Bekendtgørelse om udarbejdelse af kontrakt og om selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven § 6

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1307 af 07. september 2020,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 2435 af 10. december 2021 og bekendtgørelse nr. 92 af 14. januar 2022

§ 6

Kontrakten skal være indgået inden 1 måned efter, at kommunalbestyrelsen har overtaget ansvaret for udlændingen, jf. integrationslovens § 19, stk. 1.

Stk. 2 Vil det som følge af den pågældende udlændings personlige forhold ikke være hensigtsmæssigt inden for en måned at indgå en kontrakt med nærmere fastlæggelse af indholdet af og målet for et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram, kan kontrakten bestå af en konstatering af dette samt en dato for, hvornår selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammets eller introduktionsprogrammets indhold forventes at kunne aftales eller fastsættes nærmere. Personlige forhold som nævnt i 1. pkt. kan være sådanne ganske særlige grunde, der gør, at kommunalbestyrelsen helt kan undlade at tilbyde en udlænding deltagelse i et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram eller kan udskyde udlændingens deltagelse heri, jf. integrationslovens § 21, stk. 2, og § 23, stk. 5. Dette kan være tilfældet, hvis udlændingen på grund af fysisk eller psykisk handicap, torturoplevelser, stærke traumer eller lignende ikke er i stand til at deltage i selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet med udbytte.

Stk. 3 For flygtninge kan kontrakten indgås, før kommunalbestyrelsen i den kommune, hvortil Udlændingestyrelsen har visiteret flygtningen, overtager ansvaret for den pågældende, jf. integrationslovens § 19, stk. 2.