Bekendtgørelse om tredjepartsbetalinger m.v. Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2178 af 26. november 2021

Kapitel 1 Anvendelsesområde
§ 1

Denne bekendtgørelse gælder for følgende virksomheder, jf. dog stk. 2-4:

  • 1) Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, der yder eller udfører investeringsservice og –aktiviteter.

  • 2) Investeringsforvaltningsselskaber og forvaltere af alternative investeringsfonde, der yder investeringsservice.

  • 3) Investeringsrådgivere og finansielle rådgivere omfattet af lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

  • 4) Investeringsselskaber og kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse til investeringsservice eller -aktiviteter i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som udøver virksomhed her i landet gennem en filial eller en tilknyttet agent etableret her i landet.

  • 5) Administrationsselskaber og forvaltere af alternative investeringsfonde, der er meddelt tilladelse til at yde investeringsservice i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som udøver virksomhed her i landet gennem en filial.

  • 6) Filialer af kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse til investeringsservice eller -aktiviteter med eller uden accessoriske tjenesteydelser i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, når filialen udøver sådan virksomhed her i landet.

  • 7) Kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse til investeringsservice eller -aktiviteter med eller uden accessoriske tjenesteydelser i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, når dette foregår som grænseoverskridende aktiviteter uden filialetablering.

Stk. 2 §§ 3 og 5 gælder for pengeinstitutter i forbindelse med en kundes opsparing i puljer omfattet af regler udstedt i medfør af § 50, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 3 Bekendtgørelsen gælder ikke, når virksomheden udfører ordrer for kunders regning, handler for egen regning eller modtager og formidler ordrer fra kunder, hvis kunden er en godkendt modpart, jf. bilag 2 til bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel.

Stk. 4 Bekendtgørelsen gælder ikke for transaktioner, der indgås i henhold til de regler, der gælder for en multilateral handelsfacilitet, mellem dennes medlemmer eller deltagere eller mellem en multilateral handelsfacilitet og dennes medlemmer eller deltagere for så vidt angår anvendelsen af en multilateral handelsfacilitet her i landet eller i andre lande inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Bekendtgørelsen gælder dog for en multilateral handelsfacilitets medlemmer eller deltagere, når de på kundernes vegne udfører disses ordrer gennem en multilateral handelsfacilitets systemer.

§ 2

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  • 1) Virksomhed: De virksomheder, der er nævnt i § 1, stk. 1 og 2.

  • 2) Investeringsservice og -aktiviteter: Servicer og aktiviteter som nævnt i bilag 1, afsnit A, i tilknytning til de finansielle instrumenter, der er anført i bilag 2 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og – aktiviteter. For så vidt angår forvaltere af alternative Investeringsfonde de servicer, der er nævnt i bilag 1, nr. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

  • 3) Accessoriske tjenesteydelser: Ydelser som nævnt i bilag 1, afsnit B, i tilknytning til de finansielle instrumenter, der er anført i bilag 2 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og - aktiviteter.

  • 4) Skønsmæssig porteføljepleje: Service som nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 4, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter. For så vidt angår forvaltere af alternative investeringsfonde service som nævnt i bilag 1, nr. 3, litra a, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

  • 5) Investeringsrådgivning: Personlige anbefalinger til en kunde, enten på anmodning eller på virksomhedens eget initiativ, af en eller flere transaktioner i tilknytning til enten finansielle instrumenter som nævnt i bilag 2 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og - aktiviteter, eller strukturerede indlån.

  • 6) Investeringsrådgivning på uafhængigt grundlag: Rådgivning om et bredt udsnit af de finansielle instrumenter, som er på markedet, og som er forskellige med hensyn til type og udstedere eller produktudbydere, så det sikres, at kundens investeringsmål imødekommes på passende vis. De finansielle instrumenter må ikke være begrænset til finansielle instrumenter, der er udstedt eller udbudt af den pågældende virksomhed selv eller af andre juridiske personer, der enten har snævre forbindelser med virksomheden eller har så tætte juridiske eller økonomiske forbindelser med virksomheden, at dette kan indebære en risiko for at svække det uafhængige grundlag for den ydede rådgivning, jf. § 47, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og - aktiviteter.

  • 7) Varigt medium: Et middel, som sætter brugeren i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til vedkommende med mulighed for fremtidig anvendelse i en periode afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

  • 8) Analyser:

    • a) Analysemateriale eller -tjenesteydelser i forbindelse med et eller flere finansielle instrumenter eller andre aktiver, eller udstedere eller potentielle udstedere af finansielle instrumenter, eller analysemateriale eller -tjenesteydelser tæt knyttet til en specifik branche eller et specifikt marked, således at det informerer opfattelsen af finansielle instrumenter, aktiver eller udstedere inden for den pågældende branche eller det pågældende marked.

    • b) Materiale eller tjenesteydelser, der kan bruges til at informere en investeringsstrategi og være relevante og i stand til at tilføje merværdi til investeringsselskabets beslutninger på vegne af kunder, der betaler for analyserne, når materielt eller tjenesteydelserne eksplicit eller implicit indeholder anbefalinger eller forslag til en investeringsstrategi og giver en begrundet udtalelse om finansielle instrumenters eller aktivers aktuelle eller fremtidige værdi eller pris eller på anden måde indeholder analyser og ny viden og når til konklusioner baseret på nye eller eksisterende oplysninger.