Bekendtgørelse om Terrorforsikringsrådet, sekretariatsfunktionen og tilsynet med skadesforsikringsselskabernes behandling af NBCR-terrorskader Kapitel 8

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 942 af 10. september 2019

Kapitel 8 Behandling af klager over skadesforsikringsselskabernes afgørelser i NBCR-terrorsager
§ 14

Terrorforsikringsrådet behandler klager over skadesforsikringsselskabers afgørelser i sager om NBCR-terrorskade.

Stk. 2 Skadesforsikringsselskabet har mulighed for at komme med en udtalelse til klagen. Til brug herfor sender sekretariatet en kopi af klagen til selskabet sammen med eventuelt medfølgende materiale.

§ 15

Terrorforsikringsrådet kan bestemme, at der ved indgivelse af klage skal anvendes et særligt skema. Skemaet vil i givet fald kunne findes på Finanstilsynets hjemmeside.

Stk. 2 Sekretariatet sørger i øvrigt for sagens videre oplysning og fremskaffer af egen drift det yderligere fornødne, retlige og faktiske grundlag for afgørelsen, herunder eventuelle udtalelser fra sagkyndige, hvis det skønnes nødvendigt for at træffe afgørelse i sagen, samt at hver af parterne får kendskab til nye oplysninger fra modparten, som må antages at have betydning for sagens afgørelse.

Stk. 3 Undlader selskabet inden 3 uger efter modtagelsen af det fremsendte materiale, jf. stk. 2 og 3, at fremsende kommentarer herom til Terrorforsikringsrådet, kan sagen behandles alene på grundlag af det foreliggende materiale.

Stk. 4 Sekretariatet afslutter sagen, hvis skadesforsikringsselskabet under sagens forberedelse opfylder klagerens krav. Det samme gælder, hvis klageren frafalder sin klage.

§ 16

Sekretariatet forbereder sagerne om klager over skadesforsikringsselskabernes afgørelser i NBCR-terrorskader.

Stk. 2 Terrorforsikringsrådet kan beslutte at udsætte sagens behandling med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger, hvis dette skønnes at have betydning for sagens afgørelse.

Stk. 3 Terrorforsikringsrådets afgørelser skal begrundes. I det omfang afgørelsen beror på en flertalsbeslutning, skal også mindretallets holdning begrundes.

Stk. 4 Hvis en klager har fået helt eller delvist medhold, kan opfyldelse af afgørelsen ske direkte af Terrorforsikringsrådet uden anvisning fra skadesforsikringsselskabet.

§ 17

Terrorforsikringsrådets afgørelser ved behandling af en klagesag træffes med simpelt stemmeflertal. Hvis en afgørelse beror på en flertalsbeslutning, skal dette anføres i afgørelsen.

Stk. 2 Terrorforsikringsrådets formand kan afgøre en klagesag, hvis det på baggrund af rådets hidtidige praksis må anses for sikkert, hvordan sagen skal afgøres. Rådet orienteres om sagens afgørelse hurtigst muligt og senest på det førstkommende rådsmøde. Hvert af rådets medlemmer kan på dette møde forlange, at sagen behandles af det samlede Terrorforsikringsråd.

§ 18

Når særlige grunde taler herfor, kan formanden beslutte, at en sag, som Terrorforsikringsrådet har truffet afgørelse i, skal genoptages. Det gælder navnlig i tilfælde af nye oplysninger fra en part eller andre nye oplysninger, som - hvis de havde foreligget under rådsbehandlingen - antages at kunne have medført et andet udfald af sagen.