som ønskes påberåbt eller henvist til, allerede registreret i bilagsbanken, er en henvisning i anmeldelsen til referencenummeret tilstrækkelig.

Fuldmagtsdatabase

Stk. 2 Fuldmagtsdatabasen indeholder et register over aktuelle og ophørte fuldmagter, herunder de fuldmagter, som er givet ved påtegning på selve det elektroniske dokument, der er anmeldt til tinglysning, jf. § 6, stk. 2, i bekendtgørelse om adgang til tinglysningssystemet og om tinglysningsmåden.

Stk. 3 En oversigt over fuldmagter, som er tilknyttet en digital signatur, fremgår af funktionen ”mine tinglysninger”. Er den digitale signatur, der anvendes, en medarbejdersignatur, fremgår samtlige fuldmagter, som vedrører den pågældende virksomhed, af oversigten.

Stk. 4 De fuldmagter, der er omfattet af § 6, stk. 1 og 3, i bekendtgørelse om adgang til tinglysningssystemet og om tinglysningsmåden, registreres ikke elektronisk, men udtages af Tinglysningsretten til manuel behandling.

Prøvetinglysning
§ 18

Ved prøvetinglysning foretages en prøvelse af det pågældende dokument, som om der skulle foretages tinglysning. Anmelderen modtager på baggrund af prøvetinglysningen meddelelse om, hvad resultatet ville være blevet, såfremt der var foretaget en egentlig anmeldelse til tinglysning af dokumentet, herunder om eventuelle mangler ved dokumentet. Det fremgår ikke af prøvetinglysningen, hvorvidt dokumentet ville have fået retsanmærkninger.

Stk. 2 Ved prøvetinglysning tages der ikke hensyn til anmeldte dokumenter vedrørende det pågældende tinglysningsobjekt. En anmodning om prøvetinglysning behandles således med det samme og sættes ikke i kø, hvis der er anmeldt dokumenter vedrørende samme tinglysningsobjekt.